Mit værste mareridt

Siden fredag, har jeg ikke været på de sociale medier. Overhovedet. Hverken instagram, bloggen, facebook eller andet. Jeg har på intet tidspunkt haft lyst eller overskud til det, og grunden er, at jeg siden fredag er gået igennem mit værste mareridt. Jeg vil kort forsøge at forklare det uden at gå i detaljer. Min lillebror skulle opereres i fredags. Jeg havde derfor taget dagen fri, for at være der som støtte. Operationen gik desværre ikke helt som forventet, og pludselig endte dagen i mit værste mareridt. En blødning udenpå hjernen, og endnu en operation udover den planlagte betød, at han endte i respirator henover weekenden. Vi har været samlet nogle familiemedlemmer og min kæreste også hele weekenden, hvor vi har støttet hinanden i al bekymringen. Status er nu, at han ikke længere er i respirator men i bedring, og det betyder derfor, at jeg igen kan trække vejret.

Det er en meget kort og meget lidt detaljeret forklaring, men det er sådan jeg ønsker det af hensyn til min familie. Jeg begynder at komme mere ovenpå igen, og dermed også klar til at genoptage arbejde og de ting jeg plejer. Denne her weekend har uden tvivl sat en masse tanker igang, og jeg har aldrig nogensinde, NOGENSINDE, oplevet at føle mig så magtesløs og bange.

Jeg ville bare give en helt kort update herinde, jeg ved at pauser på bloggen egentlig ikke er det mest unormale, men lange pauser uden nogen form for aktivitet på de sociale medier overhovedet, har jeg ikke så tit. Jeg vender snart stærkt tilbage. Om 8 uger skal jeg rejse til Thailand og jeg har en masse at fortælle og vise inden. Om 3 uger smutter jeg til Budapest, hvilket jeg også gerne vil have jer med i.. og en masse andet. Jeg er tilbage igen om lidt, og jeg er glad for, at I stadig er her.

Pas på jer selv og hinanden, og husk at sæt pris på dem I har tæt på jer, hver dag <3

Ikke mere ‘tvangstræning’… forhåbentlig.

1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here  |  13. here  |  14. here

Jeg er begyndt at træne, sådan for alvor. Eller alvor er måske så meget at sige, men jeg mener mere sådan, nu holder jeg fast. De sidste mange, mange år har jeg været on/off på træning, og jeg har prøvet en del forskelligt. Fælles for al træning har været, at jeg aldrig har været glad for det, og KUN har gjort det for resultatet (både det indre og ydre) og det betyder, at det ikke er lykkes mig, at holde noget i mere end 2 måneder ad gangen, før jeg igen endte med en længere pause. Jeg har været meldt ind i fitness world, her har jeg af nogle omgange haft fokus på at træne på hold, men det med at finde tidlige morgenhold var ikke nemt, og min motivation om eftermiddagen er ikke stor. Selvom der ligger en Fitness World nogenlunde tæt på, har det alligevel altid føltes som et projekt bare at komme ud af døren, og hvis de så ikke lige havde et hold når jeg havde tid, så skulle jeg til at cykle et andet sted hen i byen. Så forsøgte jeg mig med fri træning og et program, men problemet er, at jeg ikke føler jeg presser mig selv nok, som jeg gør på hold. Jeg har forsøgt med hjemmetræning, for at fjerne det med ‘projekt kom-ud-af-døren’ men efter 2 uger røg det også i vasken. Jeg har forsøgt forskellige centre, forsøgt med træningsmakkere (hvilket er svært når man lever 2 helt forskellige liv, foretrækker træning på forskellige tidspunkt osv.), udendørs træning, købt træneudstyr osv. osv. Altid med samme resultat.

