2 uger tilbage og en lille status på det dér liv

Er der noget galt med mig?

Min lille, dejlige nevø Sylvester <3

Jeg er faktisk bange for at skrive dette indlæg, af flere årsager. Jeg har alligevel besluttet mig for at skrive det, for nogen gange hjælper det at få det sagt og det kan også hjælpe at høre fra jer. Jeg håber I vil komme med jeres erfaringer/råd/kommentarer herunder, uanset jeres situation. Men vi skal tale lidt om det med at få børn.. igen.

Først skrev jeg et indlæg om ikke rigtig at være skruk, og alle mine tanker omkring det. I var så mange mennesker der kom med jeres kommentarer, og det var virkelig fedt at få lidt forskellige perspektiver på det. Det skrev jeg i januar i år. I august i år skrev jeg et indlæg om at nu var jeg klar til det med børn. Nu kommer der så det her indlæg. Jeg delte så i sidste måned, at vi er igang med en fertilitetsundersøgelse, for at finde ud af, hvordan vores fertilitet ser ud.
Jeg er helt vildt bange og i tvivl om jeg skal skrive det her indlæg, og nu vil jeg starte med at skrive hvorfor jeg er bange for det.

  1. Jeg er bange for at ødelægge noget for mig selv. Altså jeg er bange for, at hvis jeg snakker for meget om mine tanker om tvivlen ved at få børn, så får jeg pludselig en besked om jeg ikke kan, og SÅ bliver jeg ked af det. For jeg vil jo gerne kunne finde ud af at lave børn, jeg vil have muligheden. Giver det mening? Jeg kan godt tro lidt på det med at sende energi ud og hvad man får tilbage osv., og selvom det lyder helt fjollet, så er jeg bange for, at mine tanker kan spænde ben for mig. Det er jo lidt fjollet, for det er helt biologisk bestemt om Mattis og jeg kan få børn sammen, uanset hvad jeg tænker om det. Men alligevel er jeg bange for at sende tanker og energier ud omkring min store tvivl og bekymringer, for hvad så hvis det sker jeg ikke kan ‘fordi det jo måske også lidt var det jeg ønskede’? Det er én af grundene til jeg har været helt i tvivl. Det lyder måske i nogens ører sygt.
  2. Jeg er bange for jeres reaktion. Selvom det lyder helt fjollet, for jeg må jo tænke og føle hvad jeg vil, faktisk kan jeg jo slet ikke lade være, men alligevel kan jeg ikke lide at fremstå komplet skizofren, forkælet eller åndssvag. Derudover vil jeg på ingen måde fornærme nogen der skulle have svært ved at få børn/være i behandling og som brændende ønsker sig det. Jeg vil virkelig bare gerne dele mine tanker, for det fylder så meget for mig lige for tiden, og jeg håber sådan jeg kan få lidt gode råd.

Så nu kommer det indlæg altså. Og med ovenstående sagt, så håber jeg I vil være søde i kommentarfeltet, for jeg ved godt det virker helt forvirrende og skørt, men på den anden side er det jo sådan jeg har det, og jeg vil gerne være ærlig. Det følger jo også med (i hvertfald i min situation) at have tanker, tvivl og mange følelser forbundet med det at få børn. For jeg synes virkelig det med at få børn fylder SÅ meget lige for tiden. På niveau med jeg har sagt op og skal starte mit eget (ja, jeg looover der kommer mere om det snart, meget snart). For folk omkring mig snakker børn konstant, enten har de lige fået eller er gravide. Og hvis ikke, så snakker de om det. Og det er så skønt og smukt og dejligt. Jeg elsker at følge dem tæt på mig, jeg elsker at være med igennem det største i deres liv, ligesom jeg elsker når de små vidunderlige børn kommer til verden. For en måned siden kom den dejligste lille dreng til verden, nemlig min nevø. Min lillebror og hans kæreste, to af mine allertætteste, fik en lille søn. Jeg ser ham mange gange om ugen, han er det tætteste jeg kommer på et barn, der ikke er mit eget. Jeg havde sat min lid til, at han ville få mine æggestokke til at blafre og mit hjerte til at smelte fuldstændig, og i en sådan grad, at jeg ville kigge på min kæreste med bedende ‘skal vi ikke gå igang’ -øjne. En dag jeg var derhjemme og havde siddet med ham og kysset hans små bløde kinder, ringede min mor. Hun sagde ‘ej men han er jo helt vidunderlig.. jeg kunne spise ham. Hvis noget skulle gøre dig skruk er det da ham’. Hun har ret, han ér vidunderlig men det gør mig bare ikke skruk. Jeg ved godt han ikke er min, men han er meget tæt på mig, og jeg følger ham mange gange ugentligt. Jeg længes bare slet ikke efter at få min egen. Jeg nyder at se ham vokse op, og vi skal blive de bedste venner, det ved jeg, men jeg nyder også at tage hjem igen og lade ham blive i armene på hans forældre.

Er der noget helt galt med mig? Jeg har jo altid tænkt jeg skal have børn, det skal jeg jo, og Mattis og jeg har også aftalt hvornår vi går igang. Jeg håber vi kan og jeg håber vi kan det relativt nemt. Jeg kan mærke jeg ville blive ked af det, hvis det ikke kunne lade sig gøre for os. Men der er også en del af mig, der har sindssygt svært ved at forestille mig at blive mor. Jeg har svært ved at forestille mig det ansvar og den tid man bruger på det. Der er små øjeblikke hvor jeg helt kan glæde mig, f.eks. kan jeg kigge på Mattis og tænke, at jeg glæder mig til at se hvilket lille barn ham og jeg får lavet sammen. Jeg kan også gå rundt og kigge på babytøj og glæde mig til jeg kan købe små hyggelige ting til min egen en dag. Eller se nogle situationer med børn, hvor jeg kan glæde mig til at opleve dem selv med MIN lille familie. Men der er oftere hvor jeg har svært ved at forestille mig det og kan blive helt overrumplet af følelsen af.. tvivl næsten.

