Første uge

Jeg har nu haft en uge uden arbejde. Det er selvfølgelig kort tid at vurdere, hvordan det kommer til at gå. En uge er ikke meget, men det er alligevel nok til jeg kan komme med en lille update på, hvordan det har været. Der er to ord, der her den første uge beskriver ret godt hvordan det har været: underligt og rigtigt. Det føles rigtigt i maven, og den første uge har været virkelig god for mig. Det har selvfølgelig været specielt pludselig ikke at skulle op hver morgen og køre 40 minutter til arbejde. Det har været underligt ikke at være omkring kollegaer hver dag og det har også været lidt specielt ikke helt at have noget at lave, og samtidig skulle nå en masse. Men den første uge er gået med en masse praktiske ting, som man skal have styr på, når man pludselig står uden arbejde. Derudover har jeg også brugt nogle af timerne på at falde ned. De sidste måneder har jeg følt min krop har arbejdet i et meget højt gear, jeg begyndte at glemme så meget (altså bl.a. vågnede jeg en nat og kiggede på Mattis, og pludselig synes jeg slet ikke jeg kunne finde ud af hvad han egentlig hed) og jeg følte mig bare presset over omstændighederne. En blanding af at skulle nå en masse på arbejde og samtidig have en masse uro forbundet med det snart var sidste dag. Jeg måtte lige vende med min læge, om jeg mon var ved at udvikle tidlig demens fordi jeg blev oprigtigt bekymring for min hukommelse særligt, hvor vi blev enige om, at omstændighederne nok var lidt stressende. Derfor har den første uge uden arbejde også været rigtig god for mig. Jeg har også haft tid til at morgentræne uden at skulle løbe tilbage, skynde mig i bad og spurte ud til bilen for at nå på arbejde hurtigst muligt, der har været tid til lige at drikke lidt vand, sidde og snakke med de andre og tage et bad i ro og mag efter. Jeg har også haft tid til lange gåture, masser af frisk luft og har brugt det som mulighed til at lufte lidt ud inde i hovedet og komme ned i gear. Så dét har været godt og rigtigt, men også underligt. En god blanding.

Allerede nu kan jeg dog mærke jeg kommer til at savne den daglige kollegakontakt. Det vidste jeg godt inden jeg sagde op. Jeg havde fået nogle tætte kollegaer, og det var dejligt at vende alle de små dagligdagsting med dem. Den del kan jeg mærke jeg lige skal vænne mig til at undvære. Den første uge har jeg haft mange aftaler med forskellige mennesker, så jeg har ikke haft så meget tid til rigtig at mangle dem, men nu hvor det er søndag og jeg normalt skulle have indstillet hjernen på arbejde i morgen, kan jeg mærke det er underligt ikke at skulle høre om de andres weekend eller fortælle om min egen. Jeg ved det skal være et fokuspunkt for mig fremadrettet, hvordan jeg ikke ender med at føle mig ensom. På den anden side, har jeg fået talt mere med Mattis om mine små tanker og dagligdagsfunderinger (er det mon et ord?). Når jeg efter en hel dag på arbejde fik vendt disse ting med mine kollegaer, så havde jeg ikke overskud eller energi til også at dele det med Mattis. Ikke at vi ikke talte sammen, men det var mere om andre ting og jeg var ikke god til at involvere ham i mit arbejde eller tanker jeg havde i løbet af dagen, for jeg orkede det simpelthen ikke når jeg kom hjem. På den måde er jeg blevet bedre til at dele mere med ham, og det kan jo også have sine fordele kan man sige 😉

Men altså, alt i alt har den første uge været god og speciel, og jeg skal lige vænne mig til det. Men jeg tror det nok skal blive godt, og jeg fulgte min mavefornemmelse, så jeg er sikker på, at det næste kapitel i mit liv er det helt rigtige.. og jeg GLÆDER mig.

December og nu uden job

Så blev det december, og jeg har ikke længere et job. I fredags havde jeg sidste arbejdsdag og det var SÅ underligt. Igen var det nok bare mig det var underligt for, for alle mine kollegaer.. eller ekskollegaer, er tilbage på arbejde igen i dag. Det er så underligt når en kollega siger op og ikke længere er der, for ligeså underligt det kan føles når man får beskeden om de stopper, ligeså naturligt føles det efter et par dage de ikke er der mere. Faktisk glemmer man lidt de nogensinde har arbejdet der. Jeg tror det er fordi der er så meget udskiftning indenfor socialrådgiverfeltet, at det ikke er noget kæmpe chok eller tab, når en kollega skifter. Men for mig var det stort, og underligt. Jeg fik taget afsked, fik en fin gave af mine kollegaer og et rigtig sødt kort. Dagen sluttede jeg af med min yndlingskollega, som også er blevet en af mine allerbedste venner, med en tur rundt om de fodboldbaner vi så tit gik rundt om, når vi havde brug for lidt luft og bevægelse. Så satte jeg mig ind i min bil, sad lige et par minutter og kiggede på det store rådhus, der har dannet rammet om mit arbejdsliv i mange år, og så kørte jeg hjem.