Jeg havde en snak med Mattis omkring det, han er bedre til at træne og holde det, men han har heller ikke fundet lige dét, som gjorde ham rigtig glad. Vi talte lidt om, at begynde til noget sammen. Så har vi hinanden, det er en fed ting at gøre sammen og når man så har lyst til at give op, så er den anden der til at trække en op (og huske på, hvorfor det er vi også skal leve sundt når vi er hjemme). Helt tilfældigvis opdagede Mattis, at der 100 meter fra vores lejlighed ligger et træningscenter. Det er et lille et, og det er ikke som de store centre, hvor der er en masse maskiner osv. Mattis tog kontakt og det viste sig der også er holdtræning. Vi havde ingen forventninger, overhovedet, og Mattis tog et prøvehold først, for at se hvad det overhovedet var. Ingen af os forventede noget, eller jo, faktisk forventede vi det var noget lidt underligt noget (jeg ved ikke helt hvorfor) som ikke ville være noget for os, hvorfor skulle det helt rigtige lige ligge som vores nabo, når nu alt andet vi har forsøgt, ikke har været det rigtige?

Jeg husker tydeligt at vente spændt på Mattis’ opkald efter træningen, og jeg husker endnu tydeligere hvor vild han var, da han sagde ‘det er SÅ fedt, jeg melder mig ind NU’. Jeg tog med til en prøvetræning efterfølgende, og jeg fik i dén grad pulsen op. Det er et lille sted, der er fokus på at der bliver investeret i den person du er, det betyder bl.a. at man har en krog til sin egen kaffekop, en kasse med navn på til sine sko og så er der generelt en rar og tryg stemning, hvor trænerne kan dit navn og deler high fives ud når du træner. Træningsformen minder mest om crossfit, men det er ikke helt som crossfit alligevel. Jeg har aldrig selv gået til crossfit, men det har Mattis. Trænerne præsenterede det selv som ‘det der kom inden crossfit’ så der er bestemt mange elementer der går igen, men så er der nok også noget som adskiller sig.

Det vigtigste for mig er, at jeg har sved på panden mens jeg er der.. og det er der absolut ingen tvivl om jeg har. Hold nu kæft det er hårdt. Det er hårdt. Man bruger både kropsvægt, kettlebells, håndvægte osv. Trænerne er uddannede fysioterapeuter, og de kommer og hjælper en, hvis der er en øvelse man laver forkert eller har svært ved, ligesom de er klar med alternative øvelser, hvis du har et fysisk problem.

Nu kunne det lyde som en reklame, men det er det slet ikke, det er bare en begejstring over, at vi har fundet et sted hvor vi kan træne sammen, Mattis og jeg, begge er glade for det, hvor vi kan træne på hold, er sikre på vi bliver presset og ikke mindst, at vi kan gå hjemmefra 2 minutter inden holdet starter, fordi det ligger lige ude foran vores dør.

Så nu må vi se, om det er lykkes mig efter flere års on/off ‘tvangstræning’ rent faktisk at have fundet et sted, hvor jeg har lyst til at fortsætte.. også når der er gået de første 2 måneder.

Nu hvor jeg er begyndt at træne, så skal jeg selvfølgelig have noget nyt lækkert træningstøj, og vil lige dele lidt lækre ting med jer også.

Efterår i pink

1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here

Nu hvor efteråret er på vej, så er det tid til at finde en god efterårsjakke. Jeg ville have lavet en helt anden kollage, men faldt over flere fine lyserøde jakker og tænkte, at dem skulle jeg lige dele med jer først.

30 år i Thailand

Om 10 uger tager jeg til Thailand. For første gang nogensinde, også selvom overskriften kunne lyde som om det bestemt ikke er første gang. Jeg skal være afsted i 3 uger, og jeg fik idéen fordi jeg fylder 30 år (derfor overskriften) d. 28 november, og gerne ville gøre noget helt særligt ud af det. Så 3 uger til Thailand, er lige præcis den allerbedste måde at blive fejret på. Jeg skal afsted med Mattis, min mor, lillebror og lillebrors kæreste. Vi har allesammen et rigtig godt forhold, venskab kan man sige, og vi kan på kryds og tværs, så det bliver fantastisk at dele oplevelsen med dem.

