Typerne du møder på en date

Jeg synes det er så hyggeligt at kigge tilbage på bloggen på de indlæg jeg har skrevet i min datingperiode. Det er specielt hyggeligt nu, hvor jeg har en kæreste, som jeg bor med, og på ingen måde er i de datingsituationer længere. Jeg savner ikke at date, men jeg vil være ærlig at sige, at jeg ikke havde været de års dating foruden. Jeg synes ofte det var røvnederen i det, for jeg ér en kærestetype, men nu, hvor jeg har fundet den rigtige, så er jeg glad for alle de sjove og skøre oplevelser jeg har haft. De har gjort mig meget mere bevidst om hvem jeg er, hvad jeg vil have/ikke vil have og hvad der er mine fremtidige ønsker, når det kommer til kærligheden og parforhold. Jeg genlæste lige indlægget herunder forleden, det handler om ‘typerne af mænd på dating’ og jeg synes det skal deles igen.. dog med en enkelt, men meget vigtig rettelse til allersidst 🙂

Den generte
De sværeste dates er dem med ‘den generte’. Det er de dates, der kræver allermest energi og skills. Er man på date med en genert/stille/usikker/indadvendt fyr, der ikke bidrager med meget, så er man virkelig på arbejde. Det er på disse dates, hvor jeg altid tager en lur efterfølgende. Jeg er simpelthen så udmattet. Det er også på disse dates jeg tager mig selv i at tænke efterfølgende ‘talte jeg seriøst et kvarter om, min tur til kvickly og hvad jeg købte?’. Men når alle emner er udtømt, og han mere eller mindre bare er på daten uden at deltage aktiv, ja så ender jeg med at tale om de mærkeligste ting.

Mr. smart-i-en-fart
Så er man altså kommet på date med en rigtig smart-ass. Sådan en type der lige går et skridt foran en på en gåtur, ham der har blikket alle andre veje, ham der flirter med pigen der laver vores kaffe osv. Har selv været på et par stykker af dem. De ved godt selv de er lækre, de spiller super smarte, og de er ikke særlig opmærksomme og lyttende. Jeg prøvede engang sådan en fyr, da hans telefon ringer og det er hans kammerat, så tager han den og taler efterfølgende med vennen i 15 minutter. Men ikke på den der ‘du keder mig Line’-måde, mere på den der ‘se hvor sej og populær jeg er, jeg blinker til dig mens jeg taler’-måde. Uh ja, du er så sej. Du har en telefon. Og en ven. Pff.

Den kedelige
Åh denne her date er faktisk den værste. Uanset om han er ham der snakker meget, eller ham der er mere stille, så er alt hvad der kommer ud af hans mund kedeligt. Hans emner er kedelige, hans mimik er kedelig, hans humor er kedelig, han er en kedelig type, han har et kedeligt smil, en kedelig tøjstil og nogle røv kedelige holdninger. Når daten er færdig, er man ligeså træt, som har man løbet en maraton. Al energi er suget ud af kroppen af kedsomhed, og selv hans farvelkram er kedeligt.

Træningsfreaken
Så er der ham her. Ham det lykkes, at tale om træning fra vi mødes til vi skilles. Om alt fra hans træning, hans udvikling, hvad det sukker jeg putter i min iskaffe gør for min krop, hvad han spiser og ikke spiser, hvordan han foretrækker kvinder ser ud, hvordan han foretrækker mænd ser ud. Hvad der er hans mål og ambitioner med træningen, hvor mange gange om ugen han træner osv. Og så er det ham, der nævner at han ‘hellere må løbe en tur, når daten er slut, da han jo har spist en kage/drukket en iskaffe/spist usundt’. Suk.