Det fylder helt ekstremt i mine tanker for tiden, og jeg ved godt beslutningen er min (og Mattis’) i sidste ende. Men med endnu et indlæg om det at få børn håber jeg på at få lidt råd. Ikke nødvendigvis om I synes jeg er klar eller ej, men om jeres egne tanker? Jeres situation?

Har du besluttet dig for at blive gravid fordi du er mega skruk? Eller er du ikke skruk, men ved du gerne vil have børn og er gravid? Måske du har besluttet dig for aldrig at få børn? Eller også fik du et barn og blev fuldstændig forelsket da det endelig var her? Har du måske et barn og har fortrudt (ikke barnet, for jeg ved jo godt man elsker dem betingelsesløst, men måske man befinder sig dårligt i mor-rollen og savner det liv man havde uden børn?) Jeg vil mega gerne høre fra dig, uanset din situation. Jeg håber ikke jeg er den eneste 30-årige der er snotforvirret over det med at skulle skabe familie.

51 kommentarer

  • M

    Dejligt med dit ærlige indlæg. Jeg er selv meget i tvivl. Er på ingen måde skruk, men overvejer børn fordi er det mon det rigtige at gøre (man ved jo ikke hvad man ikke har). Jeg synes det sværeste er, at 80% af min omgangskreds har børn – og jeg føler mig meget alene med ikke at have børn og tvivlen om, jeg nogensinde skal have. De studieveninder jeg fx har fulgtes med alle årene lever på en helt anden måde end jeg og jeg føler mig uden for deres fællesskab (knyttet via børnene). Dét er hårdt!

    Desuden har jeg en følelse af, at hvis jeg ikke får børn, så skal jeg “udrette” noget andet. En startup, rejse jorden rundt, redde vores planet eller andet for ligesom at retfærdiggøre at jeg også har et formål med livet.

    Håber det giver mening 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg synes slet ikke at der er noget underligt i dine tanker. Tror du ikke, at det bunder i, at du er glad for jeres liv som det er nu? Og derfor måske er nervøs for at “ødelægge” det, fordi det er svært at forestille sig livet med en baby?

    Jeg blev gravid i første hug lige efter vores bryllup. Jeg var ikke mega skruk, men det var min mand og havde været det længe 😅 Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn og ja. Det virkede som et oplagt tidspunkt at starte projekt baby efter brylluppet (var 28 da jeg blev gravid). Nu er vores søn knap 6 måneder og han er det bedste der er sket. Jeg mærkede ikke den der vilde forelskelse, som folk snakker om, lige da han kom, men jeg tror bare at jeg lige skulle finde mig selv i den nye situation.

    Jeg fortryder på ingen måde og jeg vil meget gerne give min søn en søskende på et tidspunkt. Lortebleer, nætter med opvågninger og amning har jeg vænnet mig til på en måde og jeg synes klart at det hårdeste er den afhængighed, han har til mig. I aften holder en veninde fx julefrokost og jeg er ikke med pga min søn. Det er i den anden ende af landet og jeg ammer stadig, så det kommer bare ikke til at ske. Og sådan noget har der de sidste måneder været mere af; fødselsdage, byture osv. som jeg har takket nej til. Ærligt, så har jeg lige skulle affinde mig med at sådan er tingene bare lige nu. Det er så kliché, men tiden går så stærk når de er små, og julefrokost og fødselsdage skal jeg nok tage revanche på igen 🙂

