Majplaner

Snart børn.. min største bekymring

Min dejlige nevø Sylvester. Vi er blevet meget glade for hinanden og jeg elsker at følge ham så tæt <3

Jeg har mange gange herinde skrevet om det at skulle få børn. Både det indlæg hvor jeg skrev at jeg ikke rigtig er skruk, indlægget hvor jeg skrev jeg nu føler mig mere klar og så mine indlæg om det fertilitetstjek vi har fået lavet. Dem kan I læse, hvis I har lyst. Så nu kommer det til at handle om de børn igen, for det ér noget der fylder rigtig meget for mig, stort set hver dag. Det er noget vi taler meget om herhjemme. Lige nu er der total babyboom omkring mig og jeg føler mig efterhånden som en af de sidste af mine venner/familie der går igang.. selvom jeg ikke helt er den sidste, men I forstår. Jeg føler det med at få børn er det største der sker i ens liv, det vildeste og det mest grænseoverskridende. Alligevel oplever jeg at flere ‘bare gør det’. Og det ved jeg selvfølgelig godt sikkert ikke er tilfældet, de fleste har da nok mange tanker og overvejelser som mig. Men jeg har jo mega angst for at føde, er bange for hvordan det bliver at have barn, er bange for at fortryde eller fortryde jeg ikke gik igang før, tanker om jeg mon vokser med opgaven, hvad med økonomien, pladsen, fremtiden, fødslen, smerter, kvalme osv. I alle disse tanker og bekymringer gemmer der sig også en masse spænding, forventning og glæde, det kan jeg også mærke.

Men jeg har én stor bekymring i alle mine mange bekymringer, og det er … at jeg bekymrer mig så meget. Det lyder jo helt sort, men mit meget store bekymringsniveau, mine mange katastrofetanker og frygt for at miste, dét fylder meget. Jeg kan jo græde ved tanken om at Mattis ikke er her mere, eller andre jeg elsker. Når jeg elsker nogen, så er det DYBT og hvis jeg mister en person så går jeg i stykker. Nogle gange holder det mig vågen når jeg tænker på, hvor svært det bliver for mig når jeg får et barn, for hvis der er noget man kan gå i stykker af at miste, så er det sgu et barn. Nogen gange tænker jeg, at det måske er nemmere ikke at få et barn, for så er der dén bekymring mindre i livet. Jeg kan næsten ikke overskue at ligge søvnløs og bekymre mig for mit barn, og det er jo en konstant bekymring. Og hvis jeg allerede nu kan ligge søvnløs bare ved tanken om det, hvad så når der reelt er et barn her? Jeg tænker at man som mor både bekymrer sig når de er helt nye, når de bliver store børn, og når de er voksne. Jeg kan ikke forestille mig en mors bekymring (i hvertfald ikke mig som mor) stopper nogensinde, og jeg skal simpelthen lære at håndtere det bedre end jeg har kunnet indtil nu.

Jeg besluttede mig derfor tilbage i januar at få noget hjælp til alle mine bekymringer og katastrofetanker.. og helt generelt min angst. For man kan ikke bare stoppe eller lade være med at tænke på det man frygter, det er ikke så simpelt. Og når man har så mange bekymringer at det kan efterlade en i total angsttilstand og sorg, så skal der gøres noget ved det. Det gælder ikke kun om at få børn, men generelt om hvordan jeg lever det mest bekymringsfri liv for mig selv, og sammen med dem omkring mig. For bekymringer og tanker vil der altid være, og måske lidt ekstra for mig, men jeg har ikke lyst til at lade mig begrænse af frygt og katastrofetanker. Nogen gange når jeg først lader mig rive med af en katastrofetanke, så kan jeg nærmest ikke komme ud af det igen. Der har altid været sådan en lidt joke i min familie og omgangskreds at jeg er en ‘drama queen’ og meget ‘følsom og grådlabil’ og så griner vi lidt af det, men det handler jo i virkeligheden om en helt ægte frygt i mig. Når jeg først tænker katastrofetanker, så er det en nedadgående spiral, som i værste fald ender med rigtig ubehagelig angst.

