
Jeg har rigtig ofte mareridt. I nat havde jeg dog en meget rolig drøm. Jeg kan ikke helt huske hvad den handlede om, men den føltes meget harmonisk. Næsten som hvis I forestiller jer at jeg ligger på en grøn eng, solen skinner og varmer mit ansigt, jeg smiler og der er noget dejlig rolig klavermusik…. ‘TØSETØS TØSETØS TØSETØS’ er der så pludselig nogen der råber i min billedesmukke drøm. Hvad fanden? og det bliver ved. Så vågner jeg, og ved siden af mig ligger min kæreste og ryster og sparker vildt og bander franske gloser. Min hjerne har åbenbart fået de franske ord til at blive til ‘tøsetøs’ hvilket vækkede mig. Jeg vækkede Flo og han var helt forvirret. Han vidste ikke helt hvad hans mareridt handlede om, det var vist noget med tallerkener og mad. Bare mine mareridt handlede om det. Nå men et kys på panden og Flo sov igen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg lå og tænkte og blev helt ked af det. Flo ér jo fransk. Selvom vi taler engelsk sammen og vi kan det flydende så er han fransk. Han drømmer på fransk. Han tænker på fransk. Jeg blev helt trist og klaustrofobisk ved tanken, hvor jeg førhen har været virkelig glad for at finde en der ikke var dansk. Et frisk pust, noget anderledes. Jeg faldt vist i søvn med løftet til mig selv om at nu skulle jeg fandeme lære fransk. Og så kan jeg ellers fortælle jer at mine mareridt gik igang.
Jeg drømmer altid sådan noget med at blive forladt. Flo forlader mig. Altid. Det handler blot om hvordan han gør det. Oftest er han mig utro. Andre gange er han bare pisse ligeglad med mig. Jeg vågner altid med hurtig hjertebanken, badet i sved. Oftest græder jeg også. Jeg var ret sikker på den kærestesorg var long gone, men det har efterladt et monster i mig. Et monster som gør mig usikker og fortæller mig om at jeg er sådan en man forlader og er utro. Og det gør så ondt. Det har efterladt en angst og usikkerhed der virkelig ikke har grund til at være der. Altså fordi Flo viser ingen tegn på noget som helst. Om dagen er jeg stærk og jeg kan styre monsteret, men om natten sover jeg, og der har det al magten. Jeg vågnede med den mest ubehagelige smerte i maven over det. Flo lå ved siden af og sov, og jeg kunne næsten ikke kigge på ham fordi jeg var så ked af det. Han ved godt hvad der er sket, og jeg har fortalt ham at jeg til tider stadig kan være lidt tyndhudet og har let ved at få blå mærker. Han er sød og kysser mig og fortæller mig at han ikke er på vej væk. Men det dér monster, det lytter sgu ikke på nogen.
Jeg prøver at sige til mig selv det bare er et mareridt, det er ikke virkelighed men det gør bare ondt længe. Da jeg havde kærestesorg var der ingen mareridt der kunne måle sig med den smerte det var at vågne op igen. Selv de værste nætter med det ene mareridt efter det andet, var en pause fra den smerte jeg havde når jeg vågnede op igen. Jeg glædede mig til jeg kunne falde i søvn og komme ind i en anden verden blot for at slippe for virkeligheden. Men sådan er det jo ikke nu. Nu vågner jeg rent faktisk op og burde være glad og lykkelig. Det er BARE et mareridt. Min kæreste er ved min side og vi har ferie sammen. Men det er sgu svært når der bor et monster inden i en som gør alt hvad det kan for at gøre mig ked af det. Forberede mig på det værste.
Nå men nu vil jeg altså nyde min søde kæreste. Jeg har bildt ham ind det er kagedag i Danmark og derfor skal vi bage i dag. Monsteret har fået en meget kraftig dosis sovepiller og er forhåbentlig slået ud for et langt stykke tid.
Jeg ønsker jer alle en fantastisk påske.