    Så jeg synes ikke at alt bare er en dans på roser, men på trods af lidt manglende spontanitet og “mig tid”, så opvejer det gode mange, mange gange <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Jo det har du nok ret i, Maja. Det er jo sværere at forestille sig det ukendte, end det man ved man har og er i.. og som i øvrigt er dejligt. Men det er dejligt at høre, at man ikke nødvendigvis har den der forelskelse man hører så meget om LIGE med det samme, men at det godt kan tage sig lidt tid at finde sig til rette i den nye rolle.
      Jeg kan sagtens følge dig i det er svært, at man må takke nej til mange ting, som man førhen bare kunne gøre. Men jeg synes også jeg høre flere sige, at alle de hårde næster, lortebleer og arrangementer man takker nej til, ikke overskygger alle de fantastiske ting der kommer med sådan en lille baby <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hvor er det dog bare et skønt kommentarfelt at læse. Også med hårde beretninger. Men hvor er det dog bare dejligt at læse så manges helt ærlige tanker og følelser omkring tanken om eller faktisk det at få og have børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg er 28 år, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg slet ikke skal have nogen børn. Jeg har aldrig været skruk, og jeg forstår faktiske ikke, hvordan man har lyst til at få dem – selvom jeg naturligvis respekterer, at man gør det!
    Jeg glæder mig til et egoistisk liv med min skønne mand (som dog har ét barn), hvor vi skal prioritere os og hinanden og kærligheden – og ikke mindst skal jeg prioritere mig selv. Det er egoistisk; men det ville være mere egoistisk af mig at få børn for at få besøg, når jeg bliver gammel og grå.
    Jeg har også haft tvivlen om, hvorvidt der var noget galt med mig; ALLE drømmer jo om at få børn og familie. Men nu ved jeg, at det er bare ikke for mig; og det er okay. Jeg skal noget andet med mit liv, og det bliver ikke mindre dejligt eller givende af den grund.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Dejligt du er helt klar over, hvad det er du gerne vil have (og ikke vil have). Jeg synes ikke der er noget forkert i at fravælge børn overhovedet, ligesom jeg heller ikke synes der er noget forkert i at vælge at få dem. Men hvor fantastisk at høre, at du hviler i din beslutning. Og jeg er helt sikker på dit liv bliver ligeså berigende og fantastisk uden børn <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er 27 og min kæreste er 28. Vi har vores lille dreng på knap 2 og jeg er gravid igen. Ja, jeg kan savne tiden før børn, men jeg fortryder aldrig. Den glæde han giver os hver eneste dag, er noget helt særligt. Også selvom det er hårdt og også selvom jeg kan savne alenetid.
    Andres børn er søde, men ens egne børn er noget helt andet. Bliver man nogensinde klar? Det ved jeg ikke. Det vigtigste er for mig, at man har fundet den man gerne vil have børn med og at enige om at gå den vej. Held og lykke 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak for kommentaren Line, og stort tilykke med din graviditet igen 🙂 <3 Og nej, måske man aldrig bliver sådan RIGTIG klar, og måske der er forskellige måder at blive klar på?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Jeg har to børn som jeg elsker overalt på jorden, men jeg har fortrudt. Jeg ved, det lyder selvmodsigende men jeg ville ønske jeg havde overvejet hvad det vil sige at have børn og ikke bare babyer. Babytiden var hyggelig, det er (forstå mig ret) som at have en hund – det er dig der bestemmer alt og har dem hos dig hele tiden. Men når de bliver større, går i børnehave og har konflikter med dig og hinanden hvert andet minut, er det bare noget andet. Jeg er meget introvert og har behov for alenetid og med to børn i børnehavealderen kan jeg bare konstatere, at det virkelig ikke passer godt til mig at stå op kl 6 og først være alene igen en time sent om aftenen før jeg går i seng. Man kan selvfølgelig have en far der så lader en være lidt alene og få energi, men et moderhjerte er desværre sådan indrettet, at det kun giver dårlig samvittighed. Derfor længes jeg bare tilbage til tiden uden børn hvor jeg helt klart ville ønske, at jeg faktisk ville have overvejet tiden med børn der ikke var babyer. Jeg ville nok ikke have fået børn så.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hvor er det dejligt du er ærlig J, det synes jeg er mega sejt, tak for det. Selvom det lyder som lige præcis alt det jeg selv frygter og har tanker om bliver sådan, så er det bare så dejligt at du får sat nogle ord på. Jeg har ikke så meget andet at sige end tak for din kommentar, for det er bestemt også de tanker der skal med i mine overvejelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg svarede på din tråd tilbage i januar, at jeg heller aldrig havde været skruk, men var gravid.
    Hun er nu 9 måneder, og vil sige at det slet ikke er så hårdt som jeg havde frygtet. 😉
    Man er jo heldigvis så mega heldig at få en baby der passer ind i ens familie.
    Hun er skøn og sød. Ikke vildt god til at sove, men jeg trives åbenbart helt fint på få timers uafbrudt søvn. Og nyder at gå til babysvømning, tumlastik, mødregruppe osv. Fordi det gør hende glad og så er jeg også glad.
    Fødslen gik også overraskende nemt, hun kom lidt pludseligt 5 uger for tidlig, så vi var indlagte et par uger. Det der kom mest bag på mig, og var det hårdeste var ammeopstart. Her var vi så også udfordrede med en baby der krævede sonde fra start. Men det lykkedes, og vi ammer stadig.
    Så ja, forstår sagtens din tvivl, men det er nu dejligt med en baby i huset.
    Og tiden flyver simpelthen så hurtig, så inden du har knipset er de store 😉 Total kliché, men også sandheden.
    Alt er en fase, både de gode og de dårlige. Og man kommer igennem det! Jeg lover!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak Sara, dejligt du kommenterer.
      Det lyder jo hyggeligt med babysvømning, mødregruppe osv., også selvom manglende søvn ikke heeelt lyder så nice 😉 Det lyder hårdt med ammestart, men dejligt I har fået styr på det nu. Dejligt at høre, jeg tror måske også (eller håber) at jeg bliver mere klar på det når jeg er gravid en dag 😉 Haha og tak, det er godt at høre man kommer igennem det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linnea