Det var så surrealistisk at køre hjem. Jeg følte mig helt.. tom indeni. Glad og trist og nervøs og spændt .. og lykkelig. Det var meget underligt. Men det er nok også fordi jeg ved, at jeg ikke har et nyt job jeg starter i næste uge, men det hele er uvist nu. For nu starter jeg nemlig mit liv som arbejdsløs og forhåbentlig, inden alt for længe som selvstændig. For jeg har jo drømme og planer, som jeg har delt før, og på lørdag løfter jeg sløret for, hvad det er jeg har gået og brygget på i månedsvis. Så jeg håber I vil kigge med ind, for der er også en god konkurrence forbundet med når jeg annoncerer det. Hvis jeg altså selv skal sige det 😉

Ugen bliver derfor nu brugt på en masse praktisk, jeg skal melde mig ledig, til møder, opdatere CV osv., og så har jeg købt mig en kalender og allerede nu er det årets bedste investering. I dag skal jeg lave et årshjul, med plan for, hvad der skal ske det næste år, frem til december 2020, måned for måned. Det er et vaskeægte spændende vokseneventyr jeg har begivet mig ud på, og jeg glæder mig sådan til jeg bare kan tale lidt mere om det hele og høre hvad I tænker om det osv. Det skal nok blive godt det her, det kan jeg mærke.

.. og med et smukt pyntet juletræ, tændte stearinlys, frisk frugt og danskvand, så er min hjemmearbejdsplads ikke værst.

12 kjoler under 400 kr. – og med 30% rabat oveni

1. here  2. here  3. here  4. here  5. here  6. here  7. here  8. here  9. here  10. here  11. here  12. here

Indlægget indeholder reklamelinks
Aaah man kan mene meget om Black Friday/black week/cyber monday og hvad det ellers hedder. Jeg er nu ret vild med det, når der reelt er noget at spare. Na-kd kører med black week, hvor man sparer 30% på ALT. Så jeg måtte lige samle 12 fine kjoler til jer under 400 kr., hvor man så får 30% rabat oveni. Jeg måtte lige hurtigt klikke nr. 12 hjem, den er helt perfekt til juleaften, og jeg betalte 160 kr. eller sådan noget for den. I morgen må jeg lige kigge lidt mere grundigt derinde, om der er andre ting jeg skal have.

Er der noget galt med mig?

Min lille, dejlige nevø Sylvester <3

Jeg er faktisk bange for at skrive dette indlæg, af flere årsager. Jeg har alligevel besluttet mig for at skrive det, for nogen gange hjælper det at få det sagt og det kan også hjælpe at høre fra jer. Jeg håber I vil komme med jeres erfaringer/råd/kommentarer herunder, uanset jeres situation. Men vi skal tale lidt om det med at få børn.. igen.

Først skrev jeg et indlæg om ikke rigtig at være skruk, og alle mine tanker omkring det. I var så mange mennesker der kom med jeres kommentarer, og det var virkelig fedt at få lidt forskellige perspektiver på det. Det skrev jeg i januar i år. I august i år skrev jeg et indlæg om at nu var jeg klar til det med børn. Nu kommer der så det her indlæg. Jeg delte så i sidste måned, at vi er igang med en fertilitetsundersøgelse, for at finde ud af, hvordan vores fertilitet ser ud.
Jeg er helt vildt bange og i tvivl om jeg skal skrive det her indlæg, og nu vil jeg starte med at skrive hvorfor jeg er bange for det.

  1. Jeg er bange for at ødelægge noget for mig selv. Altså jeg er bange for, at hvis jeg snakker for meget om mine tanker om tvivlen ved at få børn, så får jeg pludselig en besked om jeg ikke kan, og SÅ bliver jeg ked af det. For jeg vil jo gerne kunne finde ud af at lave børn, jeg vil have muligheden. Giver det mening? Jeg kan godt tro lidt på det med at sende energi ud og hvad man får tilbage osv., og selvom det lyder helt fjollet, så er jeg bange for, at mine tanker kan spænde ben for mig. Det er jo lidt fjollet, for det er helt biologisk bestemt om Mattis og jeg kan få børn sammen, uanset hvad jeg tænker om det. Men alligevel er jeg bange for at sende tanker og energier ud omkring min store tvivl og bekymringer, for hvad så hvis det sker jeg ikke kan ‘fordi det jo måske også lidt var det jeg ønskede’? Det er én af grundene til jeg har været helt i tvivl. Det lyder måske i nogens ører sygt.
  2. Jeg er bange for jeres reaktion. Selvom det lyder helt fjollet, for jeg må jo tænke og føle hvad jeg vil, faktisk kan jeg jo slet ikke lade være, men alligevel kan jeg ikke lide at fremstå komplet skizofren, forkælet eller åndssvag. Derudover vil jeg på ingen måde fornærme nogen der skulle have svært ved at få børn/være i behandling og som brændende ønsker sig det. Jeg vil virkelig bare gerne dele mine tanker, for det fylder så meget for mig lige for tiden, og jeg håber sådan jeg kan få lidt gode råd.