Vi tager til øen Koh Samui, og skal bo der alle 3 uger, dog 3 forskellige steder på øen. Vi har kigget lidt på at sejle til Ko Tao også, men jeg vil egentlig høre jer, om I kender øen, naboøerne, must-see steder eller andet vi skal tage med i overvejelserne, så ville jeg eeeelske jeres råd.

Derudover har jeg tænkt jeg godt kunne tænke mig at lave nogle film fra ferien, ikke bare stemningsvideo med klip og musik, men måske nogle vlogs også, altså hvor jeg snakker og sådan, I ved hvad jeg mener. Jeg har ikke rigtig prøvet det før, og jeg ved ikke om jeg er god til det eller om der er stemning for det. Hvad tænker I? Vil I gerne se vlogs? Eller er det mere interessant med billeder/stemningsfilm? Faktisk skal jeg lige en uge til Budapest om 6 uger, så der kunne jeg jo også prøve det af først? Jeg tænkte det kunne være sjovt at prøve noget nyt. Skriv gerne en kommentar.

Inspirerende mødre #2: Mød Danica og hendes 2 børn, Nola og Sylvester

Nu er jeg jo ikke selv mor, men jeg har fået en idé, med en ny kategori herinde, hvor jeg interviewer mødre jeg synes er inspirerende. Det giver både mig, men forhåbentlig også jer, et spændende indblik ind i en hverdag med børn. På et tidspunkt er det jo min tur, så jeg nyder godt af lidt inspiration indtil det bliver min egen tur. Jeg har allerede et par virkelig seje mødre over den næste tid, så det kan I godt glæde jer til. Jeg håber på at lave et indlæg 2-4 gange om måneden, selvfølgelig alt afhængigt af, hvor mange mødre der er med på idéen.

I dette indlæg skal I møde Danica. Hvis I ikke allerede kender hende, så går I glip af en noget. Danica er mor til to, selvstændig forretningskvinde, skønhedsjunkie og livsnyder med hang til chokolade, som hun selv beskriver det. Hendes blog er inspirerende, hendes instagram ligeså, og derfor er hun den næste ‘inspirerende mor’

 

En kort introduktion om dig + din familie (alder, hvem er I, hvad laver I)
  Tak, fordi jeg må lege med Line Sofie <3 Mit navn er Danica, mor til Sylvester på fem og Nola på fire måneder samt gift med Rasmus. Lige nu er jeg på deltidsbarsel, men når jeg ikke er, driver jeg min blog, https://www.danicachloe.dk, på syvende år. Jeg er så heldig, at det er blevet min levevej, og jeg elsker hele det fællesskab, jeg har bygget op sammen med mine læsere henover årene. Rasmus kører ambulance, hvilket jeg er meget stolt over. Tænk at bruge hver arbejdsdag på at hjælpe andre. Derudover er jeg halv italiener, kvart amerikaner, livsnyder, chokoladeelsker og rejsefreak. Jeg vil langt hellere bruge penge på oplevelser end ting.

 

Fortæl om dine børn (hvordan er de forskellige? Hvordan har Sylvester reageret på at blive storebror?)
Lige nu er Nola stadigvæk så lille, at det er lidt svært at adskille dem endnu, men min umiddelbare tanke er, at hun er mere mild end han var i den alder. Til gengæld sover hun ikke lige så godt. Sylvester er en meget følsom dreng, hvilket jeg ikke nødvendigvis tror Nola bliver. Hun er allerede meget mere social end han var i den alder. Sylvester er snart seks år, så han har ikke haft den reaktion mange søskende får. Han har fra dag 1 taget sig af hende og han elsker at hjælpe til.

 

 Hvem ligner dine børn mest?
Må man sige sig selv, haha? Ej, begge børn har været en tro kopi af mig som baby, men når de bliver ældre ender de med at ligne Rasmus mere. Det tegner det i hvert fald på, når jeg kigger på Sylvester.

 

Hvilken alder synes du er den hårdeste?
Uhh, helt klart fra 1,5 år til 2,5 år. Altså nu har jeg kun prøvet det én gang før, så måske bliver det helt anderledes med Nola? Jeg frygter det i hvert fald, haha! Det er klart den hårdeste tid, jeg har været nogens mor.

