Den store netflix-guide: De 20 bedste serier på Netflix 2019

Jeg tager lige en tur mere.. på 10 uger

Jeg afsluttede for en måned siden en måned på nupo. Det gik virkelig godt og jeg havde flotte resultater. Meningen og planen var, at jeg skulle fortsætte en måned, men med nogle flere pausedage end første måned. Det endte ikke sådan. Jeg har haft en måned med helt almindelig mad. Der har været plads til både det sunde og usunde. Og træningen, dén har jeg holdt. Dog har jeg ikke været heeelt god den måned, der har været lidt for meget plads til det usunde, lidt for mange fejringsdage af min store beslutning. Derudover har jeg ikke været god nok til at få drukket nok vand. Alt i alt betyder det jeg har taget 1,5 kg på ud af de 7 jeg tabte. Hvilket er okay, taget i betragtning at jeg har givet den lidt for meget gas. MEN det er ikke den vej det skal gå, og slet ikke i den fart, så nu tager jeg en tur mere. Denne gang på 10 uger (gisp!). Dette af flere grunde: Jeg rejser til Costa Rica om 3 små måneder, og jeg vil gerne give den alt hvad den kan trække og føle mig ekstra lækker i mit sommertøj. Jeg vil gerne have styr på min sult, mit indtag, mine cravings.. min krop. Jeg ved nupo er hård, men jeg ved også det er en effektiv kur. Jo længere tid jeg holder den, jo mere får jeg kontrol over min krop og cravings. Derudover, som en lille bonus, så vil jeg gerne se om jeg kan leve vegetarisk efter nupo. Nupo ér jo vegetarisk, så hvis jeg har taget de første 10 uger, så vil jeg gerne fortsætte så vidt muligt jeg kan uden kød.

I løbet af de 10 uger har jeg dog et par pausedage. Jeg har fødselsdag i november og tænker ikke at spise nupo dér, så kommer julen, der skal jeg selvfølgelig heller ikke have nupo, så er der Mattis’ fødselsdag og nytårsaften. Dvs. 4 dage i alt på 10 uger, hvor jeg spiser almindelig mad. Jeg vil forsøge at holde det til aftensmaden og ikke kaste alt i hovedet, men det er dage hvor alt er tilladt. Jeg har altså ikke regler for hvad jeg må spise til jul/hvad jeg skal holde mig fra osv. Jeg spiser de dage jeg har pause, og jeg spiser lige det jeg har lyst til.

Så.. I dag er dag 1 ud af 70. Shit, det er mange dage. Indtil videre har jeg tabt 7 kilo første måned, så taget 1,5 kg på måneden efter. Dvs. 5,5 kg. vægttab og nu ser jeg det så som jeg fortsætter dette. I stedet for at slå mig selv i hovedet over at fejle, så vælger jeg at se at jeg har tabt 5,5 kg, jeg får trænet 3+ gange om ugen og nu nupper jeg lige 2. ryk. Jeg giver den maks gas, og jeg vil rigtig gerne dele det både her og på min instagram til de interesserede. Måske der er nogen, der har lyst til at joine mig? Bare noget af vejen måske.

Hvis I sidder med en masse spørgsmål omkring, hvorfor jeg vælger nupo og hvordan jeg spiser det, så har jeg skrevet alt det i indlæggene her.

5 kommentarer

  • Line

    Jeg har igennem din sidste Nupo-kur holdt min mund, for har man ikke noget pænt at sige, så hellere lade være, ikke?

    Nu siger jeg så alligevel noget. Og jeg håber virkelig, virkelig, du ved, at der ligger meget kærlighed bag, og at jeg på ingen måde ønsker, at det skal være et personligt angreb mod dig, skønne Line.

