Er der noget galt med mig?

Min lille, dejlige nevø Sylvester <3

Jeg er faktisk bange for at skrive dette indlæg, af flere årsager. Jeg har alligevel besluttet mig for at skrive det, for nogen gange hjælper det at få det sagt og det kan også hjælpe at høre fra jer. Jeg håber I vil komme med jeres erfaringer/råd/kommentarer herunder, uanset jeres situation. Men vi skal tale lidt om det med at få børn.. igen.

Først skrev jeg et indlæg om ikke rigtig at være skruk, og alle mine tanker omkring det. I var så mange mennesker der kom med jeres kommentarer, og det var virkelig fedt at få lidt forskellige perspektiver på det. Det skrev jeg i januar i år. I august i år skrev jeg et indlæg om at nu var jeg klar til det med børn. Nu kommer der så det her indlæg. Jeg delte så i sidste måned, at vi er igang med en fertilitetsundersøgelse, for at finde ud af, hvordan vores fertilitet ser ud.
Jeg er helt vildt bange og i tvivl om jeg skal skrive det her indlæg, og nu vil jeg starte med at skrive hvorfor jeg er bange for det.

1. Jeg er bange for at ødelægge noget for mig selv. Altså jeg er bange for, at hvis jeg snakker for meget om mine tanker om tvivlen ved at få børn, så får jeg pludselig en besked om jeg ikke kan, og SÅ bliver jeg ked af det. For jeg vil jo gerne kunne finde ud af at lave børn, jeg vil have muligheden. Giver det mening? Jeg kan godt tro lidt på det med at sende energi ud og hvad man får tilbage osv., og selvom det lyder helt fjollet, så er jeg bange for, at mine tanker kan spænde ben for mig. Det er jo lidt fjollet, for det er helt biologisk bestemt om Mattis og jeg kan få børn sammen, uanset hvad jeg tænker om det. Men alligevel er jeg bange for at sende tanker og energier ud omkring min store tvivl og bekymringer, for hvad så hvis det sker jeg ikke kan ‘fordi det jo måske også lidt var det jeg ønskede’? Det er én af grundene til jeg har været helt i tvivl. Det lyder måske i nogens ører sygt.
2. Jeg er bange for jeres reaktion. Selvom det lyder helt fjollet, for jeg må jo tænke og føle hvad jeg vil, faktisk kan jeg jo slet ikke lade være, men alligevel kan jeg ikke lide at fremstå komplet skizofren, forkælet eller åndssvag. Derudover vil jeg på ingen måde fornærme nogen der skulle have svært ved at få børn/være i behandling og som brændende ønsker sig det. Jeg vil virkelig bare gerne dele mine tanker, for det fylder så meget for mig lige for tiden, og jeg håber sådan jeg kan få lidt gode råd.

Så nu kommer det indlæg altså. Og med ovenstående sagt, så håber jeg I vil være søde i kommentarfeltet, for jeg ved godt det virker helt forvirrende og skørt, men på den anden side er det jo sådan jeg har det, og jeg vil gerne være ærlig. Det følger jo også med (i hvertfald i min situation) at have tanker, tvivl og mange følelser forbundet med det at få børn. For jeg synes virkelig det med at få børn fylder SÅ meget lige for tiden. På niveau med jeg har sagt op og skal starte mit eget (ja, jeg looover der kommer mere om det snart, meget snart). For folk omkring mig snakker børn konstant, enten har de lige fået eller er gravide. Og hvis ikke, så snakker de om det. Og det er så skønt og smukt og dejligt. Jeg elsker at følge dem tæt på mig, jeg elsker at være med igennem det største i deres liv, ligesom jeg elsker når de små vidunderlige børn kommer til verden. For en måned siden kom den dejligste lille dreng til verden, nemlig min nevø. Min lillebror og hans kæreste, to af mine allertætteste, fik en lille søn. Jeg ser ham mange gange om ugen, han er det tætteste jeg kommer på et barn, der ikke er mit eget. Jeg havde sat min lid til, at han ville få mine æggestokke til at blafre og mit hjerte til at smelte fuldstændig, og i en sådan grad, at jeg ville kigge på min kæreste med bedende ‘skal vi ikke gå igang’ -øjne. En dag jeg var derhjemme og havde siddet med ham og kysset hans små bløde kinder, ringede min mor. Hun sagde ‘ej men han er jo helt vidunderlig.. jeg kunne spise ham. Hvis noget skulle gøre dig skruk er det da ham’. Hun har ret, han ér vidunderlig men det gør mig bare ikke skruk. Jeg ved godt han ikke er min, men han er meget tæt på mig, og jeg følger ham mange gange ugentligt. Jeg længes bare slet ikke efter at få min egen. Jeg nyder at se ham vokse op, og vi skal blive de bedste venner, det ved jeg, men jeg nyder også at tage hjem igen og lade ham blive i armene på hans forældre.

Er der noget helt galt med mig? Jeg har jo altid tænkt jeg skal have børn, det skal jeg jo, og Mattis og jeg har også aftalt hvornår vi går igang. Jeg håber vi kan og jeg håber vi kan det relativt nemt. Jeg kan mærke jeg ville blive ked af det, hvis det ikke kunne lade sig gøre for os. Men der er også en del af mig, der har sindssygt svært ved at forestille mig at blive mor. Jeg har svært ved at forestille mig det ansvar og den tid man bruger på det. Der er små øjeblikke hvor jeg helt kan glæde mig, f.eks. kan jeg kigge på Mattis og tænke, at jeg glæder mig til at se hvilket lille barn ham og jeg får lavet sammen. Jeg kan også gå rundt og kigge på babytøj og glæde mig til jeg kan købe små hyggelige ting til min egen en dag. Eller se nogle situationer med børn, hvor jeg kan glæde mig til at opleve dem selv med MIN lille familie. Men der er oftere hvor jeg har svært ved at forestille mig det og kan blive helt overrumplet af følelsen af.. tvivl næsten.

Det fylder helt ekstremt i mine tanker for tiden, og jeg ved godt beslutningen er min (og Mattis’) i sidste ende. Men med endnu et indlæg om det at få børn håber jeg på at få lidt råd. Ikke nødvendigvis om I synes jeg er klar eller ej, men om jeres egne tanker? Jeres situation?

Har du besluttet dig for at blive gravid fordi du er mega skruk? Eller er du ikke skruk, men ved du gerne vil have børn og er gravid? Måske du har besluttet dig for aldrig at få børn? Eller også fik du et barn og blev fuldstændig forelsket da det endelig var her? Har du måske et barn og har fortrudt (ikke barnet, for jeg ved jo godt man elsker dem betingelsesløst, men måske man befinder sig dårligt i mor-rollen og savner det liv man havde uden børn?) Jeg vil mega gerne høre fra dig, uanset din situation. Jeg håber ikke jeg er den eneste 30-årige der er snotforvirret over det med at skulle skabe familie.