 

Hvad er din beskæftigelse? Hvordan hænger dette sammen med børn?
Jeg er selvstændig og det hænger godt sammen med børn, når de går i børnehave/vuggestue. Lige nu er jeg dog på deltidsbarsel med Nola, og der hænger det ikke synderligt godt sammen. Jeg kan jo kun arbejde, når hun sover, og det gør hun sig ikke altid så meget i. Det er dog det hele værd, og på sigt skal det nok give igen.

 

Hvor bor du? – Er I glade for at bo i lejlighed, eller drømmer I om et hus?
Vi bor i en 3’er på Islands Brygge i et meget børnevenligt område. Udover lejligheden i bund og grund er et værelse for lille i forhold til vores familie, har vi ikke tænkt os at flytte herfra. Priserne i København er simpelthen for dyre og så meget plads har vi jo heller ikke brug for. Så må vi på sigt sove i stuen, så børnene kan få hvert deres værelse. Det er virkelig hvad man gør det til, og vi elsker vores skønne lejlighed i stueplan med en stor terrasse, som børnene selv kan løbe ud og ind af.

 

Hvordan var dine graviditeter?
De var overordnet set gode. Nr. 2 var dog klart bedre end nr. 1, men det var kun fordi jeg vidste hvordan jeg skulle undgå skavankerne fra min første graviditet. Med Sylvester havde jeg kun lidt kvalme, hvor jeg med Nola var lagt ned i flere måneder. Til gengæld gik jeg fra start til yoga, zoneterapi og akupunktur her anden gang, hvilket sikrede mig, jeg undgik de famøse graviditetssmerter. Jeg synes personligt kun det er hyggeligt at være gravid indtil uge 32 ca. Derfra bliver det hele bare ekstra tungt og besværligt, og når man tænker på jeg endda gik helt til 42+0, følte jeg mig gravid i nærmest et helt år.

 

Var det planlagt at få to børn med den aldersforskel der er?
Nej, faktisk ikke. I lang tid troede vi kun vi skulle have et barn. Nemlig Sylvester. Efter vi kom over trodsalderen, kørte alt bare. Vi havde overskud, masser af tid til ham, kunne gøre ting økonomisk, som folk med mange børn ikke kunne, etc. Men så blev han 4 år, og jeg begyndte at blive skruk igen. Jeg ignorerede det længe, men nogle gange var min krop så skruk, at jeg slet ikke kunne styre det. Det var som om den skreg på et barn mere, og til sidst tog jeg snakken med Rasmus, som heldigvis var enig. Der endte derfor med at blive 5,5 år imellem dem, hvilket fungerer fantastisk.

 

Får du sovet om natten? Hvordan bruger du tiden når Nola sover?
Don’t ask! Ej, det gør jeg da, men slet ikke så meget som jeg kunne ønske. Hun sover desværre ikke lige så godt som sin bror, hvilket gør hverdagen lidt hårdere. Jeg krydser fingre for det vender snart.
Jeg arbejder når Nola sover. Jeg prøver at blive bedre til at slappe af, men når man har deadlines hængende over hovedet nogle dage, skynder jeg mig at få noget fra hånden. Jeg savner lidt en ”normal” barsel, hvor jeg ikke skal tænke på at være andet end mor, men man drømmer vel altid om det de andre har.

 

Har I ønske om flere børn?
Nej. Denne gang er vi helt sikre, hehe. Vi har to skønne og raske unger. Mere kan man ikke ønske sig. Man skal nogle gange huske at nyde det man har, og ikke altid stræbe efter mere. Lige nu har vi okay med overskud, men hvis der kom en tredje til, er jeg ikke sikker på det var tilfældet. For ikke at tale om økonomi og plads. Jeg ved godt det ikke er det, der afgør det, og man vil elske alle de børn man får, men hvis vi kigger bare lidt fremad, er det ikke realistisk. Derudover synes jeg der er nok mennesker på vores klode

