Typerne du møder på en date

Jeg synes det er så hyggeligt at kigge tilbage på bloggen på de indlæg jeg har skrevet i min datingperiode. Det er specielt hyggeligt nu, hvor jeg har en kæreste, som jeg bor med, og på ingen måde er i de datingsituationer længere. Jeg savner ikke at date, men jeg vil være ærlig at sige, at jeg ikke havde været de års dating foruden. Jeg synes ofte det var røvnederen i det, for jeg ér en kærestetype, men nu, hvor jeg har fundet den rigtige, så er jeg glad for alle de sjove og skøre oplevelser jeg har haft. De har gjort mig meget mere bevidst om hvem jeg er, hvad jeg vil have/ikke vil have og hvad der er mine fremtidige ønsker, når det kommer til kærligheden og parforhold. Jeg genlæste lige indlægget herunder forleden, det handler om ‘typerne af mænd på dating’ og jeg synes det skal deles igen.. dog med en enkelt, men meget vigtig rettelse til allersidst 🙂

Den generte
De sværeste dates er dem med ‘den generte’. Det er de dates, der kræver allermest energi og skills. Er man på date med en genert/stille/usikker/indadvendt fyr, der ikke bidrager med meget, så er man virkelig på arbejde. Det er på disse dates, hvor jeg altid tager en lur efterfølgende. Jeg er simpelthen så udmattet. Det er også på disse dates jeg tager mig selv i at tænke efterfølgende ‘talte jeg seriøst et kvarter om, min tur til kvickly og hvad jeg købte?’. Men når alle emner er udtømt, og han mere eller mindre bare er på daten uden at deltage aktiv, ja så ender jeg med at tale om de mærkeligste ting.

Mr. smart-i-en-fart
Så er man altså kommet på date med en rigtig smart-ass. Sådan en type der lige går et skridt foran en på en gåtur, ham der har blikket alle andre veje, ham der flirter med pigen der laver vores kaffe osv. Har selv været på et par stykker af dem. De ved godt selv de er lækre, de spiller super smarte, og de er ikke særlig opmærksomme og lyttende. Jeg prøvede engang sådan en fyr, da hans telefon ringer og det er hans kammerat, så tager han den og taler efterfølgende med vennen i 15 minutter. Men ikke på den der ‘du keder mig Line’-måde, mere på den der ‘se hvor sej og populær jeg er, jeg blinker til dig mens jeg taler’-måde. Uh ja, du er så sej. Du har en telefon. Og en ven. Pff.

Den kedelige
Åh denne her date er faktisk den værste. Uanset om han er ham der snakker meget, eller ham der er mere stille, så er alt hvad der kommer ud af hans mund kedeligt. Hans emner er kedelige, hans mimik er kedelig, hans humor er kedelig, han er en kedelig type, han har et kedeligt smil, en kedelig tøjstil og nogle røv kedelige holdninger. Når daten er færdig, er man ligeså træt, som har man løbet en maraton. Al energi er suget ud af kroppen af kedsomhed, og selv hans farvelkram er kedeligt.

Træningsfreaken
Så er der ham her. Ham det lykkes, at tale om træning fra vi mødes til vi skilles. Om alt fra hans træning, hans udvikling, hvad det sukker jeg putter i min iskaffe gør for min krop, hvad han spiser og ikke spiser, hvordan han foretrækker kvinder ser ud, hvordan han foretrækker mænd ser ud. Hvad der er hans mål og ambitioner med træningen, hvor mange gange om ugen han træner osv. Og så er det ham, der nævner at han ‘hellere må løbe en tur, når daten er slut, da han jo har spist en kage/drukket en iskaffe/spist usundt’. Suk.

