Drømmer om at rykke videre

Når man har taget den helt rigtige beslutning

Billederne er fra vores selv-pluk tur sidste år. Men uh, hvor jeg glæder mig til at plukke lækre bær igen snart.

I weekenden tog Mattis og jeg en tur til Rokkedyssegaard for at købe lidt jordbær. Det kan man nemlig nu, men jeg er dog alligevel mere fan af når man selv kan plukke dem lidt længere fremme på sommeren. Rokkedysse er en frugtplantage med mulighed for selv-pluk om sommeren og med en gårdbutik hvor man kan købe hjemmelaves is osv. Super hyggeligt, og et sted vi altid besøger og plukker lidt frugt om sommeren. Det ligger i Værløse. Og det er egentlig derfor jeg skriver dette indlæg, for mit gamle arbejde ligger også i Værløse, så vi kørte den præcis samme vej som jeg har taget hver morgen til arbejde i 3 år og lige forbi min gamle arbejdsplads. Jeg var faktisk i store træk glad for mit arbejde, jeg synes der var nogle dejlige kollegaer, jeg synes arbejdsopgaverne var okay (nogle dage bedre end andre) og vi havde en god leder, som også havde forståelse for behov for en hjemmearbejdsdag i ny og næ eller andet. Igen, i store træk var jeg rigtig godt tilfreds med det. Der var dog også mange ting jeg ikke var så glad for, og jeg tror bare når man arbejder på et område som jeg gjorde, så er det svært at være sprudlende glad for sit arbejde hele tiden. Det var det i hvertfald for mig. Jeg lærte også, at det for mig kan være svært at sidde med så tunge problemstillinger, og konstant skulle tage stilling til og stå til regnskab for folks bekymringer og problemer. Jeg lærte om mig selv, at jeg ikke trives i et arbejde hvor man aldrig anerkendes og det var næsten den største udfordring for mig. Når man knokler i et job, hvilket som helst job, så har man også engang imellem brug for et klap på skulderen, et ‘godt gået’ eller et ‘tak for hjælpen’. Mit arbejde med udsatte borgere og deres børn betød, at den anerkendelse (selvfølgelig) ikke blev givet fra borgeren. Ofte repræsenterer jeg et måske årelangt og hårdt sagsforløb igennem skoler, psykologer og andet uden effekt. Jeg repræsenterer ‘kommunen’ og nogen gange er man den 6. sagsbehandler på en sag fordi årene er gået osv. Man var tit udskældt, og jeg vidste jo godt det ikke handlede om mig personligt, men derfor var det virkelig hårdt til tider at bære på al den frustration, sorg og utilfredshed, når man havde 30 andre med samme tunge problemstillinger, og man nogle dage løb så stærkt at man ikke fik frokost. Jeg lærte i hvert fald, at netop den del af mit arbejde for mig var en af de sværeste.

Det var en kæmpe beslutning at sige op, en beslutning jeg tænkte over dag og nat op til den blev taget og i meget lang tid. Mange måneder, hvor jeg hele tiden blev enig med mig selv om, at det var en virkelig dum beslutning at sige op. Men jeg endte jo alligevel med at gøre det, at sige op. At forlade mit trygge, faste, stabile job, med fin indkomst, pension og barselsmuligheder til ja.. uvisheden. Jeg tænkte længe efterfølgende over, om det mon var den rigtige beslutning. Som tiden er gået er det blevet tydeligt for mig, at det var den helt rigtige beslutning, og da vi i weekenden (tilbage til alt det med at plukke frugt) var en tur i Værløse for at købe jordbær, fik jeg et sug i maven da vi kørte forbi mit gamle arbejde. Ikke et ‘øv hvor jeg savner det’ sug i maven, men mere sådan et ‘puha hvor er jeg glad for den beslutning jeg har taget’. Jeg kunne pludselig mærke hvordan det var at komme kørende ind på parkeringspladsen om morgenen og vide, at jeg var bagud i en masse sager, havde mange møder og måske et par borgere som ville ringe til mig og svine mig til.. igen. Jeg talte med Mattis om det hele, om suget i maven og beslutningen og så fik jeg en følelse af at være skide stolt af mig selv. For at sige op og turde gøre det, som jeg gik og drømte om. Der er ingen der ved hvad fremtiden bringer, men jeg havde brug for at gøre det her for mig selv nu, og det gjorde jeg. At køre forbi mit gamle arbejde og vide, at den tur skal jeg ikke tage hver morgen og eftermiddag mere, det understregede bare, at min beslutning var den helt rigtige. Der er stadig tidspunkter hvor jeg bliver bange og forvirret og alt derimellem, men det meste af tiden er jeg bare så glad og pisse stolt.

Det var virkelig det helt rigtige og jeg glæder mig sådan til at se, hvad fremtiden bringer.

1 kommentar

  • Elliot

    Hej Line.

    Du skriver så rørende, inspirerende og reflekterende indlægs. Jeg føler så meget med dig, hvilket giver mig lyst til at give dig et virtuelt kram herfra <3

    Hvis du har overskud og lyst, så kunne jeg godt tænke mig at høre mere om din arbejdsplads. Jeg søger snart ind til socialrådgiveruddannelsen, så er meget interesseret – for jeg vil gerne arbejde i Familieafdelingen.

    – Hvad var din primære arbejdsopgaver?

    – Hvordan var det at sidde til tværfaglige møder omkring barnet?

    – Hvordan var det at skrive børnefaglige undersøgelser, når der var pres på?

    – Var det ikke stressende, at I ikke havde kompetencebevilling?

    – Hvad var en typisk arbejdsdag for dig?

    – Hvad kunne akutteopgaver være?

    Det var ikke så mange spørgsmål, men i hvert fald, så er det mere i den retning – jeg efterspørger.

    Tusind tak – for dig og dine indlægs!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Drømmer om at rykke videre