    Hej,
    Hvor er det rart både at læse din post og kommentarerne, for hvor kan jeg genkende meget af det, og jeg synes ikke det er noget man ellers snakker om.
    Jeg har en baby på 7 mdr og han er jo sød og skøn og dejlig, men det er fandme også hårdt! Jeg har aldrig været skruk, da jeg besluttede at jeg gerne ville være mor var det meget en rationel overvejelse og noget af det der talte meget var at min kæreste rigtig gerne ville være far og at jeg var sikker på han ville være god til det.
    For mig gik det meget nemt med at blive gravid, det var i første forsøg. Jeg blev virkelig glad da vi fandt ud af det, men var godt nok også meget ked af det i løbet af graviditeten. Ikke nødvendigvis over noget bestemt, bare ked af det. Og da han så blev født, klappede hans lunger sammen og vi røg på Riget med en baby i respirator. Jeg havde holdt ham lige efter fødslen, men derfra gik der så otte dage før jeg kunne holde ham igen. Indtil da lå han og var bedøvet og koblet til en hel masse maskiner. Ikke ligefrem en nem start, men samtidig viste jeg jo godt at det var helt ekstraordinært, så jeg glædede mig bare så meget til kunne holde ham og få tur med ham og han kunne begynde at amme og vi kunne tage ham med hjem. Og da det så endelig skete, fik jeg en bragende brystbetændelse og havde ikke mere mælk og følte det var en slåskamp hver gang vi skulle amme. Så jeg havde en periode hvor jeg igen var virkelig ked af det og tænkte om det overhovedet havde været det hele værd.
    Den der forelskelse som andre snakker om, oplevede jeg heller ikke. Heldigvis fik vi psykologhjælp pga det hårde forløb, så Det hjalp. Og stille og roligt kom jeg til at elske ham mere og mere og jeg vil jo gøre alt for han. Og det har jeg villet fra starten. For mig var det meget mere et beskytterinstinkt der satte ind fra starten. Og så lyder det meget overfladisk, men noget af det der hjalp mig, var at klæde ham rigtig nuttet på, så han så sød ud…
    Og som sagt er det stadig hårdt og jeg synes stadig det er mærkeligt at være nogens mor, men det er også virkelig dejligt og jeg smelter når jeg skal hente ham ind fra lur og jeg får verden største smil eller han ligger og ammer og faldt lidt i søvn og smiler med mit bryst i munden.
    Kan ikke lige give nogle gode råd, men det var rart at fortælle min historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hej Linnea
      Hvor dejligt med en ærlig kommentar om din historie. Sikke en hård start I har haft, det er jeg virkelig ked af at høre, det må have været ekstremt svært at gå igennem. Jeg er glad for at læse din historie, som på trods af hårde tider og svære følelser, har en rigtig fin slutning. Det lyder som om du har fundet dig bedre tilpas i rollen som mor nu, og de ting du beskriver er jo helt fantastiske – og noget jeg også kan glæde mig til <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg har været SÅ skruk det meste af min ungdom, men så da det ‘endelig’ blev tid til at forsøge at blive gravid – så var min skrukhed der faktisk ikke rigtig længere. Men fordi timingen var så god, forsøgte min kæreste og jeg alligevel og det lykkedes nærmest med det samme. Lidt af et chok! Havde jo hørt der ville gå mange måneder. Jeg havde dårlig samvittighed fordi jeg nu satte et barn til verden uden den skrukhed jeg virkelig havde følt intenst nogle år tidligere. Jeg følte mig også lidt snydt. Det tog mig noget tid at ‘falde til’ i min graviditet. Og selvom meget handler om graviditet og baby, så er det jo også 9 måneder der handler om så meget andet. Studie, arbejde, venner, familie, kæreste… Præcis som når man ikke er gravid. Jo længere man er henne desto mere fylder det (og desto mere fylder maven) selvfølgelig. Men som jeg kan læse gennem de andre kommentarer så er alles rejse forskellig. Og der er ikke en forkert og en rigtig måde. Heldigvis. Og de fleste gravide har da både været lidt angst og i panik og “er det nu det rigtige?”. Helt normalt. Nu valgte jeg så at få et barn selvom jeg ikke rigtig er skruk. Her er det med tiden også blevet mere et ønske om en familie der er mest brændende. Og jeg VED vi bliver gode forældre, min kæreste og jeg. Skrukhed er jo nærmest biologisk og lidt dyrisk, så jeg tænker lidt at hvis man stadig ønsker børn UDEN ens æggestokke skriger og ens biologi prøver at lokke… 😉 Så er det nok ikke så ringe en beslutning igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Aaaah dejligt at høre Louise. Jeg har hele tiden tænkt jeg ‘burde’ være mere skruk. Men det er jo rigtigt som du skriver, alles rejse er forskellige, og der er ikke nogen rigtig måde at have det på, før man bliver gravid. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louisa

    Jeg er 30 år gammel og jeg har ikke børn og skal aldrig have det, og jeg blev & bliver ALDRIG skruk…. Jeg har dog to niecer som betyder ALT for meget for mig, og det er nok for mig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Det er fantastisk du har taget det valg, der er det helt rigtige for dig <3 Dejligt at høre, at der også er mennesker, hvor det er lige så rigtigt ikke at få børn, som at få dem!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Uha jeg kender godt de tanker… Jeg er 32 år, den mellemste i min søskendeflok og den eneste af os som ikke har børn endnu.
    Jeg har fundet ham, som jeg gerne vil have børn med (for det tror jeg da at jeg vil), men det er som om, at jo flere af mine venner der får børn, jo hårdere ser jeg det er at få børn og hvor meget det vender ens liv på hovedet. Og des mere kommer jeg i tvivl om jeg er klar til at opgive “mit egoistiske liv” for at få børn nu. På den anden side bliver man nok aldrig helt klar.
    Og så er der alt det med miljøet… At få børn koster miljøet og carbon footprint ekstremt meget. Men det er jo en anden sag. Men ja, I hear ya! Og føler den samme forvirring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Det kan jeg så godt sætte mig ind i Mia.. man kommer helt sikkert til at opgive nogle ting, som man uden tvivl kommer til at savne :O
      .. ja det med miljøet er helt rigtigt, men som du selv siger, en helt anden snak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har været skruk for evigt. Jeg har ville have børn siden jeg var 16 og som 20-årig fandt jeg manden det skal være sammen med. Her 6 år inde i vores forhold er vi endelig begyndt på “projekt baby”, men jeg stresser så meget over det. Ligesom dig er jeg helt vildt bange for at det ikke kan lade sig gøre. Vi har kun prøvet i 3 måneder og på trods af det, har jeg snakket om at tage en fertilitetstest INDEN vi begyndte. Var faktisk til lægen inden, fordi jeg (helt ubegrundet) var overbevist om, at jeg ikke engang kunne få ægløsning – af den eneste årsag, at jeg ikke kunne finde ud af at bruge de der ægløsningstest ordentlig (ja, for sådan nogle har jeg selvfølgelig også købt).

    Jeg forstår så godt din bekymring om at udsende energier og om det kan påvirke. Jeg arbejder selv på, at være fuldstændig ligeglad og lade det ske, når det sker, men det er nemmere sagt end gjort. Det er fandme svært. Og det er fandme hårdt. Jeg synes ikke det er sjovt at være i gang med projekt baby og måned efter måned vente på, om menstruationen mon kommer den her gang. Det gør den pt. hver gang herhjemme indtil videre og det hjælper ikke på tankerne, men jeg tror det er med det her, som det er med så meget andet. Sig til dig selv i spejlet “selvfølgelig kan jeg få børn og det bliver, når det skal blive”. Det forsøger jeg i hvert fald.

    Det blev en alt for lang besked. Det beklager jeg. Du ramte bare lige noget i mig, da jeg læste indlægget, som jeg var nødt til at svare på. Måske er det en masse vrøvl jeg har fået skrevet, men klokken er også over min sengetid.

    Jeg håber det bedste for jer og er ikke i tvivl om, at I nok skal få de smukkeste og sødeste unger, når det bliver tid til det.

