Når man ikke rigtig er skruk..

Jeg tænker for tiden rigtig meget over det med børn. Alle omkring mig bliver gravide, gift, friet til eller også har de børn. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke ‘wow, hvor tidligt’ indtil det går op for mig, at jeg selv er 30 år. Det er bare slet ikke en alder jeg føler mig. Det er mærkeligt sådan noget med alder, for jeg kan møde mennesker eller se forskellige mennesker i TV, som er yngre end mig og tænke ‘nå ja, men vi er jo lige gamle’ eller endda at de er ældre end jeg selv. Det er ikke fordi jeg mentalt føler mig barnlig eller meget som en ung teenager, slet ikke, men mere fordi at min forestilling om, hvor jeg ville være som 30-årig ikke helt matcher med virkeligheden. Den største forskel er vel egentlig bare børn, ja dét og så at være gift. I mit hoved ville jeg være gift og have mit første barn nu. Sådan gik det ikke, og det er jo også helt okay. Men mine tanker omkring børn handler ikke kun om, at jeg er 30 år nu og ‘troede jeg ville have mit første barn’ men også om, at jeg ofte har svært ved at forestille mig at få børn.

Når jeg ser på børnefamilier rundt omkring er det oftest sådan, at jeg tænker, at det liv er ikke noget for mig. Jeg synes, i hvertfald set udefra, at hverdagen med småbørn virker meget usammenhængende og enormt hård, og det som jeg kan høre fylder allermest, hvis ikke det hele, det er vasketøj, indkøb, hente/bringe og bare hverdagstrummerum. Jeg håber ikke jeg bliver opfattet super egoistisk eller tarvelig, men jeg kan blive i tvivl om jeg har overskud og lyst til sætte kærestetid, tid til afslapning, søvn, rejser osv. på standby i årevis. Det kan lyde som om jeg ikke er i stand til at udsætte eller tilsidesætte egne behov, men det er jeg faktisk. For mig handler det mest om, om det er noget jeg har lyst til. Jeg kan godt forestille mig barslen, fordi man får tiden (selvom jeg er helt klar over det stadig er en kæmpe opgave) til at tage sig af det, at få et barn. Men tanken om at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, den virker helt uoverskuelig. Rammerne for at få et barn er der sådan set nu, jeg er 30 år gammel, i et fast forhold og både de fysiske og økonomiske rammer er der til at sætte et barn i verden, men man skal jo heller ikke gøre det ‘bare fordi det er sådan det burde være’ eller ‘den retning alle andre går’.

Jeg ved, med hele mit hjerte, at jeg vil elske mit barn helt uendeligt højt, og jeg tror også på jeg bliver en rigtig god mor og ikke mindst, at min kæreste bliver verdens bedste far. Tanken om at skabe en lille familie gør mig også glad, og jeg er helt sikker på, at vi vil klare opgaven rigtig fint. Selvom det lyder helt forfærdeligt at sige, så kan jeg bare være bange for, at det er sådan en beslutning jeg kan komme til at fortryde? Selvom man elsker sine børn, er det så ikke muligt at befinde sig dårligt i mor-rollen, eller endda fortryde den? Er det ‘forsvarligt’ at få børn, når man ikke har blafrende æggestokke og et voldsomt brændende ønske om at få børn? Jeg ved godt man ikke behøver at få børn, det bestemmer man jo selv, men jeg er fanget med et ben i hver lejr, på den ene side så vil jeg have børn, og tænker også, at det skal jeg bare have, men på den anden side, så er der også noget i mig, som har svært ved at skulle give slip på det liv jeg har nu og de ting, som betyder allermest for mig, som jeg VED jeg skal give afkald på. Måske alle de her tanker også fylder særligt meget nu, hvor jeg har den alder jeg har og det nærmer sig meget. Jeg kunne sagtens vente nogle år, men jeg har også lyst til at få mere end et barn og gerne mens jeg er relativt frisk og ung, til at bruge min energi på dem. Jeg ved det ikke, alt det her er bare en masse rodede tanker, så jeg vil virkelig gerne høre fra nogen af jer både med og uden børn. Har I oplevet, som mig, ikke at være særlig skrukke men så alligevel kastet jer ud i det? Hvad har gjort I har følt jer endelig klar til at få børn? Eller sidder I nogen derude, som har besluttet, at børn ikke er det rigtige valg for jer? Jeg hører ofte folk sige ‘at når først du har fået barnet, så giver det hele mening’ og at man ‘aldrig fortryder’.. og det håber jeg da også på, men jeg har svært ved at tro, at jeg kan være den eneste med de tanker og den frygt, men på den anden side, så har jeg heller ikke børn, så måske det kun følger med i tankerne omkring at få børn og forsvinder så snart de er her?

Anyway, jeg tænker meget over det for tiden. Udover frygten for tusind ting omkring det at få børn (graviditeten, fødslen, den nyfødte, at lære sit barn ting osv.) så er det blevet ret sårbart for mig for tiden og jeg tænker meget over det. Jeg vil gerne lige bruge et par linjer på at sige, at jer med børn I er mega seje. Jeg synes det er så stor en beslutning, livets allerstørste, og jer der bare gør det med oprejst pande og går lige ind i det, I er fandme seje! Jeg har virkelig stor respekt for jer, som tager den beslutning og gør det skide godt, det med børn. Jeg føler mig selv som en kæmpe tøsedreng og jeg er sgu i tvivl om det nogensinde ændrer sig.