Jeg har taget en vild beslutning

Min indre kritiker

 

Dagen efter jeg havde sagt op, fik jeg ovenstående mail fra min arbejdsplads, med bekræftelse på min opsigelse. Klokken var 6.15 om morgenen, da jeg sad med tandbørsten i munden på mit badeværelse og læste den, og fik et mini panikanfald med tandpastaskum i hele munden. ‘Vi bekræfter din opsigelse’.. så var det sgu ikke bare noget vi legede længere, ja ikke at det nogensinde har været dét, men på en måde var det bare det definitive farvel til et sted jeg har brugt de sidste knap 3 år af mit (arbejds)liv. Puha, sikke en mavepuster. Men så rejste jeg mig op, spyttede tandpastaen ud, rettede ryggen og kiggede mig selv i spejlet og sagde HØJT til mig selv ‘du er så fucking sej, Line!’. Det gjorde jeg. Jeg satte mig ned i min bil, satte høj musik på med god energi og sang hele vejen til arbejde.

For mange er det det mest normale at sige jobs op og skifte, det ér jo også en normal beslutning, og en beslutning jeg har været vidne til flere kollegaer tage. Min leder blev hverken voldsomt chokeret, holdt fast om mine ankler eller tiggede mig om at blive, ligesom mine kollegaer heller ikke gjorde et stort nummer ud af det – hvorfor er der ingen der siger det må være en fejl? Spørger mig om jeg er sikker og voksen nok til at træffe dén beslutning?. De fortalte mig det lød spændende og de var ærgerlige over jeg ikke skulle være der længe, og så fortsatte arbejdsdagen som altid. Om lidt er jeg ikke en del af deres hverdag, og det er ikke noget kæmpestort for dem. En ny person vil tage min plads, og hverdagen vil fortsætte. Men for mig er det en kæmpe beslutning, for jeg har ikke sagt op til fordel for en anden sikker og tryg stilling, men sagt op fordi jeg nu skal noget andet. Noget helt andet.

Det er en beslutning der har krævet mange tanker, snakke og ondt i maven. En beslutning jeg har talt med mange mennesker omkring mig om, men den jeg har været allermest i dialog med omkring beslutningen, er min indre kritiker. Min indre kritiker har været med til at beslutningen i hvertfald ikke er blevet spontan, og den har i dén grad forsøgt at tale mig fra det. Jeg VED godt at min indre kritiker er udviklet for at holde mig i live, for at passe på mig, og på den måde har jeg forsøgt at se på den med kærlighed og omsorg. I virkeligheden er det jo en lille afkrog af mit sind, som er bange, skrøbelig og bærer på grim kritik og ulykkelige oplevelser, der har sat sig fast. Jeg ved den forsøger at sikre, at jeg lever op til andres forventninger og jeg ikke bliver dømt eller afvist. Jeg har sådan en indre kritiker, som konstant forsøger at underminere min følelser og idéer, så jeg ikke tager nogle ricisi. Den går direkte til angreb på mit selvværd og forsøger at afholde mig fra at kaste mig ud i noget, der potentielt ender med jeg bliver såret eller afvist. Det er en meget, MEGET høj stemme, som forsøger at få mig til at føle mig lillebitte, så jeg ikke ender med nederlag, som den er bange for jeg ikke tåler (hvilket er fuldstændig rigtigt, jeg er dårlig til nederlag og kritik).

Men efter mange, mange år med en indre kritiker der har fået lov til at styre (alt for) mange beslutninger, valgte jeg at forsøge at tage styringen. At se på min indre kritiker som en lille, bange og skrøbelig person, som jeg skal berolige og forsøge at forsikre om, at der ikke er noget at være bange for. Det lyder måske helt skizofrent, men det hjalp faktisk, da jeg begyndt at skrive de ting ned min indre kritiker fortalte mig, ift. tankerne om at sige op og starte mit eget projekt (som jeg nok snart skal afsløre, promise). ‘Der er ingen, der kommer til at synes det er fedt’/’Du kommer aldrig til at blive til noget’/’Du er alt for gammel til at kaste dig ud i noget usikkert NU’/’Du kommer til at stå uden penge, og hvad vil du så gøre?’/’Du bliver til grin og folk vil tale om dig bag din ryg’/’Du ender med at blive ensom’ osv. Jeg skrev det hele ned, og så rettede jeg ryggen, og kom med konstruktive svar til det hele. Jeg har prøvet at forstå, at min indre kritiker bærer på en sund og stærk frygtdrivkraft som kan hjælpe mig i reelt farlige situationer, men den har fået lidt for meget medløb de sidste mange år og nu er dens forsøg på at hjælpe mig blevet uhensigtsmæssig.

På den måde nåede jeg frem til min beslutning, nemlig at opsige mit trygge, gode og sikre job, til fordel for en passion jeg har haft længe, som er usikker, uvis, spændende og pissehamrende skræmmende. Jeg har ikke tæmmet min indre kritiker helt endnu, det kommer nok til at være en årelang proces, men jeg synes selv jeg er nået ret langt ift. at tage denne her beslutning. Jeg føler mig spændt, glad og som en badass-powerwoman, men jeg føler mig fandme også skræmt, lillebitte og hamrende usikker. Men sådan tror jeg det skal være, og jeg tillader det hele – både når jeg er lettet og lykkelig, og når jeg er usikker og ked af det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har taget en vild beslutning