Den sjove
Jeg elsker den sjove. De dates hvor kemien og humoren bare klikker. Man griner stort set fra man mødes, til man krammer farvel, og man er total på bølgelængde. Uanset hvad disse date ender ud i, så elsker jeg den sjove. Jeg elsker at have grinet 2 timer væk, med et mere eller mindre total fremmed menneske. Det er bestemt en af mine yndlingstyper. Jeg var engang på date med en fyr, vi havde det seriøst så sjovt sammen, og på et tidspunkt får jeg sagt noget han synes er så sjovt, at han kommer til at sprøjte sin iskaffe ud af mund og næse. Jeg var ved at blive kvalt af luftmangel, så meget grinede vi, og mine kinder var helt ømme da daten var omme.

Den fascinerende
Uha. Det sker sjældent, at jeg virkelig ‘falder’ for en mand på første date. Faktisk er det kun sket 2 gange på det halvandet års tid jeg har datet. Men jeg husker begge gange som var det igår. Den fascinerende er ham, hvor jeg synes alt hvad han siger er spændende. Vi har god kemi, han har et vidunderligt smil, vi flirter, hans holdninger er spændende, hans kropssprog er spændende og jeg har lyst til at kysse ham. Jeg håber daten aldrig slutter. Jeg kan huske med den ene fyr, vi mødtes ved min opgang og gik på en café. Først drak vi varm kakao, så en drink og så øl. Timerne fløj afsted og jeg var helt solgt. Da han krammede mig farvel, kyssede han mig på kinden og jeg havde kilden i maven hele vejen op ad trapperne. Jeg ville skrive til ham med det samme, og havde lyst til at løbe efter ham. Med den anden fyr var det en gåtur. Men daten endte også med at vare 4-5 timer. Vi havde så meget tilfælles, hans smil OMG var vidunderligt, vi grinede og hyggede os. Begge fyre datede jeg en periode, og det er nok de to mænd jeg har haft det mest trist over det ikke gik med.

Den nærige
Jeg ved godt jeg deler vandene, når jeg snakker om, at fyren skal betale kaffen. Jeg synes nu stadig det klæder min date, at betale vores kaffe. Men det er faktisk ikke det jeg mener med den nærige. Den nærige er ham, der konstant snakker om penge. Om hvor dyrt ting er/er blevet, hvor meget han tjener, sparer op og sparer på dit og dat ved at krydse tilbudsaviser af. Når først jeg begynder at opfatte, jeg har med en nærig at gøre, så lyder alt hvad han siger nærigt.

 Blærerøven
Åh denne her type. De preller total af på mig. Jeg bliver demonstrativt rasmus-modsat, når han fortæller mig om hans nye audi, hvor dyre hans cremer er, hvor stor hans lejlighed er, hvor mange dyre rejser han kan tage på osv. Han blærer sig generelt bare med hvad han har og kan, og der er ikke skyggen af ydmyghed. Det er bare slet ikke mig. Mænd med penge siger mig kun noget, hvis de er søde, ligesom mænd uden penge gør det. Jeg er fuldstændig ligeglad om du er på SU og har en lille lejlighed, eller om du er selvstændig, har 4 biler, en pool og 17 opsparinger. Det er ikke det der tæller. Og når en mand først har åbnet op for, at mene at den side af ham burde være en tiltrækkende faktor i sig selv, så ryger al min interesse. Farvel du – gå hjem og kys på dine penge.

Og her var der så en liste, med nogle af de typer jeg har datet. Der er selvfølgelig også ‘den alt for unge/den alt for gamle/den alt for høje/den alt for lave/ham med absurd dårlig ånde/ham der på ingen måde forstår sig på kvinder/den tiltrækkende/den absurd smukke/den latterlige/løgneren/trussetyven/den desperate osv. Typerne er jo mange. Men for at slutte med den bedste type:

Den rigtige
….
Nå ja… ham har jeg stadig til gode 🙂  Og ham har jeg i dén grad fundet!

3 års dag – men et indlæg om at være single

I dag har jeg været sammen med min kæreste i 3 år. Det er ret vildt. Jeg kan slet ikke forstå der allerede er gået 3 år, jeg føler lige jeg har mødt ham. Det har været de 3 bedste år i mit liv, jeg er så lykkelig for, at jeg har fundet kærligheden, den helt rigtige. Så nu kan det måske virke helt underligt, eftersom jeg har 3-års dag i dag med min kæreste, at indlægget her skal handle om at være single. Jeg fandt et gammelt indlæg frem herinde fra, fra da jeg var single, og jeg synes faktisk det skal deles igen.