Føler du det kan være svært at give Sylvester samme opmærksomhed som før Nola? Kan I mærke han har reageret på dette/gør I noget særligt derhjemme for at lave noget med dem hver for sig?
 Ja, det gør jeg. Jeg føler nærmest ikke jeg har set ham siden fødslen selvom vi er sammen hele tiden. Heldigvis er han så gammel at han forstår, at en baby har brug for mere hjælp, men det gør det ikke nemmere som mor at acceptere. Det er heldigvis for en periode, og han har ikke haft en reaktion. Nogle få gange har vi været på date – bare ham og mig, og det har været fantastisk. Vi giver flaske til Nola herhjemme, så det giver mere frihed end hvis jeg ammede.

 

Hvordan fandt I på børnenes navne?
 Sylvester skulle oprindeligt have heddet Luca, hvilket jeg altid har elsket grundet min italienske rødder. En dag var vi dog på ferie og ude at bade, og jeg nævnte Sylvester. Rasmus er den største Sylvester Stallone fan, så han var hooked fra starten, og siden den dag var det sikkert. Vi overvejede også kort Vilfred. Nolas navn tog længere tid. I lang tid var vi vilde med Vilma, Lucy og Ivy, men en dag fandt jeg navnet, Nola, på en irsk navneside, og jeg var fuldstændig solgt. Jeg delte det med Rasmus, der også var helt sikker. Det er et simpelt navn, der kan udtales på italiensk, engelsk og dansk, hvilket var vigtigt for os. Derudover er det stadigvæk ikke populært herhjemme, hvilket tiltalte os.

Hvad er det, der er kommet mest bag på dig ift. At blive mor? (Noget du ikke havde forudset/noget der er meget bedre/hårdere end forventet osv.)
Hvor svært det kan være, at tilsidesætte egne behov for et andet menneske, der fra den ene dag til den anden bestemmer ALT. Jeg havde rigtig svært ved det første gang, og elskede ikke morrollen fra første sekund. Det kom med tiden. Anden gang vidste jeg hvad det indebar, og der havde jeg en helt anden oplevelse. Jeg føler jeg har fået den oplevelse, jeg gik glip af første gang. Jeg stoler mere på mig selv, nyder min baby på en anden måde og hviler meget mere i mig selv her nu. Det hårdeste denne her gang, er manglen på søvn.

 

 

Hvordan er det at have børn og samtidig et parforhold? Har du nogle gode råd til andre mødre/kommende mødre, ift. Hvordan man får det hele til at gå op i en højere enhed? 
Nej, det har jeg desværre ikke. Vores parforhold lider virkelig under at have to børn lige nu. Vi har endnu ikke haft pasning af hende, og det kommer nok heller ikke til at ske foreløbigt. Jeg synes generelt det hele bliver meget praktisk. Man er primært forældre, og ikke så meget mand/kone, og det betyder man nemt glemmer hinanden. Jeg ved dog det bare er for en periode, og det hjælper på det. Vi skal nok få vores tosomhed igen en dag.

 

Hvad går dine dage med? Hvordan ser den typiske dag/uge ud for jer?
Det afhænger af om Rasmus har en ambulancevagt eller ej. Men hvis han er på arbejde, afleverer jeg Sylvester i skole kl. 08 sammen med Nola. Det betyder vi står op kl. 06 for at nå det hele. Når han er afleveret, går jeg som regel en lille tur med barnevognen, mens hun sover og jeg hører podcast. Hjemme igen, hvis ikke jeg skal mødes med mødregruppen eller andre, leger og hygger vi. Hun får som regel en flaske inden hun bliver puttet til anden lur. Hvis jeg er heldig kan hun tage et par timer, og jeg når en helt masse. Hvis jeg er uheldig, er det en halv time igen, og jeg når ingenting. Resten af dagen går med kaffe, leg, madtid, lure og afhentning af Sylvester igen omkring 15.30. Hjemme igen er det ekstra hårdt, da man er alene med to børn, og skal have styr på praktiske ting til skolen, madpakke, aftensmad, holde øje med Sylvester, der leger udenfor, lave mos til Nola og eventuelt et bad til begge børn. Jeg putter Sylvester kl. 19 og derefter Nola omkring kl. 20. Ca. kl. 20.30 kommer Rasmus hjem og jeg overlader alt andet til ham, mens jeg smider mig i sofaen med computeren.