    Kh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Åh Line, det er jeg ked af at høre.. altså ikke at det har taget jer 3 mdr., for det er jo fuldstændig normalt og ikke lang tid, men at det fylder så meget i dine tanker og gør dig bekymret om du overhovedet kan.
      Og ja, det med at udsende energier det ER svært. Jeg ville selv stresse over det, hvis månederne begynder at gå når vi går igang, uden der sker noget. Du skal ikke undskylde din lange besked, jeg er VILD med jeres historier <3 Jeg håber også det bedste for jer, og er helt sikker på at I nok snart skal få den smukkeste nyhed om et lille liv vokser i dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Tror vi ønsker på hver vores måde. Ment således at blot fordi du ikke er ovenud skruk er drømmen om at skabe en familie ikke mindre.
    Og så tror jeg at det at begynde på “projekt baby” er sådan en abstrakt tanke hvis man kan sige det sådan. Altså du kan ikke forberede dig på det. Du kan prøve men det er sådan en omvæltning at hovedet nok ikke helt kan følge med og måske er det der din “frygt” for hvad du mister ligger. Altså at du ved ikke hvad du går ind til. Kan kun sige at jeg var ved at brække mig over folk der sagde den kærlighed til ens barn var alt overskyggende men for satan hvor er det sandt. Den kan slet ikke beskrives eller forklares men jeg ville vitterligt gå igennem ild for min datter. Den kærlighed overskygger al den tvivl jeg kunne have på mine dårlige dage. Mit råd er at lade vær med at overtænke. Easier said than done, I know. Men hovedet og kroppen finder en slags ro så snart den lille er der. Og at skrukhed ikke er et barometer for hvor meget man ønsker sig noget. Og måske elsker du ikke dit barn fra start, man skal lige lære det her lille menneske at kende men beskyttergenet det slår til! Min kæreste og jeg havde ikke været sammen i evigheder så havde da mine bekymringer om vi gik glip af noget men vi fik bare noget andet fantastisk ud af det. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak for rådet.. du har ret i det er bedst ikke at overtænke, men som du også siger, SÅ meget nemmere sagt end gjort 😀 Men dejligt at høre man finder en ro i det, ligeså snart det er sket <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg tænker slet ikke at dine tanker er så unormale som du måske selv tror!! 😊 Da jeg var 18-19 år arbejdede jeg i en vuggestue og en børnehave og jeg var SÅ mega-skruk! Men så gik det ligesom over fordi der kom en hård uddannelse i vejen osv. osv… Men så blev jeg 30 år og så tænkte vi at vi skulle gå igang med at prøve nu i tilfælde af at vi ville have mega svært ved at få børn (vi har mange odds imod os)…jeg var dog ikke skruk selvom alle omkring os fik børn, men jeg smed p-pillerne alligevel.. Og så blev jeg gravid i første forsøg, og fik mit livs største chok over det da jeg havde troet der ville gå mindst et år før jeg kunne blive gravid og jeg bebrejdede mig selv med at jeg jo ikke engang var skruk….indtil der var gået et par dage og jeg så faktisk blev ret så skruk igen 😉 jeg endte dog med at abortere.. Men den graviditet lærte mig at vi var så klar som muligt og at resten ville komme inden der ville komme en baby, men også at det er det rigtige for os at få børn og at det sagtens kunne være nu der er det rigtige tidspunkt at få børn på (ja jeg er meget typen der tror på skæbnen).. Og nu sidder jeg her hvor jeg en måned efter den spontane abort er blevet gravid igen. Der er ingen garanti for at jeg ikke mister igen, da jeg kun er i 7’ende uge, men fordi vi er gået igang lidt før vi måske selv følte os klar til det, så har jeg ikke længere samme frygt for at det aldrig vil lykkes os at få børn på den ene eller anden måde – det var jeg skrækslagen for før og det gav mig rigtig mange mørke tanker. Jeg ved ikke om noget af det jeg har skrevet kan bruges, men i hvert fald så forstår jeg alt det du skriver for jeg har selv haft alle tankerne 🙂 Men jeg ville lige fortælle at det med at være skruk ret nemt kom til mig efter jeg faktisk var blevet gravid 😊 Nogen gange skal man bare springe ud i tingene, det er i hvert fald det jeg har lært på det sidste (skriver jeg som er typen der altid bekymrer mig sindssygt og får så ondt i maven bare af at tænke på at tage livsændrende beslutninger).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Dejlig historie Charlotte. Ikke ift. aborten selvfølgelig, det er jeg mega ked af at høre, men dejligt du pludselig mærkede, at du er klar, også selvom måden var hård. Men TILLYKKE med din graviditet, også selvom det er tidligt. Det giver så godt mening, og dejligt at høre jeg ikke er alene. Jeg håber jeg får det ligesom dig, så snart jeg opdager jeg er gravid <3 Jeg sender i øvrigt alle mine bedste tanker til I får en sund, rask, lille baby <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Jeg havde det vist på samme måde som dig. Tænkte tit at jeg var virkelig glad for mit liv som det var. Min kæreste og jeg havde friheden til at rejse, tage ud og spise osv. Jeg overvejede om jeg rent faktisk ønskede børn eller om det bare var fordi det var noget man BØR få fordi omverdenen forventer det. Skruk var jeg i hvert fald på ingen måde (kun når jeg så en hundehvalp 😆) Nu har jeg en dejlig datter på 3 måneder og jeg er så lykkelig ❤️ Og at se hende i min kærestes arme er det bedste i verden. Jeg er sikker på, at I finder ud af hvad der er det rigtige for jer 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      DEJLIGT at høre Helena, jeg har det nemlig PRÆCIS som du havde inden du fik din lille skat. Tillykke med din lille, og mega fedt du skriver!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åh det Lan bare være så svært at gå med sådan nogle tanker. Jeg har aldrig været skruk, jeg kan ikke sætte mig ind i følelsen. Jeg har aldrig haft en drøm om at få børn, har altid tænkt at jeg også ville være lykkelig uden. Men så mødte jeg min kæreste, som jeg fortalte at jeg ikke ville have børn…. men efter mange snakke så endte vi med at springe ud i det, og jeg blev gravid. Og jeg var bundulykkelig og dybest set bare PISSE bange. Bange for at mit forhold skulle ændre sig, at få frataget min frihed, at mit liv skulle ændre sig til noget værre. Og ja. Hormoner oven i, ik? Men nu. I uge 15. Jeg elsker det og keg glæder mig til at møde mit barn, og det liv vi får. Det hjalp mig at tænke, at ingen har fortrudt børn, da det var allersværest.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Ja det er mega svært at gå med de tanker :O Hvor er det dejligt du er ærlig omkring dine følelser, og jeg er glad for at høre du har det anderledes her nu i uge 15 end tidligere. Og i øvrigt, STORT tillykke, det bliver spændende <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Jeg blev ikke skruk af min lille niece, selvom hun var mega sød og jeg elskede (elsker) hende. Jeg har i det hele taget ikke været skruk, men har alligevel ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville være mor. Lidt mærkeligt egentlig? Nå, men jeg har en søn på 5 måneder, og det var ikke en overvældende kærlighed, da han blev født, som mange folk snakker om. Men jeg snakkede med min sundhedsplejerske om, at det er meget normalt at lige skulle lande i det. Og ja, han er 5 måneder nu, og det er SINDSSYGT hårdt, men jeg elsker ham sådan og ville ikke være ham foruden. Så det er altså ikke så sorthvidt. Uden at kende dig, så tror jeg ikke, at en masse tanker og analyser gør det lettere for dig at finde frem til noget. For mig lyder det umiddelbart som, at du vil blive rigtigt glad for at blive mor og stifte en familie med din kæreste ud fra det du skriver <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hvor er du sød Linn, tusind tak for det <3
      Og dejligt at høre alt ikke bare er lyserødt og overvældende forelskelse fra en start. Tillykke med din lille guldklump, skønt at høre han er det hele værd!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Det er da slet ikke tosset. Jeg har en søn på snart to år nu. Jeg var ikke skruk efter små børn, men helt vild med ideen om at skabe en familie og så synes jeg at børn på 2-3-4 år er vildt sjove. Så ingen drøm om et spædbarn. Vi gik egentlig i gang med projektet, fordi vi vidste det kunne tage tid. Det gjorde det så ikke, så jeg var noget overvældet i første del af graviditeten, men jeg blev klar.
    Nu er jeg (uplanlagt) gravid, men glæder mig mere til at få en lille baby denne her gang.
    Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hvor dejligt at høre Mia, er glad for det ikke er tosset 😉 Men fedt der er mange følelser det er ‘okay’ at gå igang med at få børn på.. og så STORT tillykke med den kommende lille mus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Filippa