Det er i virkeligheden så fantastisk det med at gå med tanker om børn, for selvom vi ikke har nogen endnu, så sætter gang i en masse tanker omkring mig selv, hvordan jeg er nu, hvad jeg skal arbejde med og hvordan jeg gerne vil være den bedste mor for mine børn engang. Det har altså været med til at sætte gang i bl.a. denne her proces, som jeg er i nu. Jeg ser en psykolog og har gjort det i noget tid, og det er den bedste investering jeg har gjort i lang tid. For det er en investering i mig selv og min udvikling, og jeg kan virkelig mærke at det hjælper at få talt om det, får bedre forståelse for mine mønstre, blive god til at give mig selv omsorg omkring det og ikke mindst arbejde på at ændre det.

Men jeg vil rigtig gerne høre, hvordan har du det med at være mor? Blev du pludselig meget mere bekymret end du plejer? Eller har du, ligesom mig, altid været en der har bekymret sig og haft katastrofetanker? Og hvordan blev det så for dig da der kom et barn? Jeg vil mega gerne høre dine gode råd og erfaringer i hvertfald 🙂

Det skal lige siges jeg ikke er gravid, men selvfølgelig tænker meget på børn for tiden, da det måske ikke er så langt ude i fremtiden for os, og mange omkring mig har små nuttede babyer 😉 

11 kommentarer

  • Emma

    Hej!
    Spændende og fint indlæg. Jeg er ikke mor, men jeg er gravid og skal være mor om få måneder, så måske ser jeg stadig det hele med lidt for lyserøde briller. Jeg tror måske, min kæreste og jeg i dine øjne er nogen, “der bare gjorde det”. Eller – vi var i behandling i to år, før det lykkedes, men vi startede i behandling som 24-årige, begge studerende. Vi satte projektet i gang, fordi vi ønskede at være en familie, og pga følelsen af at vi godt kunne være tre personer. Vi tænkte ikke så meget på alle bekymringerne ved at få børn, snarere bekymrede vi os om, om vi overhovedet kunne. Men vi gik i hvert fald i gang, fordi vi vidste, at vi gerne ville på et tidspunkt, og ‘tidspunktet bliver aldrig perfekt, så hvorfor ikke bare nu?’

    Jeg er også en bekymret type (dog ikke med katastrofetanker), men det har ændret lidt karakter med tiden. Måske var det en øjenåbner, at selv efter en lang kamp, der føltes umulig, så lykkedes det, at jeg blev gravid. Det løste sig. Det har lidt ændret min måde at tænke på helt generelt, fordi det fyldte så meget før, og nu er problemet løst. Nu går bekymringerne mere på (når de en sjælden gang imellem dukker op), om bebs mon har det godt? Det er sådan set summasummarum for de bekymrede tanker lige pt – har han/hun det godt? Og så selvfølgelig ‘kan min kæreste og jeg mon bære at være forældre, er det for stor en mundfuld?’. Men fornuften (og min kæreste, hvis fornuften strejker) siger mig, at selvfølgelig kan vi det.

    Bekymringerne om når baby først ER her og bliver til et større barn, dem har jeg ikke så mange af – endnu? Jeg tror, at lige pt er jeg meget i nuet og så evt et par måneder frem. Så tænker jeg også meget, at der altid er hjælp at hente. Jeg skal f.eks. ikke føde HELT alene, folk er der til at guide og hjælpe mig. Der er læger, sundhedsplejersker, sygeplejersker, jordemødre, kæreste, venner, familie, bekendte, google – der er nok, jeg kan gå til helt generelt, så det skal nok gå, selv når det hele bare er noget superlort. Og det gælder også fremad i barnets liv, vi er ikke overladt til os selv, der er masser af mennesker rundt om os, der vil og kan hjælpe 🙂
    Så jeg synes ikke, at bekymringerne er blevet flere lige nu (tværtimod næsten), de har bare ændret meget karakter.

    Og så tænker jeg nogen gange på et citat fra Find Nemo (haha ja I know..). Nemos far er i sorg over, at Nemo er væk og hvisker “Jeg lovede jo, at der aldrig skulle ske ham noget”. Så siger Dory “Jamen hvis der aldrig skulle ske ham noget, så sker der jo aldrig noget for ham”. Så sødt og sigende, synes jeg. Der VIL ske ting og sager, hvad enten jeg vil det eller ej, men det løser sig.