Så nu kommer det indlæg altså. Og med ovenstående sagt, så håber jeg I vil være søde i kommentarfeltet, for jeg ved godt det virker helt forvirrende og skørt, men på den anden side er det jo sådan jeg har det, og jeg vil gerne være ærlig. Det følger jo også med (i hvertfald i min situation) at have tanker, tvivl og mange følelser forbundet med det at få børn. For jeg synes virkelig det med at få børn fylder SÅ meget lige for tiden. På niveau med jeg har sagt op og skal starte mit eget (ja, jeg looover der kommer mere om det snart, meget snart). For folk omkring mig snakker børn konstant, enten har de lige fået eller er gravide. Og hvis ikke, så snakker de om det. Og det er så skønt og smukt og dejligt. Jeg elsker at følge dem tæt på mig, jeg elsker at være med igennem det største i deres liv, ligesom jeg elsker når de små vidunderlige børn kommer til verden. For en måned siden kom den dejligste lille dreng til verden, nemlig min nevø. Min lillebror og hans kæreste, to af mine allertætteste, fik en lille søn. Jeg ser ham mange gange om ugen, han er det tætteste jeg kommer på et barn, der ikke er mit eget. Jeg havde sat min lid til, at han ville få mine æggestokke til at blafre og mit hjerte til at smelte fuldstændig, og i en sådan grad, at jeg ville kigge på min kæreste med bedende ‘skal vi ikke gå igang’ -øjne. En dag jeg var derhjemme og havde siddet med ham og kysset hans små bløde kinder, ringede min mor. Hun sagde ‘ej men han er jo helt vidunderlig.. jeg kunne spise ham. Hvis noget skulle gøre dig skruk er det da ham’. Hun har ret, han ér vidunderlig men det gør mig bare ikke skruk. Jeg ved godt han ikke er min, men han er meget tæt på mig, og jeg følger ham mange gange ugentligt. Jeg længes bare slet ikke efter at få min egen. Jeg nyder at se ham vokse op, og vi skal blive de bedste venner, det ved jeg, men jeg nyder også at tage hjem igen og lade ham blive i armene på hans forældre.

Er der noget helt galt med mig? Jeg har jo altid tænkt jeg skal have børn, det skal jeg jo, og Mattis og jeg har også aftalt hvornår vi går igang. Jeg håber vi kan og jeg håber vi kan det relativt nemt. Jeg kan mærke jeg ville blive ked af det, hvis det ikke kunne lade sig gøre for os. Men der er også en del af mig, der har sindssygt svært ved at forestille mig at blive mor. Jeg har svært ved at forestille mig det ansvar og den tid man bruger på det. Der er små øjeblikke hvor jeg helt kan glæde mig, f.eks. kan jeg kigge på Mattis og tænke, at jeg glæder mig til at se hvilket lille barn ham og jeg får lavet sammen. Jeg kan også gå rundt og kigge på babytøj og glæde mig til jeg kan købe små hyggelige ting til min egen en dag. Eller se nogle situationer med børn, hvor jeg kan glæde mig til at opleve dem selv med MIN lille familie. Men der er oftere hvor jeg har svært ved at forestille mig det og kan blive helt overrumplet af følelsen af.. tvivl næsten.

Det fylder helt ekstremt i mine tanker for tiden, og jeg ved godt beslutningen er min (og Mattis’) i sidste ende. Men med endnu et indlæg om det at få børn håber jeg på at få lidt råd. Ikke nødvendigvis om I synes jeg er klar eller ej, men om jeres egne tanker? Jeres situation?

Har du besluttet dig for at blive gravid fordi du er mega skruk? Eller er du ikke skruk, men ved du gerne vil have børn og er gravid? Måske du har besluttet dig for aldrig at få børn? Eller også fik du et barn og blev fuldstændig forelsket da det endelig var her? Har du måske et barn og har fortrudt (ikke barnet, for jeg ved jo godt man elsker dem betingelsesløst, men måske man befinder sig dårligt i mor-rollen og savner det liv man havde uden børn?) Jeg vil mega gerne høre fra dig, uanset din situation. Jeg håber ikke jeg er den eneste 30-årige der er snotforvirret over det med at skulle skabe familie.