    Jeg er 25 år, og altid haft et brændende ønske om børn. For 1,5 år siden fandt jeg “the one”, og vi blev meget hurtigt enige om at vi ville have børn sammen. Han er ligeså skruk som jeg er, føler jeg. Men jeg er, ligesom dig, også utrolig bange for ikke at kunne få børn. Er vokset op med en mor der har skulle i fertilitetsbehandling med alle os børn, og har set hvor meget det slider på en hel familie. Så i mine øjne er det at få børn ikke noget man “bare lige får”, som mange af mine veninder mener. Derfor er min kæreste og jeg netop gået i gang med at prøve. Ville egentlig først være startet i det nye år, men blev enige om at når vi begge er så skrukke er det fjollet at vente mere, HVIS nu det går hen og bliver svært, Men synes dine indlæg om dette er utrolig spændende, og overvejer selv at tage til fertilitetsundersøgelse efter at have læst dit indlæg med det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak for beskeden Filippa og rigtig meget held og lykke med jeres nye, fantastiske projekt. Jeg krydser fingre for, at det går nemt <3 Det lyder ikke rart med fertilitetsbehandling og det er også min egen frygt, jeg kan sagtens forestille mig det må fylde helt enormt at gå igennem <3 Ja en fertilitetsundersøgelse skader ikke noget kan man sige 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg er helt nygravid lige nu, men jeg har aldrig været skruk på den måde, at jeg har kigget på en lille baby og tænkt “sådan en må jeg bare ha’!”. For mig var det mere et diffust ønske om at have en familie sammen med min kæreste. Og så vidste jeg, at jeg gerne ville være ung mor. Men det var altså aldrig selve baby-forelskelsen, der fyldte i min krop.

    Derfor var jeg med på den, da min kæreste for to år siden spurgte, om vi ikke skulle prøve at se, hvad der sker stille og roligt uden beskyttelse. Desværre røg vi direkte i fertilitetsbehandling, og da den rejse startede, blev mit ønske stærkere og stærkere måned for måned, fordi hvert mislykket forsøg (9 stks) mindede mig om, hvad vi ikke fik og så en påmindelse om min dumme krop, der bare ikke kunne finde ud af det, den “skulle”.

    Så skruk? Jo hmm tjo tja. Jeg ønskede at blive til tre med min kæreste, men det var ikke fordi, venners små babyer fik mine æggestokke til at blafre. Jeg var bare vild efter ideen om at skabe min egen familie. Måske er det bare en anden slags skruk, og for mig er den lige så rigtig. Giver det mening? Alt godt til jer, det skal nok blive godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tillykke med din graviditet Emma, først og fremmest <3 Jeg er ked af det dog har taget så mange mislykkedes forsøg, det må være så hårdt at gå igennem 🙁 Og det er en af de ting, der også skræmmer mig, for det ville jo være forfærdeligt hvis det blev så svært.
      Det giver så godt mening det du skriver, det er jo ligeså fin en måde at være skruk på, at ønske at skabe en familie med ens elskede… det er egentlig nok også mest den måde jeg er det på. Tak fordi du deler!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie E

    Tak fordi du deler dine tanker, du er med til at vise, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at forberede sig til at få børn eller ej på.

    Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, og også tidligt. Men jeg har aldrig været skruk, og da vi fik børn var det helt ærligt en rationel beslutning om, at vi begge gerne ville have børn (på et tidspunkt), og hvorfor så ikke nu?

    Venner og veninders børn samt babyer i familien har aldrig vækket moderfølelser i mig, som andre måske oplever det. Jeg er glad for dem og holder af dem, og jeg elsker at se deres forældre få den glæde, det er at få børn. Men jeg er aldrig blevet “smittet”, og det er først mine egne børn, der vækker de følelser i mig.

    Jeg kan godt forstå, du tænker meget på det. Men jeg tror ikke på, at alle får den samme følelse af at være sikker og klar. Og hvis man i bund og grund gerne vil have børn, synes jeg ikke, man behøver at gå og vente på den følelse.

    Samtidig vil jeg sige, at det er helt umuligt at forestille sig, hvordan det er at have børn, før man har dem. Så hvis man beslutter sig for ikke at få dem, så synes jeg, man skal være helt sikker. For så vælger man jo det, man kender, til, og det, man ikke aner noget om, fra. Håber det giver mening ☺️

    Held og lykke med jeres overvejelser.😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Dejligt at høre Julie, at du har fået den følelse med dine egne, men at den ikke blev vækket af børn i familie samt blandt venner, for det er jo min egen tanke, at det er helt underligt babyer så tæt på mig INTET vækker i mig.. altså andet end de er mega søde og jeg holder meget af dem.
      Det er jeg glad for du siger, at det ikke nødvendigvis er alle der får den følelse inden de får børn.

      Men tusind tak, det er rart at dele mine tanker og virkelig dejligt I er flere der kommer med jeres erfaringer og tanker, det gør det hele lidt mindre.. ensomt at være i 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har altid vidst jeg ville have børn, uden egentlig at være skruk. Jeg har heller aldrig været typen der har haft behov for at holde eller lege med andres børn. I dag er jeg mor til en dreng på 8 måneder, og jeg ved ikke noget bedre end at være hans mor. Andre børn eller babyer siger mig stadig ikke noget, og jeg kan stadig blive helt i tvivl om hvordan man holder andres babyer, men med min egen er jeg ikke i tvivl. Jeg var ikke skruk på den der “jeg elsker babyer og derfor vil jeg have min egen” måde, men valgte at få barn med min kæreste fordi jeg vidste at jeg på sigt ikke ønskede et liv uden børn. Vi begyndte at prøve da vi begge var færdige med uddannelser og da det “passede ind” (det gør det jo aldrig rigtigt, men da det passede så godt som muligt). Det var overvældende da jeg blev gravid selvom jeg jo godt vidste at det kunne ske, og i min graviditet nåede jeg heller ikke at blive “skruk”. Der er noget helt specielt ved at det er ens eget barn. Hvis jeg havde ventet på at blive skruk og helt klar til at få børn, så havde jeg nok aldrig fået børn. Jeg elsker min søn, men jeg “elsker” ikke børn generelt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      DEJLIGT med din kommentar S. Det lyder meget som jeg har det.. altså ikke at være skruk. Så det er godt at høre at du har det helt anderledes med din egen lille søn <3 Så det med at vente på at blive MEGA skruk, kan jeg måske godt se ikke altid er det rigtige 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Jeg er 31 år og mor til 2. Jeg har ALTID vidst at jeg ville have børn og gerne så tidligt så muligt. Jeg har haft en helt gennemtrængende følelse af, at det var den eneste mening med livet – at reproducere sig og give sine gener, værdier, osv videre til den næste generation. Jeg fik mit første barn som 26 årig – som den allerførste i min familie og vennekreds.
    Og jeg fik et chok! For det første kunne jeg slet ikke finde de der moderlige kærlighedsfølelser frem, altså min datter var rigtig sød – bevares. Men jeg havde ikke rigtig følelsen af at elske hende. Mor-identiteten havde jeg også rigtig svært ved at finde mig rigtig til rette i. Det som jeg var sikker på ville føles så naturligt for mig, føltes fremmed. Jeg forestillede ikke mig selv som en mor, og det jeg ellers havde bygget min identitet op omkring (arbejde, studie, interesser, venner osv) forsvandt næsten i kraft af barslen. Jeg synes det var en meget svær tid i starten – jeg vil dog lige understrge at jeg på ingen måde var deprimeret, hvilket min besked måske kunne tyde lidt på, jeg var glad nok, men jeg synes det var svært. Nu er det snart 5 år siden hele min verden blev vendt på hovedet og en dejlig lille dreng er kommet til efterfølgende. Idag er jeg lykkelig for og elsker mine børn helt ubeskriveligt, de giver mit liv en mening, som intet andet før har kunnet. Diverse arbejds- studie- og hobbyprojekter kan godt pakke sammen, der er INTET du er mere stolt af og lykkelig for end dine børn. Men jeg savner helt klart også tiden før dem og jeg glæder mig også til de bliver større og jeg får mere frihed igen. Jeg savner kærestetid, vennetid,rejser, restaurantmiddage og tid til at dyrke mine egne interesser og arbejdsliv i større omfang. Men jeg prøver også at nyde tiden nu, for den er så kort (selvom den føles så lang) 🙂