    Held og lykke med det hele <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Hej Line.
    Uden selv at have børn, ville jeg bare lige anbefale DR programmet ‘Petra får en baby’, med seje Petra Nagel der netop også har alle disse bekymringer under hendes graviditet. Jeg elsker selv programmet, trods jeg ikke er der endnu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Tusind tak for anbefalingen Thea, det vil jeg gøre :)!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hej Line,
    Sikke et fint og ærligt indlæg 🙂 Jeg har også altid bekymret mig meget, men dog ikke på den problematiske måde med katastrofetanker eksempelvis. Dog føler jeg ikke, at jeg bekymrer mig mere, men snarere at jeg bekymrer mig om noget andet – hvis det giver mening? Først bekymrede jeg mig om, om jeg kunne blive gravid, så om jeg kunne fuldføre graviditeten, om jeg kunne finde ud af det, om min kæreste ville gå – og nu, hvor hun er her, bekymrer jeg mig om specifikke ting ved hende. Men det ER enormt sårbart. Både i forhold til hende, men helt klart også i forhold til min kæreste, som jeg kun elsker endnu højere nu.

    Og hvis I kaster jer ud i det, så vil jeg bare sige, at det altså er helt normalt at “fortryde”. Det er fucking overvældende og pisse hårdt mentalt at blive forældre. Jeg savner min mand helt enormt, selvom han sidder lige ved siden af mig. Og det er svært og klaustrofobisk at have en baby, der er 100% afhængig af dig. Men det er også helt enormt fantastisk. Når hun har sovet 20 minutter, så savner jeg hende. Det er skønt, forfærdeligt, dejligt, hårdt og fantastisk på en og samme gang!

    Jeg håber ikke, jeg har skræmt dig – for hun er altså det hele værd ❤️

    Jeg er helt nybagt mor – sidder og ammer min 2 måneder gammel datter i dette sekund.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hej Amalie
      Tak for din dejlige og ikke mindst ærlige kommentar. Det er rart at høre hvordan dine bekymringer har været både før/under og efter. Du har bestemt ikke skræmt mig, det er rart at høre lidt om de følelser, tanker og bekymringer der følger med, for jeg er selvfølgelig ikke i tvivl om, at det er det hele værd og mere til <3

      Stort tillykke med din lille datter <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Du beskriver det spot on. Det er en fuldstænding omlægning af ens liv, der sker. Det er vist derfor man siger, at det er nemmere at være spædbarnsmor anden gang end første gang. For første gang, der skal man pludselig vænne sig til, at ens tid ikke længere er ens egen. Det lyder så simpelt, men det er en brutal indsigt, når det sker. Man indser, at man er “låst” og ikke bare fx kan tage ned og træne, købe ind, cykle en tur, når man vil. Well, nogle med meget nemme babyer kan, men min søn ville kun sove i bæresele (mens jeg gik tur) de første 8 mdr, og vågnede hver time hele natten. Hver eneste nat i 6 mdr. Så jeg fik ingen søvn, ingen gåture med barnevogn, ingen pause. Sådan er det for mange mødre og de får et chok over, at barsel ikke er som nogen bloggere viser det. Det er benhårdt arbejde. Og jeg har stadig ikke sovet en hel nat btw, selv her efter 19 mdr. Man skal være forberedt på, at ens liv kan komme til at se sådan ud. MEN! Som du skriver, så skal man også glæde sig så meget, for kærligheden vokser for hver dag der går, og det er fuldstændig crazy så meget man elsker sit barn. Kan ikke beskrives.

      Jeg hørte et godt citat der lød, at det er normalt at sørge over tabet af sit tidligere liv samtidig med at man glædes over sit nye liv. Det synes jeg er så fint, for ja, man sørger sgu over at alt er vendt op og ned. Nu her 1.5 år efter, så sørger jeg ikke længere. Det nye liv med en lille tumling er det bedste, jeg kunne forestille mig! Men det tager tid, og det skal man tillade sig at føle og arbejde gennem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Hvor dejligt at høre det med kærligheden til sit barn er helt ubeskrivelig vild, for at mangle søvn en her nat i 19 måneder, puuuha du er fandme sej!
      Det er et virkelig fint citat, og det giver rigtig god mening. Tusind tak for din kommentar, det er så skønt at høre <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Jeg har haft angst siden, jeg var barn, og har været meget syg af det i mine unge år.