Den sjove
Jeg elsker den sjove. De dates hvor kemien og humoren bare klikker. Man griner stort set fra man mødes, til man krammer farvel, og man er total på bølgelængde. Uanset hvad disse date ender ud i, så elsker jeg den sjove. Jeg elsker at have grinet 2 timer væk, med et mere eller mindre total fremmed menneske. Det er bestemt en af mine yndlingstyper. Jeg var engang på date med en fyr, vi havde det seriøst så sjovt sammen, og på et tidspunkt får jeg sagt noget han synes er så sjovt, at han kommer til at sprøjte sin iskaffe ud af mund og næse. Jeg var ved at blive kvalt af luftmangel, så meget grinede vi, og mine kinder var helt ømme da daten var omme.

Den fascinerende
Uha. Det sker sjældent, at jeg virkelig ‘falder’ for en mand på første date. Faktisk er det kun sket 2 gange på det halvandet års tid jeg har datet. Men jeg husker begge gange som var det igår. Den fascinerende er ham, hvor jeg synes alt hvad han siger er spændende. Vi har god kemi, han har et vidunderligt smil, vi flirter, hans holdninger er spændende, hans kropssprog er spændende og jeg har lyst til at kysse ham. Jeg håber daten aldrig slutter. Jeg kan huske med den ene fyr, vi mødtes ved min opgang og gik på en café. Først drak vi varm kakao, så en drink og så øl. Timerne fløj afsted og jeg var helt solgt. Da han krammede mig farvel, kyssede han mig på kinden og jeg havde kilden i maven hele vejen op ad trapperne. Jeg ville skrive til ham med det samme, og havde lyst til at løbe efter ham. Med den anden fyr var det en gåtur. Men daten endte også med at vare 4-5 timer. Vi havde så meget tilfælles, hans smil OMG var vidunderligt, vi grinede og hyggede os. Begge fyre datede jeg en periode, og det er nok de to mænd jeg har haft det mest trist over det ikke gik med.

Den nærige
Jeg ved godt jeg deler vandene, når jeg snakker om, at fyren skal betale kaffen. Jeg synes nu stadig det klæder min date, at betale vores kaffe. Men det er faktisk ikke det jeg mener med den nærige. Den nærige er ham, der konstant snakker om penge. Om hvor dyrt ting er/er blevet, hvor meget han tjener, sparer op og sparer på dit og dat ved at krydse tilbudsaviser af. Når først jeg begynder at opfatte, jeg har med en nærig at gøre, så lyder alt hvad han siger nærigt.

 Blærerøven
Åh denne her type. De preller total af på mig. Jeg bliver demonstrativt rasmus-modsat, når han fortæller mig om hans nye audi, hvor dyre hans cremer er, hvor stor hans lejlighed er, hvor mange dyre rejser han kan tage på osv. Han blærer sig generelt bare med hvad han har og kan, og der er ikke skyggen af ydmyghed. Det er bare slet ikke mig. Mænd med penge siger mig kun noget, hvis de er søde, ligesom mænd uden penge gør det. Jeg er fuldstændig ligeglad om du er på SU og har en lille lejlighed, eller om du er selvstændig, har 4 biler, en pool og 17 opsparinger. Det er ikke det der tæller. Og når en mand først har åbnet op for, at mene at den side af ham burde være en tiltrækkende faktor i sig selv, så ryger al min interesse. Farvel du – gå hjem og kys på dine penge.

Og her var der så en liste, med nogle af de typer jeg har datet. Der er selvfølgelig også ‘den alt for unge/den alt for gamle/den alt for høje/den alt for lave/ham med absurd dårlig ånde/ham der på ingen måde forstår sig på kvinder/den tiltrækkende/den absurd smukke/den latterlige/løgneren/trussetyven/den desperate osv. Typerne er jo mange. Men for at slutte med den bedste type:

Den rigtige
….
Nå ja… ham har jeg stadig til gode 🙂  Og ham har jeg i dén grad fundet!

