Coronabekymringer

Hvorfor har jeg ikke haft lyst til at blogge som jeg plejer de sidste par år?

Jeg har brugt den sidste måneds tid på at tænke meget over hvad jeg vil med bloggen her. Er det på tide at lukke og slukke og sige, at det var det? Er det nu jeg slipper alt hvad alle tænker og går all in på at skrive, som jeg SAVNER? Det har været svært, for det sidste halvandet år eller to år har bloggen her givet mig ondt i maven. Den har været forbundet med så meget dårlig energi, at jeg slet ikke har haft lyst til at skrive noget herinde.. til at dele længere. Det har været nemmere at lukke øjnene og forsvinde fra det. Lade som om den ikke findes. Men der har samtidig været noget ved det at skrive, som jeg ikke kan slippe. Dét, at dele mine tanker, billeder og ikke mindst inspiration herinde, det savner jeg helt vildt. Jeg elsker at skrive, jeg elsker at være kreativ, og jeg har derfor ikke været klar til at lukke og slukke for good. Derfor har bloggen de sidste års tid været præget af meget få indlæg, meget få ærlige indlæg og lange pauser imellem dem. Det betyder selvfølgelig at det har været ret.. ja.. røvsygt at følge med herinde. For hvis man ikke rigtig tør dele noget der er sådan helt ærligt, hvorfor skulle folk så gide at læse det? Så det har været en kedelig spiral, og for halvandet år siden var jeg meget tæt på bare at sige stop.

Men jeg vil ikke gå og savne at lave noget, som jeg så nemt har adgang til, og selv være skyld i jeg ikke gør det. Jeg blogger ikke for at tjene penge eller leve af det, jeg gør det fordi jeg elsker at dele mine tanker, jeg elsker jeres gode råd, feedback og ikke mindst så elsker jeg at kunne se tilbage her i min lille virtuelle dagbog.

Jeg tænkte at starte ud med at skrive, hvorfor bloggen har givet mig ondt i maven i så lang tid. Så det måske giver mening, hvorfor det hele pludselig ændrede sig til dét det har været de sidste år. Det har været noget jeg ikke har haft lyst til at dele, fordi det har været skrøbeligt. Jeg træder stadig varsomt, for det sidste jeg vil er at udstille nogen eller sætte dem (eller mig) i dårligt lys. Men det er ikke nogen hemmelighed, at min blog og sociale medier i periode skabte noget .. ja.. mærkelig stemning på mit arbejde (det arbejde jeg stoppede på i december). Det gik fra at være noget jeg synes var sjovt, et sted jeg elskede at dele, til at være noget jeg blev enormt usikker omkring. Nogle af mine kollegaer, tror jeg, synes det med at blogge og dele ud af sig selv på den måde, var fuldstændig tåbeligt. Hvilket selvfølgelig er helt okay, hver sin interesse, hver sin holdning. Men det endte flere gange med jeg havde nogle møder med min leder omkring nogle indlæg jeg havde skrevet, min aktivitet på sociale medier, hvordan jeg delte ting osv. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det var enormt pinligt og ubehageligt for mig, for jeg følte ikke jeg gjorde noget forkert. Jeg har aldrig skrevet dårligt om mine kollegaer, mine arbejdsopgaver, min leder eller min arbejdsplads herinde, tværtimod.  Så at sidde til endnu et møde, med en klump i halsen over andre har talt om mig og er gået til min leder med det, det gjorde pisse ondt.

Jeg var flere gange grædefærdig og måtte ud på toilettet og lige samle mig. Min leder var simpelthen så sød og ordentlig, hun fortalte altid, at hun absolut intet problem havde med hvad folk lavede uden for deres arbejde, så længe det ikke påvirkede deres arbejde og borgere. Hvis pludselig nogle borgere ikke ville have mig som socialrådgiver grundet mine sociale medier, ja så måtte vi jo tage den derfra, men sådan var  eller blev det aldrig. Så hun var god og støttende, men samtidig havde hun jo en forpligtelse som leder til, at tage de samtaler med mig, hvis andre kollegaer følte sig bekymrede/ramt/stødt eller hvad det har været. Både af hensyn til mig og til de andre. Efter mine tudeture på toilettet, var det svært at gå tilbage på kontoret og arbejde videre. For hvem var de her mennesker? Hvem synes jeg gjorde noget forkert? Påvirkede det min måde at være kollega på for dem? Påvirkede det min måde at tage fra på eller udnytte mit bedste i arbejdet? Nej, det synes jeg aldrig det gjorde. Jeg kom og jeg tog fra, præcis som jeg skulle. Sådan havde jeg det selv, og jeg fik heller aldrig andet at vide fra min leder. Jeg synes jeg talte pænt og ordentligt til alle, og jeg respekterede virkelig mine kollegaer. Jeg har aldrig ønsket andet end at vi kunne have det rart sammen.