Har I en god familie/netværk omkring jer, som hjælper til, hvis det hele brænder på?
Vi er begge fra Aarhus, så i København har vi min gudmor og nogle gange mine forældre, når de er hjemme på ferie fra Qatar, hvor de bor lige nu. Så nej. Det er primært os selv. Sylvester har dog altid været ved min gudmor rigtig meget, hvor vi har kunne få vores alenetid, men med to børn, er det bare lidt sværere.

 

Hvad er det allerbedste ved at blive mor?
Kærligheden. Det er en helt anden form for kærlighed end den man har til andre. Beskyttertrangen er så stor, og man værner om dem på en helt anden måde. Derudover har det lært mig at se glæden ved de små ting og have dybe snakker om alt muligt random. Det er sundt for mig, der altid farer afsted med 100 km. i timen. Børn minder dig om hvad, der er vigtigt i livet og hvor lykken ligger.

 

Hvordan har det været med socialt liv (for dig) efter du blev mor? Er der tid til veninder/venner/fritidsinteresser?
Jeg har stadigvæk mit arbejde, og fordi vi giver flaske, har jeg nemt kunne tage ud uden barn. Jeg træner et par gange om ugen og tager ofte til arbejdsrelaterede events. Jeg føler derfor mit sociale behov er udfyldt. Det er mere det sociale med min mand, som har været svært at undvære

 

Er der nogle ting som du synes er uoverskueligt med børn (eksempelvis rejser, transport eller andet) som du undgår?
Det er virkelig hvad man gør det til. Vi tager til Thailand om nogle uger, som jo er en længere flyvetur, men vi prøver at forberede os så godt vi kan og tage det stille og roligt. Jeg vil nok ikke lige tage en bustur til Aarhus med den mindste, men ellers har vi prøvet det meste. Busser i København, metro og lange køreture. Det vil selvfølgelig være noget helt andet hvis hun var et uroligt barn eller havde haft kolik.

Har I bil eller kommer I rundt med offentlig transport? I så fald (det sidste) hvordan fungerer det så?
Vi har ikke bil. Den solgte vi for nogle år siden, da vi ikke brugte den nok og det hurtigt blev meget dyrt. Vi cykler eller går alle steder hen. Nogle gange tager vi bussen, toget eller metroen, hvis vi skal længere væk, men det sker ikke så tit. Vi skal have fat i en ladcykel med babyindsats, så vi kan komme på længere ture i samlet flok.

 

Savner du nogensinde livet før børn?
 Da vi fik nr. 1 gjorde jeg det i høj grad. Omvæltningen var så stor, og dengang kunne jeg stadigvæk huske friheden, som jeg pludselig ikke følte jeg havde værdsat nok. I dag gør jeg ikke. Vi har haft børn i snart seks år, og jeg elsker virkelig vores liv, som det er i dag. Nej, vi kan ikke ret meget på tomandshånd, men det er det værd. Dét at have skabt en familie overskygger alt andet, og vi ved jo vi en dag får tiden igen.

 

Hvor kan vi følge med i dit liv som mor?
 Det kan man på min blog, https://www.danicachloe.dk, hvor man får et personligt indblik i livet som mor til to, selvstændig forretningskvinde, skønhedsjunkie og livsnyder med hang til chokolade. Man kan også følge med på min Instagram, som jeg dagligt opdaterer med små kvadratiske billeder fra vores hverdag. Selvom livet til tider er ret hektisk, forsøger jeg at finde og værdsætte de små hverdagsøjeblikke. Jeg elsker det simple, rolige og langsomme liv, og har virkelig erfaret, at det er her lykken findes. Jeg er også aktiv på både YouTube, Pinterest, med mit podcast og på min Facebook side, når tiden er til det.