Squashdeller

Jeg elsker, elsker, ELSKER squashdeller. Vil du gerne lave et alternativ til frikadellen af gris/okse, så er squashdellen et godt bud. De smager virkelig godt, og man kan variere dem på mange måder. Her får I min ‘grundopskrift’ og så kan man selv, hvis man har lyst, tilføje persille, chili, parmesanost eller hvad man nu synes er lækkert – der kan puttes en masse lækre ting i. De kan også spises som de står herunder, de smager rigtig lækkert og så er det dejligt med nogle vegetariske alternativer.

Opskrift til ca. 4 personer

3 squash
3 små løg
2 fed hvidløg
3 æg
1,5 dl rasp
1,5 dl havregryn
2 tsk. salt
1 tsk peber
Olivenolie til stegning

Riv squash på et rivejern og læg det i et rent viskestykke og pres saften ud af squashen. Hak eller riv hvidløg og løg fint. Bland løg med æg, rasp, havregryn, salt og peber (og andre krydderrier, hvis I vil have det i). Bland alle ingredienserne godt sammen. Konsistensen må ikke være for tør eller for våd. Er den for våd, tilføj da lidt mere rasp, er den for tør, så kan du tilføje lidt mælk. Form farsen til frikadeller og steg dem 5-8 minutter på hver side ved middel varme (eller til de er gennemstegte, det varierer ift. komfur).

 

8 blue dresses


1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here

Jeg elsker blå, det er min yndlingsfarve. Jeg har selv lige købt kjole nr. 7 og tænkte jeg ville dele 8 fine, blå kjoler. Happy shopping.

Om at bo sammen


Jeg har fået nogle beskeder om, hvordan det er at bo med sin kæreste og være sammen om så mange ting. De er kommet efter jeg har delt vores fælles instagramkonto, så måske folk tænker vi er sammen konstant, og hvordan vi klarer dét og klarer at bo sammen uden at skændes hele tiden.

Mattis og jeg har boet sammen stort set siden vi blev kærester, som var stort set siden vi mødtes. Med Mattis gik det ret hurtigt, efter den første håndfuld dates, var vi stort set sammen hver dag hos mig. Efter 4 måneder eller sådan, sagde han sit lejede værelse op, og flyttede ind med mig. Vi boede det første halvandet år, i min 2-værelses lejlighed på 53 kvm. Så fik vi hund. Og så fik vi to.Vi har altid været gode til at bo sammen faktisk. Mattis og jeg har ikke særlig mange skænderier eller uenigheder. Det lyder måske som noget jeg finder på, men det er virkelig sådan det er. Det er yderst sjældent vi skændes, sådan hvor bølgerne går højt, og er vi uenige om noget er det aldrig voldsomt mellem os eller noget der varer særlig længe. Selvfølgelig kan vi diskutere og blive uvenner engang imellem, det gør alle par, men vi har aldrig været dem, der går og snerrer ad hinanden eller er uvenner ofte, som ender med at sende sure sms’er frem og tilbage til hinanden når vi er på arbejde. Alt det der, er der slet ikke. Vi er rigtig gode til at rumme hinanden, både vores behov og særheder, og vi er gode til at støtte hinanden i de projekter vi nu har – om det er mig der igen vil rykke rundt på værelserne i lejligheden eller købe nye lamper, selvom de gamle egentlig slet ikke er gamle, eller om det er Mattis, der synes han skal igang med at rode med sin 3. motorcykel, selvom de 2 andre stadig er ét stort rod. Vi støtter hinanden i vores drømme og ønsker, og det tror jeg har en kæmpestor betydning for vores forhold. At vi rummer hinanden med alt hvad det indebærer. Generelt er der altid god stemning i vores hjem og mellem os, vi er gode til at lave en masse ting sammen, både i hverdagene og når vi har fri, men vi er også gode til at give hinanden plads og tid hver for sig. Jeg har altid haft den regel, at man ikke skal skilles som uvenner, så hvis vi er uvenner, så løser vi det inden vi går ud af døren. Tanken om der skulle ske noget og det sidste man fik sagt til hinanden var noget grimt, er helt ubærlig. Jeg er også god til at tænke over, om det virkelig betyder noget, det jeg kan være vred eller irriteret over. Er det noget der er afgørende for vores forhold eller for mig? Hvis ikke, så lader jeg det ligge.