Jeg er uden tvivl en kærestepige. Jeg kan bedst lide at være i et forhold og har altid haft det sådan. Det betyder ikke jeg hellere vil være i et forhold end at være single, hvis det betyder jeg er sammen med den forkerte. Jeg har haft flere gode singleår (og nogle dårlige også), men når alt kommer til alt, så har jeg altid foretrukket at være i et forhold. Da jeg læste indlægget tidligere kunne jeg præcis huske den følelse jeg havde dengang jeg skrev det. Følelsen af, at det mest.. “rigtige”, det var at være i et forhold, og når man mødtes med venner eller familie, så var det også altid et fokuspunkt ‘nå, hvordan går det så med kærligheden? Har du snart fundet en mand’. Jeg kan huske det ærgrede mig, at det ofte blev en faktor for, om man havde det rigtig godt.. om man var på vej det rigtige sted hen i livet. Derfor, selvom jeg elsker min kæreste, elsker at være i et forhold og IKKE savner at være single (og vi uden tvivl skal fejre vores 3-års dag med is og kys) så vil jeg alligevel slå et slag for alle singler derude. Og dermed kommer indlægget om at være single dengang jeg selv var det, med ønsket om den bedste dag til jer allesammen, singler som kærestepar.

_____________

Sig mig lige, hvorfor var der ingen der fortalte mig hvor fedt det faktisk er at være single? I ved, sådan uden kærestesorg og savn oveni selvfølgelig. Hvorfor har det altid handlet om, hvor trist det er at være alene, hvor meget det fylder når man ikke har en kæreste, og hvor misundelige folk har været på dem der har? Har de ikke hørt om hverdagsproblemer? Opvask, skænderier over latterlige ting, sure sokker, indkøb, regninger og manglende sexlyst? Det er som om man tror, at når man er i et forhold så er alt fantastisk. Og lyserødt. Man har en af vågne op med, en at se film med, en der trøster når man er ked. Og det er der da også. Også. For oveni det, er alt det andet. For de fleste par. Og så har kærestepar det med at pynte enormt på deres forhold ‘jaa ja, mig og Morten har det mest perfekte forhold. Han er en fantastisk støtte, utrolig sympatisk, smuk og lækker og jeg er meget lykkelig. Og så dyrker vi også sex hver dag. Flere gange om dagen. Faktisk kan vi ikke få nok af hinanden efter vores 8 år sammen’. Hmm. Selvfølgelig pynter man på sandheden, for udover at sætte kæresten i dårligt lys, sætter man jo også sig selv i dårligt lys hvis man siger ‘vi har det pisse dårligt sammen. Jeg orker ham ikke for tiden og jeg tænker kun på andre mænd’. Det her indlæg skal ikke få alle kærestepar til at blive sure og sige ‘altså hallo, jeg har det altså godt med min kæreste’ for det VED jeg godt at man har. Tro mig, jeg ved hvor fantastisk lykkeligt det kan være. Jeg har selv været der. Flere gange.

Ja, det er skønt at være i et forhold, i hvertfald når det er velfungerende. Man har en at snakke med om alting, en der holder om en og en fuldstændig fantastisk tryghed som ikke kan beskrives. Og jeg glæder mig da til jeg en dag får det igen. Med en fantastisk mand som jeg skal have mine børn med, det gør jeg virkelig. Men jeg synes det er undervurderet at være single. I hvertfald er der ikke mange der har fortalt mig om hvor befriende det også er. Så nu vil jeg sige det. Lige slå et slag for alle singler derude.