Jeg havde derfor ikke nogen lyst til at dele af mig selv. Selvom jeg følte jeg havde det godt med stort set alle mine kollegaer, så var tanken om nogle af dem måske sad og grinede af mine gamle eller nye indlæg bag min ryg ikke rar. Tanken om de blev ‘bekymrede’ over min adfærd og følte sig nødsaget til at bringe dette videre til min leder var så ubehagelig, ydmygende og smertefuld, at jeg synes det var nemmere at stoppe med at dele. Jeg havde ikke lyst til at lukke bloggen, den betyder jo meget for mig, men jeg havde heller ikke lyst til at dele, så det resulterede i halvhjertede og lunkne indlæg, uden egentlig formål. Det gjorde hverken mig eller nogen andre glade, men jeg følte det var som en meget tør plante, der trods alt havde bedre af nogle dråber vand end ingenting. Måske jeg følte det var det, der skulle til for at holde den i live?

Det endte en dag i et møde ikke særlig godt. Jeg fik taget hul på bylden omkring dem der eventuelt havde en holdning til min aktivitet på sociale medier, og om vi ikke kunne tale om det sammen – ansigt til ansigt. Jeg ville hellere have det at vide igennem dem og tage en god snak om det, end at blive trukket til side af min leder for 3. gang, så hun kunne fortælle at ‘nogen’ havde sagt ‘noget’. Det var bare så ubehagligt og betændt, og som kollegaer skal man stole på hinanden og have det rart. Hvis der er noget man synes er underligt, bekymrende, svært eller andet, så er det bedste jo at man får det løst sammen. Man behøver ikke være bedste venner med alle og se dem privat, men man skal kunne stole på, at man er der for hinanden. Især i det vi lavede, som var tungt arbejde med udsatte børn og unge. Så jeg tog hul på det med mine kolleger til et møde en dag, med bævrende stemme og røde kinder fik jeg sagt det højt. Der blev stille i noget tid, mit hjerte hamrede og så startede snakken ellers. Jeg hverken vil eller skal gå i detaljer med mødet, for som sagt er det her ikke for at hænge nogen ud, hverken dem eller mig selv, men det endte ikke som jeg havde forventet, og jeg TUDbrølede, mens jeg forsøgte at forsvare og forklare mig selv. Der blev sagt nogle ting som gjorde pisse hamrende ondt, og efter det møde var jeg efterladt med endnu mere AV. Selvom man får talt om de ting og mødet ender med ‘at vi har det løst’ og ‘vi er okay’ så har jeg jo stadig siddet i den situation og fået de ting at vide. Jeg har siddet, fuldstændig sårbar og ulykkelig foran kollegaer og leder og grædt som et lille barn, I ved på den der full-on snotbobler og jeg-kan-ikke-få-luft barnemåde. Den situation sætter sig dybt i én.

Jeg har haft så mange tanker og følelser, så mange idéer, spørgsmål og kreativitet jeg har haft lyst til at dele herinde. Og det vil jeg nu, for jeg savner det helt vildt. Jeg har ikke lyst til at holde mig væk af frygt for hvad andre tænker eller siger. Jeg er ikke længere på en arbejdsplads, hvor jeg behøver bekymre mig om hvad de andre tænker eller siger om mig. Men det har taget mig tid at nå hertil. For jeg har stadig tænkt meget på om nogen af dem måske sidder og dømmer mig. Hvad de mon siger om mig. Men hvad så hvis de gør? Jeg ved jeg aldrig nogensinde har delt noget jeg ikke kan stå inde for, jeg ved også at jeg gjorde et godt stykke arbejde på min gamle arbejdsplads, og på trods af mine sociale medier, så var jeg effektiv og ordentlig, hvilket er vigtigt for mig at sidde tilbage med. Jeg smækkede ikke med døre da jeg sagde op, jeg fik sagt pænt farvel og jeg ønsker af hjertet alle mine kollegaer på min gamle arbejdsplads det bedste. Så nu er det tid til jeg tænker på mig. På hvad jeg har lyst til, og ikke hvad nogen andre tænker.

Jeg har stadig kontakt til nogle af mine gamle kollegaer, og har fået en af mine allerbedste veninder ud af det. Jeg er lykkelig for mine knap 3 år på min gamle arbejdsplads, det har lært mig så meget at være der, både ift. at være socialrådgiver, men også om mig selv og om andre. Men nu er jeg klar, klar til at dele herinde. Jeg er gået igang med et nyt og spændende eventyr som jeg gerne vil dele. Jeg går med tanker om børn, hus og alt derimellem, tanker som jeg vil elske at dele med jer og nedskrive her til evigt mine for mig selv.