Nu bor vi i en 3-værelses lejlighed på 105 kvm, og man skulle tro det var ‘nemmere’ fordi vi så kan trække os hver til sit ved behov, men vi var ligeså gode til at bo på den halve plads. Vi trækker os ikke rigtigt hver til sit egentlig. Vi kan godt sidde i sofaen og lave hver sine ting, men vi er som regel sammen når vi er hjemme. Når det kommer til det praktiske er vi også virkelig gode til at bo sammen. Vi har egentlig aldrig rigtig talt om, hvordan vi ønsker det skal være eller hvem der gør hvad. Det er kommet helt af sig selv, og heldigt for os er vi uhyggeligt enige om stort set alt. Jeg står primært for indretningen, eller.. jeg står 100% for indretningen. Jeg får idéerne, deler dem med Mattis, som altid synes de er gode (eller også er det en af de situationer, hvor HAN tænker over om det virkelig er noget der er vigtigt for ham, for så efterfølgende at lade det ligge… who knows) og så hjælpes vi altid ad med at føre dem ud i livet. Vi er begge to ret glade for projekter, og vi hygger os med at handle planter/tage i IKEA/kigge på biler eller hvad det nu må være, så det er aldrig en sur pligt. Vi er begge to ret enige om, at vi gerne vil bo rent og ryddeligt, så der er ikke én af os, som er en lille grisebasse, hvilket uden tvivl kunne skabe noget uenighed. Mattis står stort set altid for madlavning og oprydning i køkkenet. Primært er han den der står for alt i køkkenet. Jeg hjælper til engang imellem selvfølgelig, men ofte hjælper jeg til ved at sidde og drikke en cola og snakke med ham, mens han laver maden. Til gengæld er det altid mig, der gør lejligheden hovedren. Én gang om ugen får lejligheden en hovedrengøring, og den står jeg for. Det er også oftest mig, der lige giver lejligheden en tur med støvsugeren, hvis jeg synes den trænger. Det er ikke noget vi har aftalt, jeg tror bare det er sådan det er blevet, og det passer os begge to helt fint. Tøjvask står vi begge to for, og hundene har egentlig også fået en nogenlunde 50/50 rutine. Mattis går med hundene om morgenen og jeg tager en lang tur om eftermiddagen, det handler egentlig om vores arbejdstider. Om aftenen skiftes vi til at lufte dem, vi har jo (helt med vilje valgt) nogle hunde, som ikke kræver 8 lange ture og en masse aktivitet om dagen, men har det helt fint med en god morgentur, en lang eftermiddagstur og nogle korte tisse-runder om aftenen, så det er dejligt nemt.

Det lyder som om det er fuldstændig uden problemer at bo sammen, og ja, det er det faktisk også 99% af tiden. MEN selvfølgelig bliver vi uenige engang imellem, og vi har da også haft nogle skænderier, hvor bølgerne er gået rigtig højt en sjælden gang imellem. Jeg tror mit bedste råd er, at være gode til at rumme hinanden, også i de situationer, hvor man ikke er enige. At bo sammen med et andet menneske kræver uden tvivl noget af én, man er nødt til at gå på nogle kompromiser engang imellem, og man skal huske at vælge sine kampe. Hvis man går ind i alt, hvad der er irriterende eller alt man selv ville gøre anderledes, så tror jeg man ender med at mundhugges over små ligegyldige ting konstant, og det er der jo ingen grund til. Jeg har før været i forhold, hvor der var sådan en irritabel og sur grundstemning, og det er ikke til at holde ud. Jeg tager på arbejde hver dag med ro i maven, der er aldrig nogen sure beskeder mellem os, som skal give mig ondt i maven og vi er glade og kærlige overfor hinanden hver eneste dag. For mig er det også vigtigt i et forhold, at man kan gøre noget hyggeligt ud af ‘hverdagspraktiske ting’ sammen. Mattis og jeg er mestre i, at gøre hyggelige projekter ud af praktiske ting. Vi hygger os med at handle ind, lave mad, gå ture med hundene, træne, gøre rent osv., fordi vi er gode til at gøre mange af de ting sammen på en hyggelig måde.

