Ej hvordan kunne jeg glemme det? Bloggens fødselsdag. Jeg tænkte flere gange i løbet af november at nu har bloggen snart 4 års fødselsdag. Typisk at man så glemmer det. Nå, men for 7 dage siden havde mit lille univers fødselsdag. 4 år. Det er jo helt sindssygt. I har fulgt mig igennem kriser, sorger, glade tider, lykke, forelskelse, kærestesorg og alt derimellem. Igennem 4 år er mit liv dokumenteret her på bloggen i billeder og ord. Selvfølgelig med filter på. Det er sindssygt at tænke på. Jeg bliver virkelig rørt når jeg tænker på at år 2012 lakker mod enden nu og jeg lige kort skal opsummere mine sidste 4 år. Jeg blev student, fik en fantastisk kæreste (min eks), startede på universitet, flyttede 4 gange i løbet af de 4 år, stoppede på universitetet og startede igen, købte min egen lejlighed, rejste et halvt år til Kina, havde dyb kærestesorg, blev nyforelsket, fik nye venskaber og lod gamle blomstre på ny. Nogle ting har ikke ændret sig i de 4 år, min bedste veninde er stadig Ida. Min familie er blevet 2 medlemmer større, 2 medlemmer som jeg elsker inderligt. Men ellers har min familie været der hele tiden. Jeg har haft fødselsdag 4 gange.

Jeg har skrevet 1237 indlæg og modtaget 15.996 kommentarer her på bloggen. En del af jer har været her fra start. Nogle er hoppet fra igen, nye er kommet til. Mit univers består stadig af det kaos og virvar der er inde i mig. Jeg har skrevet uendeligt mange ord, brugt sindssygt mange timer, lavet film og taget en million billeder. Og det er altsammen dokumenteret lige her. På Mi Confesión. Om jeg fortsætter 4 år endnu? Det ved jeg ikke. Nu er et nyt eventyr startet og bloggen fortsætter i hvertfald lidt endnu.

Jeg vil gerne takke jer allesammen for at gøre mit lille univers, mit lille hjertebarn, til sådan et dejligt sted at komme. Selv igennem kærestesorg og tårer har I fået mig til at smile. I er fantastiske. Jeg håber I vil følge mig videre lidt endnu.

Nogle af jer har allerede gættet det udfra mine instagram billeder. Manden ovenover har nemlig optrådt på en del af dem på det seneste. Og det er rigtig gættet at han er min kæreste. Jeg har sgu fået en kæreste. Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt det skulle deles her eller ej. Denne blog kunne hurtigt gå hen og blive ‘nu har jeg en kæreste. nu har jeg ikke en kæreste mere, men kærestesorg.. osv’. Jeg har besluttet mig for at denne gang skal jeg ikke dele helt ligeså mange ting om mit forhold som jeg gjorde det med min eks. Så hvorfor alle de billeder af ham, tænker I måske? For det første, ja, så se ham lige:) Men faktisk så handler det om at jeg dog alligevel føler at den lykkelige slutning på min forfærdelige kærestesorg, og derfor også forfærdeligt triste blog og fortælling det sidste års tid, skulle deles med jer. Indlægget er derfor også røget ind under kategorien ‘kærestesorg’ og bliver dermed det sidste indlæg i den kategori. Jeg vil ikke sige meget mere end at jeg er glad og lykkelig. Det kilder i maven. Og nu skal denne mand jo have et blognavn. Min ekskæreste gik under navnet ‘P’ her på bloggen. Både for ikke at nævne hans hele navn, men også fordi det var det jeg kaldte ham. Og her vil jeg så vise jer Flo. Han er sød, smuk, omsorgsfuld, sjov og helt igennem god. Og lige her inden målstregen for 2012 nåede jeg virkelig at opleve hvorfor i år er mit år. Han fortæller mig jævnligt at han synes jeg er fantastisk og at han føler sig som verdens heldigste.

…Og ærlig talt, det gør jeg faktisk også.

