Jeg har rigtig ofte mareridt. I nat havde jeg dog en meget rolig drøm. Jeg kan ikke helt huske hvad den handlede om, men den føltes meget harmonisk. Næsten som hvis I forestiller jer at jeg ligger på en grøn eng, solen skinner og varmer mit ansigt, jeg smiler og der er noget dejlig rolig klavermusik…. ‘TØSETØS TØSETØS TØSETØS’ er der så pludselig nogen der råber i min billedesmukke drøm. Hvad fanden? og det bliver ved. Så vågner jeg, og ved siden af mig ligger min kæreste og ryster og sparker vildt og bander franske gloser. Min hjerne har åbenbart fået de franske ord til at blive til ‘tøsetøs’ hvilket vækkede mig. Jeg vækkede Flo og han var helt forvirret. Han vidste ikke helt hvad hans mareridt handlede om, det var vist noget med tallerkener og mad. Bare mine mareridt handlede om det. Nå men et kys på panden og Flo sov igen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg lå og tænkte og blev helt ked af det. Flo ér jo fransk. Selvom vi taler engelsk sammen og vi kan det flydende så er han fransk. Han drømmer på fransk. Han tænker på fransk. Jeg blev helt trist og klaustrofobisk ved tanken, hvor jeg førhen har været virkelig glad for at finde en der ikke var dansk. Et frisk pust, noget anderledes. Jeg faldt vist i søvn med løftet til mig selv om at nu skulle jeg fandeme lære fransk. Og så kan jeg ellers fortælle jer at mine mareridt gik igang.

Jeg drømmer altid sådan noget med at blive forladt. Flo forlader mig. Altid. Det handler blot om hvordan han gør det. Oftest er han mig utro. Andre gange er han bare pisse ligeglad med mig. Jeg vågner altid med hurtig hjertebanken, badet i sved. Oftest græder jeg også. Jeg var ret sikker på den kærestesorg var long gone, men det har efterladt et monster i mig. Et monster som gør mig usikker og fortæller mig om at jeg er sådan en man forlader og er utro. Og det gør så ondt. Det har efterladt en angst og usikkerhed der virkelig ikke har grund til at være der. Altså fordi Flo viser ingen tegn på noget som helst.  Om dagen er jeg stærk og jeg kan styre monsteret, men om natten sover jeg, og der har det al magten. Jeg vågnede med den mest ubehagelige smerte i maven over det. Flo lå ved siden af og sov, og jeg kunne næsten ikke kigge på ham fordi jeg var så ked af det. Han ved godt hvad der er sket, og jeg har fortalt ham at jeg til tider stadig kan være lidt tyndhudet og har let ved at få blå mærker. Han er sød og kysser mig og fortæller mig at han ikke er på vej væk. Men det dér monster, det lytter sgu ikke på nogen.

Jeg prøver at sige til mig selv det bare er et mareridt, det er ikke virkelighed men det gør bare ondt længe. Da jeg havde kærestesorg var der ingen mareridt der kunne måle sig med den smerte det var at vågne op igen. Selv de værste nætter med det ene mareridt efter det andet, var en pause fra den smerte jeg havde når jeg vågnede op igen. Jeg glædede mig til jeg kunne falde i søvn og komme ind i en anden verden blot for at slippe for virkeligheden. Men sådan er det jo ikke nu. Nu vågner jeg rent faktisk op og burde være glad og lykkelig. Det er BARE et mareridt. Min kæreste er ved min side og vi har ferie sammen. Men det er sgu svært når der bor et monster inden i en som gør alt hvad det kan for at gøre mig ked af det. Forberede mig på det værste.

Nå men nu vil jeg altså nyde min søde kæreste. Jeg har bildt ham ind det er kagedag i Danmark og derfor skal vi bage i dag. Monsteret har fået en meget kraftig dosis sovepiller og er forhåbentlig slået ud for et langt stykke tid.

Jeg ønsker jer alle en fantastisk påske.

Hej alle. Så har jeg været stille herinde i en uge. Jeg har faktisk haft lidt blogkrise og overvejet om det var på tide at lukke den ned. Men det har også stukket lidt i hjertet. Men med mig er inspirationen for at blogge virkelig som vinden blæser. Et sted hvor jeg dog er aktiv hver dag er på instagram (linesofiegyldholm) og billederne herover er taget fra den sidste uge der er gået. Min smukke kæreste kom tilbage efter 2 mdr. i Frankrig og han har så været her. Det er han stadig. I går mødte han min storebror, hans kæreste og min niece og nevø for første gang, det var virkelig hyggeligt. I dag skal vi besøge min mor i hendes lille nye hus og senere mødes med min lillebror og hans kæreste og spise mad og se film sammen. Jeg får rigtigt slæbt Flo rundt til min familie. Men han tager det rigtig fint, han er sød og glad og det er jo dejligt. Nå men jeg har dog besluttet mig for lige at slå lidt koldt vand i blodet inden jeg tager en beslutning om bloggen, for jeg er jo virkelig glad for den. Og det vi har sammen herinde. Og så handler det jo nok også om at jeg synes det er lidt sjovere at være kæreste lige nu end at sidde foran computeren og blogge. Det håber jeg I bærer over med. Men hey, følg mig da lige på insta så 🙂 Kys og god påskedag.

2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage. 2 dage.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har et seriøst undertøjsproblem. Jeg elsker at købe det, og jeg er slet ikke til at stoppe. Jeg har måtte lavet en grænse for mig selv for hvad jeg må bruge om måneden på undertøj, for ellers kan jeg ikke stoppe. Det er ikke kun bh’er, men trusser, sæt, små fine dragter og kjoler osv. Jeg er ikke til at styre. Her har jeg lavet to collager til jer med fine bh’er. Klik på collagerne for at se hvor hver bh er fra og hvad de koster. Er der andre med et seriøst problem når det kommer til lingeri?