Der er dog EN TING, som irriterer mig grænseløst, og hvor Mattis og jeg er helt forskellige. Mattis er en ‘jeg kommer altid lige i sidste øjeblik/lidt for sent’ – kind of guy, og jeg er på alle måder en ‘jeg sidder hellere og venter 30 minutter inden det starter’- kind of girl. Jeg hader, hader, hader at komme for sent. Det kan være virkelig stressende for mig at skulle ud af døren med Mattis, for uanset hvor lang tid vi har haft til at gøre os klar, så er det som om, at han ikke kan komme ud af døren før det er lidt for sent. Jeg fatter det ikke? Han skal hverken ordne make-up eller bruge lang tid på sit hår? Nogen gange sidder jeg med total irritation og hjertebanken i bilen fordi vi skal et eller andet og knap kan nå det, og så når vi frem LIGE i sidste øjeblik, mig med fuldstændig stresset krop og Mattis der kigger på mig helt roligt og siger ‘se skat, ingen grund til at hidse sig sådan op, vi nåede det jo’ og jeg bliver hysterisk indeni. For selvom vi når det,  LIGE i sidste øjeblik, så har det ødelagt det for mig, at jeg skal sidde og være total presset i situationen op til. Dét er en af de ting, hvor jeg virkelig har måttet sige til ham, at det kan og vil jeg ikke gå på kompromis med. Jeg synes det er uhøfligt at komme for sent og ikke nok med det, så stresser og irriterer det mig, og det ødelægger oplevelsen/situationen for mig. Så hvis jeg skal sætte fingeren på det, der kan gøre mig allermest irriteret på Mattis i vores forhold, ja så er det dét.

At miste en person, som stadig er i live

Jeg faldt over filmen her tidligere på ugen, og det har sat en masse tanker igang. Jeg klippede den sammen, da jeg sad midt i den største sorg, og da var det vigtigt for mig at dokumentere den og gemme den for evigt. Det har vel været engang tilbage i år 2012/2013. Den er aldrig vist noget sted, men jeg har lyst til at dele den nu, sammen med denne tekst. Det sker jo ofte igennem livet, altså at vi mister personer, som stadig er i live. Kærlighedsrelationer og venskaber kommer og går, og lever videre i deres egen fortælling. Men hvad så med de personer man bevidst vælger fra? De personer, der forvolder for meget smerte? Og hvordan skal man forholde sig til det, når den person man vælger fra, burde være kilde til uendelig og betingelsesløs kærlighed? Det er en meget svær og meget stor beslutning, at fravælge en forælder. Det var det i hvertfald for mig. Efter mange års smerte, valgte jeg at slutte kontakten til min far. Det var meget hårdt og trist, men også det rigtige. Jeg kunne ikke holde ud at se ham gå i forfald på den måde, jeg havde konstant ondt i maven, ondt i hjertet og ondt allesteder. Jeg elskede ham, fordi han er min far. Men jeg havde ondt af ham og jeg var skuffet. Skuffet over, at han ikke kunne stoppe sit misbrug for sine to børn, som gav ham mange chancer. I mange år følte jeg mig fravalgt og ligegyldig, hvordan kan man vælge sit misbrug fremfor sine egne børn? Det kostede mig mange nedture, angstanfald, depression, sorg, savn, skyld og skam. Det var uden sammenligning, den absolut sværeste beslutning jeg i mit liv har taget.

