Fertilitetsundersøgelse

Ondt i maven

Sidste uge var lang og hård synes jeg. Jeg har syntes arbejdet har været særligt hårdt, hvilket nok er en blanding af jeg har sagt op og derfor har sat tårnhøje mål for hvad jeg skal nå inden jeg stopper, for at gå derfra på den bedste måde og så dét faktum, at jeg har sagt op og derfor har sagt farvel. Rent mentalt, så er jeg jo videre hvis man kan sige det sådan. Det betyder ikke at min indsats er faldet, det er lige før det er tværtimod, men det betyder at lysten og energien til arbejde har været lav. Jeg havde regnet med jeg ville have det sådan efter opsigelse, det kommer ikke bag på mig at man reagerer sådan, men det der kommer bag på mig er, at jeg har haft ekstremt ondt i maven denne her uge. Sådan helt fysisk ondt i maven, lidt ligesom følelsen man har op til en eksamen.

I morges vågnede jeg kl. 5 med ondt i maven og var helt trist. Det er endelig gået op for mig, hvorfor jeg har så ondt i maven; tingene ændrer sig. Jeg kan godt lide det trygge og velkendte og jeg er altid blevet enormt ked af det, når der er sket store skift i mit liv, som har betydet ændringer, ikke bare i min hverdag men også i mine relationer. F.eks. da jeg stoppede på efterskole og skulle sige farvel, det samme i gymnasiet, når jeg har skiftet jobs jeg har haft i længere tid, flyttet fra ét hjem til et andet, venskaber der har ændret sig fordi den ene er flyttet udenlands osv. osv. Jeg savner helt inderligt de mennesker og rutiner jeg havde, når det ændrer sig. Længe efter, som i flere år efter, kan jeg have tilbagevendende mareridt og vågne op, med et inderligt savn til en gammel veninde eller en tid i mit liv. Så det er helt normalt for mig, at min opsigelse har betydet, at jeg nu har ondt i maven. Jeg kender mit job, mine kollegaer, mine arbejdsrutiner. Jeg har brugt tid på at blive en del af gruppen, en del af min arbejdsplads. Jeg kender min plads, alle kender mig og det er helt ufarligt at gå på arbejde hver dag. Derudover har jeg fået en af mine allerbedste veninder i en kollega, og det er lidt som at gå på arbejde hver dag med sin bedste veninde, og dele det hele med hende. Jeg kommer til at savne dén hverdag, som bliver skiftet ud med noget andet. Jeg er bange for at miste det og dem jeg kender. Jeg ved det her er mit mønster, jeg bliver så ked af det når tingene ændrer sig. Og jeg aner ikke hvad det bliver nu, men jeg ved med sikkerhed, at det ikke bliver det samme. Det faktum i sig selv kan gøre rigtig ondt, også selvom det er pisse spændende.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg jo glad for alle de ting der ændrede sig, også selvom nogen af dem gjorde mig utryg og ked af det. Det har ført mig hertil, hvor jeg er allermest lykkelig. På den måde tror jeg på, og ved jo egentlig også godt, at de forandringer der kommer igennem livet er gode. I hvertfald mange af dem. Og denne her forandring er én af dem, hvor jeg dagligt siger til mig selv ‘dét her, det skal nok blive godt. Stol på din beslutning, nu gør du det her og det hele skal nok gå’. Jeg ville nogen gange ønske jeg var lidt bedre til at være sådan lidt ‘pyt, nu gør jeg det her’ uden alle de bekymringer. Men jeg er en bekymret mus, jeg tænker meget på katastrofescenarier og ‘hvad nu hvis’, ligesom min indre kritiker kan være en rigtig kælling nogen gange. 

Så jeg ved at det er uundgåeligt for mig med ondt i maven den næste periode, men jeg vælger at tro på det er som det skal være, og at det hører med. Jeg glæder mig meget snart til at fortælle jer, hvad det er jeg skal igang med og gerne vil. Mit indlæg er muligvis rodet og underligt, men jeg vil gerne dele og skrive alle de tanker og følelser, der er forbundet med min opsigelse og denne her ændring, så jeg kan kigge tilbage på det om et halvt eller et helt år, og se hvor langt jeg er nået.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fertilitetsundersøgelse