    Der er ingen skam i ikke at ville have børn. I min optik er det synd at sætte børn i verden, hvis man ikke ønsker dem, jeg er selv barn af en mor, som aldrig havde fået børn, hvis ikke det havde været min fars brændende ønske og selvom jeg aldrig har været direkte uønsket, så kunne jeg som barn godt mærke hendes manglende engagement og lyst til at have børn, selvom hun gjorde sit bedste.
    Man kan selvfølgelig godt være meget i tvivl og jeg tror de fleste ender med at være glade for de gjorde det. Men hvis man virkelig ikke har lyst, så tror jeg ikke at man skal gøre det. Jeg tror både med børn og alle andre ting her i livet at det er vigtigt at lytte til den lille stemme længst inde i maven, den taler som regel sandt.
    Du må endelig ikke misforstå mig, jeg vil på ingen måde antyde at du bliver en dårlig mor, fordi du sætter spørgsmålstegn ved børn. Slet ikke. Men jeg tror bare at det kan være svært at dedikere sig 100% til noget der optager stortset alt din tid og energi (og iøvrigt er det hårdeste du nogensinde har prøvet) i en længere årrække, hvis ikke du virkelig gerne vil det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tusind tak for din besked P, det sætter jeg kæmpe pris på.
      Det er dejligt at læse om, at selvom man kan være mega skruk, så kan det også være en stor mundfuld at blive mor. Det gør det hele mindre skræmmende at læse din historie. Jeg kan godt forestille mig et savn til dét der var før, men det er så skønt at høre, at den kærlighed til ens børn den er så speciel. Det kan jo være helt svært at forestille sig, når man ikke har dem 😉

      Jeg tager det ikke som kritik, på ingen måde. Jeg ville aldrig sætte børn i verden, hvis jeg inderst inde ikke havde lyst. Det må have været virkelig ubehageligt med en forælder, der ikke rigtig har engagement og lyst til man er der, så dét ville jeg heller aldrig gøre.<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg er selv relativt højgravid (hvornår må man egentlig begynde at sige det???), og jeg var da nok også det, man kalder “skruk” inden. Min skrukhed har bare altid drejet sig mere om en ældre alder. Jeg glæder mig til min kommende pige når op i alderen. Begynder at tale. Sige sjove ting. Til jeg kan lege med hende, spille ting, gå ture osv. Jeg har aldrig (og er det egentlig stadig ikke…) specielt spædbarnsskruk – og bliver helt klart fyldt med en form for tvivl om, om jeg kan være mor til et spædbarn; og om jeg overhovedet har lyst til det. Men dog vil jeg så sige, at jeg føler mig helt og aldeles klar (så klar som man nu bliver…) til at blive nogens mor. Jeg bliver stadig angst ved tanken, og jeg er nervøs for, hvad det gør ved mit parforhold og alt muligt andet trygt i min tilværelse. Men jeg er klar til den udfordring – og til at se min kæreste i rollen som far. Tvivlen tror jeg aldrig går væk – medmindre du i sidste ende er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet vil have børn, eller om det er en eller anden samfundsnorm, som du lader dig styre af.
    Nå ja – min veninde fødte for 1,5 år siden og var SKRUK. Sådan helt ind i æggestokkene skruk. Og da baby kom følte hun altså ikke den der pludselige forelskelse, og dét er også HELT normalt! Ligesom situationen hvor man måske ikke var skruk, men pludselig blev forelsket er det! Jeg tror forresten, at Ditte Estrup (Instagram) har talt om, at hun ikke var skruk, da hun fik sin datter. Måske du også kan få lidt indsigt der ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak for din kommentar A. Det er sjovt at læse de ting du er skruk omkring/glæder dig til. For jeg har det nemlig modsat. Ikke at jeg er spædbarns/babyskruk, men noget der skræmmer mig endnu mere, er når de bliver ældre. Når de skal i børnehave og skole osv. Det er som om dét kan jeg slet ikke forestille mig, så der har jeg det helt modsat dig 😀 Men du har nok ret i, at frygten for den ændring det skaber altid vil ligge der.
      Tak for anbefaling ift Ditte, det får jeg lige kigget på, det er så dejligt med gode råd og erfaringer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Lykke

    Jeg tror jeg har det på samme måde som dig. Jeg er 26 år gammel og har altid været bevidst om at jeg en dag skal være mor og at det bliver den vigtigste rolle i mit liv.
    Jeg elsker at være tæt på børn og interagere med dem, men jeg bliver ikke skruk af dem og jeg er ikke typen der er syg efter at skulle dufte til en nyfødt baby.
    Jeg er alligevel overbevist om at det er mit lod i livet at få børn og at den store kærlighed opstår ligeså snart jeg mærker liv i maven og ser mit barn for allerførste gang 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Jeg tror og håber på det er ligesådan for mig. Jeg er også inderst inde overbevist om, at selvfølgelig skal jeg have børn. Så jeg sætter også mit store håb til, at når jeg møder min egen lille mus, eller mærker liv i maven første gang, så er det min største kærlighed 🙂 Tak for din besked!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kram til dig.
    Kan det handle noget om, at du ikke helt vil miste den frihed du har nu? Og det forhold i har til hinanden nu? For tingene vil jo ændre sig, og forholdet bliver noget andet.
    Jeg fik min første lige inden jeg blev 24 år. Er selvvalgt solomor til en dreng på næsten 3 år, og nu er jeg gravid med nr 2. Jeg var meget skruk, hvilket også er en af grunden til, at jeg valgte at få et barn med mig selv, og nu venter mig igen. Da jeg startede på fertilitetsklinikken fandt jeg som 23 årig ud af, at jeg har en meget lav ægreserve for min alder, og den var faldet meget siden, da jeg skulle i gang med nr 2. Det er sku hårdt at få at vide, at man formegentlig går tidligt i overgangsalderen… Men begge mine graviditeter er lykkedes i første forsøg. Så selvom jeg har få æg, så er de heldigvis gode.
    Jeg tror på, at man skal få børn når man grundlæggende ikke kan lade være. Men

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak Katrine <3
      Ja måske handler det om frygten for at miste min frihed? Den fylder da også, for lige nu synes jeg jo vi har det helt fantastisk sammen og det er jo 100% en ændring i ens liv og parforhold, når der kommer et barn. Ikke dermed sagt det ikke er en fantastisk ændring, men ikke desto mindre en ændring. Og det kan jeg måske have svært ved at forestille mig.
      Hvor er det mega sejt du er solomor og fantastisk at læse, at du på trods af beskeden om lav ægreserve har haft held med det i første forsøg begge gange <3 Jeg ved ikke om din besked blev afbrudt til sidst, men jeg er helt enig med dig i det første i hvert fald 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2 uger tilbage og en lille status på det dér liv