Jeg tror, at rigtige mange børn føler sig forpligtede til at bevare kontakten og opretholde båndet til deres forældre, for at bibeholde den tryghed der er rodfæstet i barndommen. Der er en form for forventning om, at man elsker sine forældre ubetinget. Dét i sig selv var virkelig svært for mig at finde min egen plads i, jeg følte det var forkert at vælge min far fra. Derudover så var der sorgen i at miste en person, også selvom valget var mit eget. Sådan et valg tager man ikke, hvis alt er godt og kærligt. At tage sådan en beslutning har krævet mange tårer, meget tvivl, skam, skyld, sorg og rigtig mange års forberedelse. I mit tilfælde fulgte der enorme konsekvenser ved beslutningen. Jeg mistede ikke kun min far, men hele min familie på hans side, som grundet mit valg, valgte mig fra. Jeg mistede dermed en stor del af min familie, flere af dem meget betydningsfulde mennesker for mig. At miste én betydningsfuld person i sit liv er ikke nemt, men at miste halvdelen af sin familie på én gang, det er ubeskriveligt hjerteskærende.

Der var ikke forståelse for mit valg, men nærmere bebrejdelse og skuffelse. Sætter jeg mig i mine bedsteforældres sted, så kan jeg godt forstå det er svært for dem også, og for min fars bror og alle andre tæt på ham. Det er deres søn/bror/farbror osv. Jeg havde aldrig taget valget selv, og jeg har været både vred og ulykkelig i mange år, men jeg har også fundet fred med det. De har taget deres beslutning, præcis som jeg tog min. De mente jeg (og min lillebror) havde givet op på at støtte det menneske vi burde være der for altid – familie elsker, støtter og hjælper hinanden, og nu har I valgt ham fra. Det er jeres egoistiske valg, og jeres egen beslutning at melde jer ud. Men hvad de glemmer er de mange, mange års barndom med en far, hvis misbrug blev værre og værre. Glemmer de de juleaftener, påskefrokoster og familiemiddage, hvor vi sad helt alene med familien uden vores far, fordi han var for fuld? At det var os der skulle forklare og forsvare, hvorfor vi var gået igennem sneen over til vores bedsteforældre alene uden vores far, igen? At det var os der altid sad med skammen og sorgen. At det var os der i mange, mange år levede med en far, som skulle passe på os og som ikke var der for os? Glemmer de, at det var os der var børn? Det er aldrig nogensinde børns skyld, når deres forældre ikke opfører sig ordentligt. Aldrig nogensinde. Jeg har oplevet min far gøre utilgivelige ting overfor mennesker jeg elsker. Jeg kunne leve med alle de grimme ting han sagde til mig og alle de gange han gav mig ondt i maven eller satte mig på overarbejde, fordi jeg skulle dække over hans fravær eller tilstand, men jeg kunne ikke klare at se ham såre dem jeg elsker. Fysisk og psykisk. I alle de år, har jeg skullet leve med ham, hans misbrug og konsekvenserne heraf. Savnet til den jeg ønskede han ville være og sorgen over, at se ham gå fuldstændig i forfald. Hans konsekvens blev i sidste ende, at jeg valgte ham fra.

Jeg har mødt mange uforstående mennesker på min vej, som simpelthen ikke kan forestille sig at skulle mangle en forælder. Men jeg manglede min far i mange år før jeg tog beslutningen om at skære ham ud af mit liv. Nu har jeg ikke talt med min far i 8 år. Eller set ham. Det er den rigtige beslutning, det er jeg stadig ikke i tvivl om, men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at den har været usandsynlig svær at tage og stadig, den dag i dag, jævnligt koster mig rigtig mange tanker. Jeg kan tale om min far, min fortid og min barndom. Jeg er afklaret med min beslutning og tabet af en stor del af min familie.

Men der bor en sorg indeni mig for evigt, som jeg har accepteret jeg må både leve og dø med.