
Åh endnu et af de der brokke indlæg på Mi Confesión. Suk. Ej men det her indlæg er vigtigt, og et af dem jeg i snart 5 mdr. har tænkt på at skrive. Det hele startede for 5 mdr. siden da jeg trænede på et hold i Fitness World på Jagtvej (der jeg næsten altid træner). Gulvet var latterligt glat af sved og skidt, og vi gled allesammen rundt. Da en pige faldt ned og slog hagen hårdt i gulvet, fortalte instruktøren os, at fitness world havde valgt at skære ned, og det gik udover rengøringen. Derfor kom der ikke længere aften/natterengøring professionelt hver dag, men nu skulle receptionisterne og instruktørerne lige feje inden de gik – og der afslørede hun også at det var vist ikke den helt store omgang, de var jo trætte og ville hjem, og var desuden selv rigtig sure over dette nye tiltag. Træningen fortsatte, jeg syntes det var ulækkert, men det var først da vi lå på gulvet og der foran mig lå en kæmpestor negl at jeg var ved at brække mig, og forlade timen i protest. Jeg synes bare det var virkelig ulækkert.
Siden da begyndte jeg at lægge mærke til om lokalerne var rene, og det var de aldrig. Efter en måned, tænkte jeg at lave et lille forsøg, og tog derfor mit tyggegummi og rullede sammen i et lille stykke papir, og lagde i et hjørne. Ja okay, det lyder klamt, men det var jo for at teste ved I nok. Det lå ikke så man kunne træde i det, men samtidig var det ikke sådan at jeg havde gemt det. Det lå bare i et hjørne, tydeligt at se, men ikke til at træde i. Jeg ville se hvor længe det lå der. For helt ærligt, rummene er jo ikke ligefrem fyldt med gemmesteder, de er store og firkantede, og så står der lidt redskaber i hjørnerne, det er næsten umuligt ikke at komme i alle hjørner, så jeg vidste at hvis der var rengøring, så ville det tyggegummi også blive fejet op. Det lå ikke engang gemt bag noget, alle kunne se det. Ugerne gik, helt præcis 5 af dem, hvor mit tyggegummi lå og samlede støv. Og det er jo så ikke det eneste der ikke er gjort rent kan man næsten regne ud.
Jeg synes simpelthen det er for dårligt, og nu har jeg tænkt hver gang jeg er gået derfra, at jeg ville lave et indlæg om det. Ikke fordi jeg, som privatperson, forventer at få noget, men fordi jeg synes det er vigtigt at få skrevet. Det er et fitnesscenter, hvordan fanden kan man skære ned på rengøring? man skulle da tro at det var et af de vigtigste punkter i driften af et center? For mig svarer det næsten til at en restaurant skærer ned, og derfor slukker deres køleskabe for at spare penge, så maden ikke køles ned. Det er ligeså vigtigt synes jeg. Udover det er pisse ulækkert, så er det jo virkelig heller ikke sundt, eller særlig sikkert. Der er hold fra tidlig morgenstund til sen aften. Mennesker der hopper rundt i det samme støv og sved hele dagen, og så vælger de at skære ned, og fjerne rengøringen? Hvad fanden går det ud på? Så skær da hellere lidt i åbningstiderne, sæt priserne på jeres shakes lidt op, eller noget andet der er til at holde ud. Desuden kan jeg simpelthen ikke tro at Fitness World mangler penge, helt ærligt, dét tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor melder jeg mig ikke ud tænker I måske? Jeg elsker deres hold, og udelukkende derfor er jeg stadig medlem, men jeg ved sgu ikke hvor meget længere jeg gider det.
Det er så ulækkert at træne i de lokaler. Der lugter, gulvene er beskidte, og når man kommer hjem fra træning er ens hænder så ulækre fra at have rørt de gulve. Jeg er virkelig skuffet. Og det er ikke okay. Nu skal jeg lige understrege at dette er for Fitness World på Jagtvej, og jeg vil ikke udtale mig om de andre centre, da jeg oftest træner der, og jeg også synes jeg ville holde øje med det over en længere periode før jeg lukkede al min munddiarré ud. Men nu er jeg lige kommet hjem fra endnu et hold, og nu skulle det være. Jeg sneg mig ind efter alle var gået og timen var slut, kæmpede i 10 minutter med at tænde lyset, og så lagde jeg mig ellers på gulvet og dokumenterede lidt. Billederne taler for sig selv, og det ser sådan ud stort set hver gang jeg er der, i begge de sale jeg træner i. Det er slemt nok på billederne, men det er alligevel som om det lige er lidt værre i virkeligheden, og billederne opfanger ikke helt hvor klamt der er.
Nej helt ærligt Fitness World, det er fandme en ommer. Det er ulækkert, og jeg er skuffet over jer. Og jeg er altså ikke en eller anden ligegyldig stemme, der lige er meldt ind og nu vil brokke mig, jeg har været trofast medlem hos jer i 5 år nu. Indlægget her, samt en klage er sendt til Fitness World, samt delt på deres facebookside. Jeg håber de vil tage det alvorligt. Træner I i Fitness World? Og har I lignende historier? Synes I det er mig der er sart? Jeg vil virkelig gerne høre jeres mening.