Så nu vil jeg tilbage til at dele. Det er jo ikke fordi hver dag bliver det vildeste indlæg om crazy ting der sker i mit liv, for jeg har jo også bare et helt almindeligt liv. Men at dele min hverdag, mine projekter, bekymringer og tanker, det har jeg virkelig savnet. Jeg håber stadig nogen har lyst til at læse med, men hvis ikke, så er jeg bare glad for at kunne bruge min virtuelle dagbog igen, for det har jeg virkelig savnet!

 

12 kommentarer

  • Nanna

    Det lyder som en yderst ubehagelig oplevelse…Forstår ikke konceptet for “voksenmobning” , men desværre er der nogle mennesker som har et behov for at hæve sig over andre.

    Jeg har fulgt med i omtrent ti år, og har aldrig set dig som værende svag. Derimod syntes jeg at du virker enormt stærk! At være følsom og ærlig er ikke en svaghed, men derimod en styrke som skræmmer mange…

    Jeg glæder mig til at følge med! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tusind tak for de flotte ord, Nanna. Det er jeg rigtig glad for at høre <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Dejligt du har genfundet lysten og ja, du skal være pisse ligeglad med, hvad andre tænker! Jeg har læst med siden du lige var flyttet sammen med P, og jeg har altid set dig som en meget stærk person. Jeg genlæste dit kærestesorgs-indlæg, da jeg selv gennemgik det, ligesom jeg også uddannede mig til socialrådgiver 1-2 år efter dig, efter at have været forvirret vedr uddannelse og fremtid ligesom dig. Du skal aldrig lade andre menneskers mening stoppe dig fra at gøre dét, som du er så dygtig til; nemlig at skrive indlæg med meningsfyldt indhold. Det er savnet midt i den dominerende Instagram verden. Jeg er også socialrådgiver i en kommune, og jeg kan fortælle, at ingen af mine kolleger nogensinde ville opføre sig sådan der. Det lyder som det helt rigtige valg, at du gik en anden vej. Jeg glæder mig til at læse med igen! Kæmpe virtuelt kram herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      TAK Camilla, for den mega dejlige kommentar. Det er så hyggeligt når I har fulgt med i så mange år, det er jo som en lille familie næsten <3 Kæmpe kram tilbage !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Ej det gør mig ondt, at du har været sådan et forløb igennem.
    Du har da altid skrevet sobert og godt og jeg følger stadig, selvfølgelig 🙂
    Nogle socialrådgivere kan være lidt fordømmende, desværre, selvom de burde åbne op og stikke en finger i jorden.
    Du tackler det flot nu, men forstår godt du tudbrølede.
    Knus og glæder mig til at læse med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tusind tak Tina. Jeg ér også lidt af en følebolle, så sådan noget rammer mig måske hårdere end det ville ramme andre 😉 Jeg har haft en dejlig tid på mit gamle arbejde, og rigtig mange af mine kollegaer, de fleste af dem, kom jeg rigtig godt ud af det med, de var skide søde. Så det er bestemt ikke for at sætte dem i dårligt lys, men fordi det er vigtigt for mig at fortælle hvorfor jeg ikke rigtig har været så aktiv herinde nogle år.
      Knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hvor er det dejligt at du er tilbage 😊 Jeg har fulgt dig i mange år efterhånden og synes din blog er så fin og personlig. Jeg er efterhånden holdt på med at følge de store Bloggere, da jeg følte at det hele blev lidt for ens og upersonligt.
    Sikke en ubehagelig situation. Nu har jeg selvfølgelig kun hørt noget af historien og fra din vinkel. Men det virker helt absurd. Din blog er jo på ingen måde kontroversiel. Og det lyder helt ærligt som nogle virkelig dårlige kollegaer, der ikke er gået direkte til dig med det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tak for de fin ord, Pernille. Dejligt du følger med <3 Ja du har jo kun en lille del af historien fra min side, de andre har nok en holdning der kunne se helt anderledes ud. Men ikke desto mindre var det min oplevelse og den følelse det efterlod mig med var ikke rar. Jeg ønsker ikke at sætte nogen i dårligt lys, men det var vigtigt for mig at få sat ord på hvorfor jeg de sidste år ikke har blogget som jeg ellers plejede og gerne vil 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla T

    Velkommen tilbage <3 Jeg vil glæde mig til at følge med igen.
    Og så vil jeg sige, at jeg synes, du er sej for, at du ikke lader de “få” oplevelser, ødelægge dine tre år. Jeg er ikke selv så god til det, hvis noget først har været en rigtig ubehagelig oplevelse. Men det tror jeg er vigtigt at kunne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tusind tak.. det er også svært, men det er en federe følelse at sidde tilbage med, når man har taget alt det gode med 🙂 <3 Dejligt du følger med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Jeg glæder mig til at følge med ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Coronabekymringer