2 uger tilbage og en lille status på det dér liv

Det er noget tid siden jeg tjekkede ind sidst. Dagen efter mit sidste indlæg gik min computer i stykker. Jeg væltede over Ellie med en kom kaffe i hånden, hvilket resulterede i, at kaffe, hund, computer og jeg lå i én pærevælling og jamrede på gulvet. Det endte i en totalskadet computer. Heldigvis havde jeg købt en god forsikring til den da jeg i sin tid købte min computer, og endnu mere heldigvis skete uheldet inden forsikringens udløb. Pheew. Det betyder jeg var uden computer i nogle uger, men til gengæld har fået en HELT ny macbook pro uden ekstra beregning. Dét er fandme lækkert. Nå men, det er den ene grund til jeg ikke har blogget, for undskyldninger har jeg jo altid masser af 😉 Men det skyldes også, at jeg har min sidste tid på jobbet de her uger, og det betyder der er skruet ekstra op for intensiteten af mit arbejde. Jeg vil så gerne nå hele min to-do liste så mine kollegaer og leder bliver efterladt med så lidt arbejde som muligt, og det absolut bedste farvel-indtryk af mig. Min krop er så træt efter arbejde og min hjerne arbejder på højtryk. Jeg har simpelthen så mange tanker og følelser forbundet med denne her opsigelse, at jeg nogen gange helt kan fortryde det. Ikke fordi jeg ikke tror på, at det var det rigtige og det er nu det skal prøves af, men fordi det virkelig efterlader mig med mange bekymringer, meget ondt i maven og konstant tankemylder. Jeg sover ikke så godt som jeg plejer, jeg har ikke spist så godt som jeg plejer (lige nu er jeg på nupo, men det skriver jeg mere om længere nede) og generelt er mit humør anderledes. Jeg svinger meget for tiden, og jeg har det lidt sådan nu, at nu må november gerne overstås.

Det betyder til gengæld også, at jeg snart kan fortælle hvad jeg gerne vil prøve ift. mit eget projekt, som jeg ikke har fortalt om endnu, og jeg håber sådan I tager godt imod det og jeg vil arbejde benhårdt for at det bliver til noget. Jeg ved det kommer til at tage tid, energi og meget hårdt arbejde, men jeg er så klar på det og jeg tror virkelig på, at det kan blive til noget. Jeg har lavet nogle mål for mig selv, og sørget for de ikke er urealistiske, så jeg ikke efterlades med endnu mere ondt i maven og bekymringer, fordi jeg ikke efter en måned bare stryger til stjernerne med det. Men det hele er jo sådan noget luftig snak lige nu, for I aner jo ikke hvad det er og så er det svært både for mig at sætte rigtige ord på det og endnu mere for jer egentlig at forstå hvad fanden jeg snakker om. Så nu vil jeg gerne snart snakke meget mere om det, og nu nærmer det sig også, at dét er realistisk.

Ift. min kost, mit nupoprojekt og min krop. Mit sidste indlæg herinde var, at jeg ville tage 10 ugers nupo mere, altså 70 dage. Det er stadig planen, men det blev ikke helt med start den dato jeg skrev det. Jeg ér dog gået igang med de 10 uger nu, jeg er på dag 3 i dag, og derfor over de der første dage ‘hvor man jo også bare kan starte i morgen’. Nu ér jeg igang, og nu ér det skrevet her. Så er der ingen vej tilbage.

Jeg tog i september en måned på nupo og tabte 7 kilo. Jeg tog 1,5 kg på igen efterfølgende. Over de sidste uger har jeg dog tabt 1 kg og er derfor nogenlunde på den samme vægt som efter min måned på nupo. Det er et fint udgangspunkt at starte ved. Jeg kommer til at opdatere herinde en gang ugentligt, som jeg gjorde sidst, hvor jeg deler mål/vægt/hvordan det er gået osv. I kan læse alle mine nupo-kur indlæg her, hvor jeg har svaret på de fleste spørgsmål jeg løbende har fået. Hvis I er nogen der har lyst til at joine, eller måske allerede ér igang, er jeg altså på dag 3 og jeg hepper på jer. Jeg laver et indlæg kun med nupo om nogle dage, med min plan for de næste 10 uger, fordi vi som I ved, rammer ind i både jul og nytår i den periode.

Alt i alt er jeg glad og spændt, men de her uger skal også helst bare overstås så jeg forhåbentlig kan finde lidt ro i alt det der skal ske herfra.