    Men hvor er jeg dog ked af, at du går på og promoverer disse Nupo-kure. Jeg finder virkelig, at det er udtryk for diætkulturen, når den er allerværst. Du er en straight size kvinde, der skal på ferie, og derfor finder du det vigtigt at tabe dig ved at gå på en kur, hvor man ikke indtager “rigtig mad”. Du sætter så meget energi ind på at skrumpe dig selv for at passe ind i et ideal. Du mener kun, du kan føle dig lækker i sommertøj, hvis du taber en ganske stor del af din masse ved at gå på streng, streng slankekur? Det synes jeg virkelig er et rigtigt trist budskab at sende ud.

    Nupo er jo absolut ikke en livsstilsændring eller måde at finde mere balance i sult, vaner, næring og sundhed på. Du skriver i indlægget her:” Jeg vil gerne have styr på min sult, mit indtag, mine cravings.. min krop. Jeg ved nupo er hård, men jeg ved også det er en effektiv kur. Jo længere tid jeg holder den, jo mere får jeg kontrol over min krop og cravings.”. Det er helt videnskabeligt forkert. Der er tydelig evidens for, at restriktion fører til tab af kontrol, manglende sultfornemmelse, følelse af “cravings” (som rent fysisk ikke er en ting, men derimod noget, der opstår, som man nægter sig selv fødevarer). Endvidere er det ikke en effektiv kur. Gennemsnitligt set tager næsten, næsten alle kiloene på igen. Og så er det at leve for 800 kalorier om dagen altså skadeligt, uanset hvad de påstår. Så det gør mig bare så ondt, at du køber ind på den skadelig diætkultur og igen smider ikke bare penge, men også promovering og indirekte reklamer for Nupo og for den slags mentalt såvel som fysisk usunde slankekure.

    Ønsker man at tabe sig eller at blive sundere og få mere balance (hvilket bestemt ikke nødvendigvis er lig det at tabe sig) er vejen at give sig selv lov til at spise alt, men så faktisk mærke efter, hvad man egentlig har lyst til, og hvornår man er mæt. Og helt generelt bare at følge noget så kedeligt som kostrådene. Grøntsager, fisk, fuldkorn, masser af vand, varieret, daglig bevægelse etc.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hej Line

      Først og fremmest er det bare så fint og helt okay du skriver 🙂 Jeg tager det ikke som et angreb og jeg kan sagtens tåle, at der er mange meninger og holdninger herinde. Så der er ingen sure miner her 😉 <3 Jeg er glad for din besked og har læst den, men jeg synes jeg har svaret på det meste i de andre nupo-indlæg.

      Jeg ved godt at masser af sund, varieret mad, motion osv., er vejen frem – også på den lange bane, så det er bestemt ikke fordi jeg ikke er klar over, hvordan man lever sundest og bedst, ligesom jeg heller ikke har tænkt mig at leve på nupo for evigt. Men jeg fortæller om MINE udfordringer og dermed valg, og der er vi jo allesammen forskellige. Der er mange holdninger til nupo, men det er altså videnskabeligt bevist at det ikke er skadeligt for kroppen. Jeg vil dog ikke gå for meget ind i en diskussion omkring nupo, da jeg synes man skal læse på deres hjemmeside og/eller alternativt kontakte nupo for en snak, hvis man er i tvivl.

      Rigtig god weekend, og tak for din kommentar ! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna Friis

    Jeg har købt chokolade shake og cafe latte. Puha, den cafe latte er nok noget nær det dårligste jeg har smagt. Jeg tror kun jeg kan chokoladen.. Tager virkelig hatten af for dit mål – inspirerende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg er slet ikke disciplineret nok til Nupo – forsøgte én gang for nogle år siden, og jeg holdte omkring en uges tid 😂

    Ps! Er virkelig spændt på at høre om dine fremtidsplaner / grund til din opsigelse 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Shit det er en sej beslutning! Held og lykke med det 🙂
    Hvad siger din kæreste til at skulle “spise selv” i så mange uger?
    Og hvordan er dit energiniveau på NUPO? Nu hvor du stadig holder fast i din træning.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den store netflix-guide: De 20 bedste serier på Netflix 2019