    Jeg har en datter på 3,5 og en på vej til august. Jeg synes, jeg er i stand til at styre det ift min datter. Jeg gør også alt, hvad jeg kan for ikke at udtrykke angst overfor hende, og jeg synes, det går ret godt. Jeg tror, jeg er meget opmærksom på det, fordi min mor altid har været meget syg af angst og hældt det ud over mig som barn, ung og voksen.. Så derfor er jeg virkelig opmærksom på, at det er utroligt svært at være barn og menneske i.

    Jeg ved ikke, om mit svar kan bruges til så meget. Men jeg tror det, jeg prøver på at formidle er, at selvom man er ængstelig, og kan være det vedr. sit barn, så er man samtidig også meget opmærksom på, at behandle sit barn hensigtsmæssigt. Netop det gør, at jeg kan styre mine tanker ift min adfærd omkring mit barn. Det overruler angsten i mit tilfælde.

    Jeg vil være en god mor, og det er en meget motiverende faktor til at få tankerne under kontrol.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Det giver virkelig god mening Chris. Det med det er en motiverende faktor når man har et lille barn, at man ikke lader angst og bekymring fylde i deres verden <3 Hvor er du sej, og hvor er det bare dejligt at høre! TAK for den kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Først og fremmest: Så fint et indlæg, og jeg kan følge dig hele vejen! 🙂 Jeg har også altid været hende med alle bekymringerne og katastrofetankerne, lige fra jeg var lille hvor jeg konstant var bange for at der skulle ske (eller var sket) min familie noget til nu hvor jeg kan bekymre mig om alverdens ting og stadig får katastrofetanker. Alle mine veninder er PÅ INGEN MÅDE ligesom mig med bekymringer og katestrofetanker, så da de blev gravide og fortalte mig om alle de katastrofetanker og bekymringer de oplevede bare i graviditeten, så blev jeg da ærlig talt ret bekymret for hvordan det ville gå med mig når jeg engang blev gravid og blev mor. Jeg er nu højgravid, og jeg tror ærligtalt ikke jeg her i graviditeten har været mere bekymret eller haft flere katastrofetanker end mine normalt totalt u-bekymrede veninder!☺️ og heller ikke mere bekymret end jeg “plejer at være”… ja faktisk fik vi til 20-ugers-scanningen at vide at alting ikke så helt ud som de gerne ville have det og skulle derfor til en ekstra scanning hvor en børne- og hjertelæge skulle scanne. Og her var det faktisk min kæreste, der ellers er en utroligt u-bekymret person, der pludselig blev meget bekymret for babyen i min mave, jeg selv blev ikke synderligt bekymret, følte bare “det skal nok gå”…en virkelig mærkeligt oplevelse at det pludselig var mig der var den ubekymrede af os 😉 Det viste sig også at det umiddelbart ikke er så slemt som først antaget ved den første af scanningerne med vores lille baby 🙂 Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det med bekymringerne og katastrofetankerne bliver slemt for mig når jeg har født (og ja lige fødslen frygter jeg lidt meget!). Men man bliver jo nærmest mor med det samme man bliver gravid og indtil videre kan jeg kun skrive at for mig er mine bekymrings- og katastrofetanker overhovedet ikke blevet værre 🙂 Jeg håber det kan gøre dig lidt mere rolig! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Gyldholm

      Årh tak for kommentaren Charlotte. Det er faktisk rart at høre det ikke har været mere voldsomt end det ‘normale’ bekymringsniveau man selvfølgelig har som mor/kommende mor. Det er jo rigtigt man ikke ved hvordan det bliver når først den lille er her, men indtil videre lyder det som om du har haft rimelig styr på det, og dét på trods af du også har været en bekymret katastrofetænker altid – hatten af for det 🙂 Det gør mig bestemt mere rolig, så dejligt du skriver.

      Stort tillykke med den kommende lille mus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Majplaner