Mit navn er Ono. Jeg er 3 år gammel. Jeg er hvid og har brune poter, brun hale, brune ører og brun maske. Mine øjne er store, runde og meget blå. Min pels er kort men meget blød og fluffy. Jeg elsker at lege, spise og sove. Jeg nyder at sidde i mit vindue og kigge på fugle og få frisk luft i pelsen. Hvis det sner, fanger jeg snefnug med mine poter. Men bare rolig, mit vindue er kattesikret. Jeg sover om natten. Jeg sover også om dagen. Men mest om natten. Jeg er meget glad for at blive nusset. Jeg er meget glad for vores nye roomie, hun lader mig putte med hende og så leger hun med mig. Jeg drikker vand og spiser tørfoder. Jeg kan ikke lide andet. I kan følge mig på instagram @linesofiegyldholm. Hav en dejlig onsdag. Kattekys fra Ono.

Se, nu skriver jeg jo ikke det her indlæg for at hænge nogen ud. Men I har fulgt mig igennem denne her kærestesorg og ud på den anden side. For jeg er på den anden side nu. Og her kommer historien om hvordan jeg fandt ud af der absolut ikke var mere kærestesorg tilbage.

Jeg vågnede en morgen med hjertebanken og sved på panden. Jeg havde drømt om min eks-kæreste. Jeg havde tårer i øjnene. Men denne gang var det ikke en drøm om savn eller kærlighed eller længsel. Jeg havde drømt at min eks-kæreste var kommet tilbage og bad mig om at finde sammen igen. I min drøm kunne jeg ikke lide at sige nej. Så vi endte med at være sammen igen. Vi kyssede og dyrkede sex og jeg vågnede (i min drøm) og græd. Han prøvede at trøste mig men jeg kunne ikke fortælle ham at jeg bare ikke ville være sammen med ham alligevel, for så ville jeg jo gøre ham ked af det. Det føltes bare så forkert indeni at være sammen med ham. Og jeg var så ked af det. Og jeg havde denne her følelse af at jeg bare ville ud af det og det hele var det samme som før og jeg var et helt andet sted i mit liv. Jeg ville bare slet ikke være sammen med ham. Da jeg så skulle se hans forældre igen for første gang opførte de sig som om alt var normalt og intet var sket og det hele var bare som ‘det plejede’ at være.

.. og så vågnede jeg. Med tårer i øjnene, sved på panden og hurtig hjertebanken. Af lettelse. Jeg var simpelthen så lettet over at det ikke var min ekskæreste der lå ved siden af mig da jeg vendte mig om. Jeg var så lettet og lykkelig over jeg ikke var sammen med ham eller kommet til at love ham at vi skulle være kærester igen. Jeg stod op og hentede et glas kold vand og satte mig i min seng. Jeg smilede for mig selv. Jeg skrev som det første en sms til min mor hvor der stod: Jeg havde mareridt om min ekskæreste. Vi havde fundet sammen igen. Jeg vågnede og var lettet. Og så lagde jeg mig til at sove. Næste morgen vågnede jeg til denne sms: Tillykke, kærestesorgens tid er nu HELT FORBI. Jeg sagde du ville blive glad igen. Meget gladere <3. Og det er præcis hvad jeg er.

Jeg fortæller det ikke kun fordi jeg er sindssygt glad og stolt og lettet og lykkelig. Jeg fortæller det ikke kun fordi I skal synes det er godt for mig når nu I har set mig være helt nede. Jeg fortæller det fordi jeg VED der sidder en masse af jer med knuste hjerter. Det gør pissehamrende ondt indeni jer lige nu. I tror aldrig på det bliver godt igen. Ikke når jeres venner siger det. Ikke når jeres familie siger det. Og heller ikke når jeg siger det. Og det ved jeg. Jeg har selv været der. I lang tid. Det gør pissehamrende fucking lorte ondt. I skal græde i mange timer. Have ondt i hjertet længe. Men jeg fortæller dette så I kan se at det BLIVER bedre. I har virkelig set hvor ked af det jeg har været. Helt nede hvor jeg ikke troede jeg nogensinde kunne komme op igen. Og se mig nu. Glad og lykkelig og videre.

I er de smukkeste og dejligste mennesker. Det skal gøre ondt før det bliver godt. I stopper først med at græde når der ikke er flere tårer. Og det er okay. Men I er nødt til at tro mig når jeg fortæller jer at I bliver glade igen.

Så lille du. Løft din smukke snude. Det gør ondt nu. Men jeg vil gerne love dig at det bliver godt igen. Meget bedre.