Du var fascinerende for mig. Mystisk og spændende. Jeg vidste, at jeg aldrig ville nå ind til dig. Aldrig nogensinde. Jeg var ung, eller, vi var unge. Men på den måde hvor vi selv følte os enormt voksne og ansvarlige. Og helt klar på livet. Du var så anderledes, du var min totale modsætning og det var meget tiltrækkende. Jeg gjorde mit mest ihærdige forsøg for at få dig til at lægge mærke til mig. Vi havde en magisk nat og jeg efterlod et kæmpe spor i dit hjerte. ‘Det er kompliceret’ sagde du, ‘jeg er ikke klar’ og alligevel kunne du ikke holde dig væk. Vi skrev sammen til vi ikke kunne holde øjnene åbne længere. Hver dag. Vi kyssede i hemmelighed på skolens toiletter. Og så blev vi kærester. Ingen så det komme og jeg blev grebet af det. Jeg tror da nok jeg elskede dig, det gjorde jeg vel. Men som mine voksne år udviklede sig i én retning, udviklede dine sig i den helt anden. Vi købte en lejlighed sammen som vi mente vi var klar til – vi var jo voksne. Men vi var ikke lykkelige sammen. Vi levede begge i en illusion, i et liv vi gerne ville have, vi prøvede at forestille os den anden være som vi gerne ville have det. Det var ikke sundt. Jeg græd alt for meget. Du grinede alt for lidt. Og alligevel var vi bange, bange for det ukendte.

Jeg ved du har tænkt hvordan det kunne være hvis vi ikke var sammen. Jeg tænkte det også. Men jeg var så bange. Jeg elskede dig fordi du var min ven. Men jeg elskede trygheden endnu mere. Vi bekrigede mere end vi berigede hinanden. De andre kunne godt se det i mine øjne – jeg var ikke lykkelig. Jeg vidste at der ventede mig noget meget større og bedre. Og et eller andet sted vidste jeg at det ventede for dig også. Men at tage skridtet og give slip på det hele fik alt indeni mig til at vende sig. Nej hellere være tryg og ulykkelig end at springe ud i det ukendte med gevinsten at blive lykkelig. Men du turde heller ikke. Tiden gik, årene gik. Vores teenage år blev til voksen år, og pludselig var tiden gået.

Jeg rejste. Der gik ikke længe før du fandt kærligheden et andet sted og gav slip på mig. Du havde en grund, et sikkerhedsnet nu, og du gav slip. Det gjorde ondt. Chokket. Smerten over at blive skiftet ud. Jeg vidste at vores farvel var da jeg tog afsted på min rejse. Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde ‘vi ses om et halvt år, jeg elsker dig’. Og vi græd. Jeg vidste at det var vores farvel. Et sted indeni var jeg klar over at det var vores slutning. Vi var bare for bange for at sige ordene højt. Du forsikrede mig om at dagen ville komme hvor jeg ville blive glad igen. Dagen ville komme hvor jeg ville takke dig for at give mig min frihed. Jeg sad med salte tårer og snot løbende ned i skødet, overfor dig, og forsikrede dig om jeg ville vente på dig for altid. Jeg ville aldrig blive glad igen. Uden dig. Du havde ikke givet mig min frihed, du havde taget mit hjerte fra mig. Men det var ikke dig jeg mistede. Det var trygheden – min bedste ven.

Det tog sin tid. Vi havde vores kampe. Du gjorde det ikke nemt. Og jeg græd, hele tiden. Men da jeg nåede ud på den anden side – det er ubeskriveligt. Jeg følte mig fri, levende og lykkelig. Jeg havde fundet min tryghed igen, trygheden i mig selv. Også selvom jeg var alene og det hele var ukendt og spændende. Jeg følte mig lettet over at være sluppet. Ikke sluppet for dig som sådan, men sluppet for ‘os’. Det var ikke godt. Vi er ikke dårlige mennesker, ingen af os, men vi var bare ikke gode for hinanden. Jeg ønsker dig intet dårligt. Du gav mig et venskab jeg sætter meget pris på, du gav mig kærlighed og tryghed i overgangen fra mit teenage til mit voksenliv. Du tørrede mine tårer væk, du støttede mig. Du har også lært mig at jeg aldrig nogensinde skal gå på kompromis med min egen lykke. Aldrig. Så tak for det.

Jeg føler noget i mit hjerte nu jeg aldrig har prøvet før. En rigtig forelskelse. Jeg har fundet en person som ikke blot beriger mit liv, men som også udfordrer mig. En person som gider danse med mig hele natten lang med for meget alkohol i blodet. En person som synes jeg er sød i mine søndagsbukser, ligesåmeget som jeg er sexet i mit flotteste blondeundertøj. En person som får min mave til at bruse som sodavand når han kysser mig. En person som får mig til at føle mig som den bedste udgave af mig selv. En person som jeg kan se en fremtid med og som jeg aldrig keder mig med.

Hver dag jeg vågner så rammer det mig. Jeg var for bange til at gå, og så blev jeg forladt. Det var forfærdeligt og jeg var meget ulykkelig. Men jeg er så taknemmelig for at du gjorde det. Forlod mig. Også selvom det gjorde ondt. Fordi jeg fik den allerstørste gevinst på den anden side. Ikke kun kærligheden. Men jeg fik min lykke tilbage i livet.