At være single er sgu da pissehamrende fantastisk. Man har al tid i verden til sig selv. Man kan rejse og opleve og gøre lige hvad man vil. Man har ikke forpligtelser til nogen derhjemme. Man tager mere ud, ser flere venner og er generelt mere udadvendt. Man kan stadig se mænd, men man behøver ikke handle ind til dem, vaske deres sure sokker eller tage stilling til deres snorken. Så kan man jo bare smide dem ud, eller gå:) Man lærer meget om sig selv, hvad man vil og hvad man ikke vil. Det er en rigtig fin og sund proces. Man skal sortere mange mænd fra, og man mister flere gange troen på at finde en dejlig mand igen. Men så er det man kan huske sig selv på, at det slet ikke er det man leder efter og at man skal huske at nyde den tilværelse man er i. Jeg har besluttet mig for, at jeg slet ikke behøver lede efter manden i mit liv, for lige nu leder han efter mig, og han skal nok finde mig en dag, og det jeg man glæde mig til. Men man skal jo ikke forsømme den lille lykke mens man venter på den store.

.. Og faktisk, så er det sgu ikke så lille en lykke at være single endda. Husk at nyd det!

Hvorfor jeg ikke savner at date – mine mest fucked up dates på tinder # 3

I kan læse nr. 1 og 2 her og nr. 3 her.

Nu kommer et 3. indlæg med en historie fra mit datingliv, og hvorfor jeg bestemt ikke savner at date. Nemlig fuckboys. Jeg blev heldigvis rimelig hurtigt rustet til at date og jeg spottede hurtigt når jeg havde at gøre med en såkaldt fuckboy, dette betød heldigvis også, at jeg kunne styre udenom de allerværste. At jeg så endte med nogle lidt specielle typer, som også virkelig gjorde ondt, det er en anden historie. Men de der fuckboys, puha. Ham her indlægget skal handle om, var slet ikke en jeg troede var som han var. Heldigvis følte jeg mig ikke knust og jeg var ikke blevet sådan følelsesmæssigt involveret, men jeg følte mig alligevel fucking til grin og virkelig brugt og jeg havde slet ikke set den komme. Så her får I historien om min næste date.

4. Mr. Tivoli

Som ovenstående screenshot bekræfter, blev jeg i julen 2014 kontaktet på mail af en mand, som havde siddet på samme sted som mig og åbenbart spottet mig på en date. Han får point for også at have spottet, at ham jeg sad med havde for meget i sig selv, for det havde han, og han var virkelig også en sindssyg date, det bliver næste historie. Nå men, tilbage til denne her mail. Jeg var total forvirret. Hvordan vidste han hvem jeg var? Hvordan fanden havde han skaffet min mail? Jeg måtte lige tænke lidt over den, og kom så frem til han måtte have set mig på tinder og kunnet kende mig. Næste spørgsmål var så, hvordan han havde fået min mail? På tinder står kun mit fornavn og hverken facebook eller blog. Så hvordan han lige havde fundet det, undrede mig.

Jeg konstaterede hurtigt, at det var lidt underligt, men flere omkring mig sagde det var sødt og måske et rigtig juleeventyr. Jeg googlede hans navn og kom frem til hans facebook. Han var ikke nogen særlig pæn fyr, udseendemæssigt var han ikke lige umiddelbart min type, men igen, hvem var min type? Nu havde jeg jo ikke det største held med de billedskønne mænd, og vigtigst for mig var jo faktisk heller ikke det ydre – det er bare tinder, der præsenterer det som første (og største) krav for at man matcher. Jeg viste ham til nogle veninder, der syntes han så ‘meget sød ud’ og det gjorde han også. Han så egentlig rar ud, det er nok det bedste ord. Jeg besluttede mig for at svare på hans mail, måske han var en pisse sød fyr, og hvorfor ikke prøve.

Vi skrev frem og tilbage og udvekslede hurtigt numre og skrev videre der. Han var enormt sød, klog og sjov og så havde vi en del tilfælles. Han var helt nede på jorden og det kunne jeg godt lide. Vi aftalte hurtigt, at vi måtte ses, så han inviterede mig i tivoli og ville komme og hente mig i sin bil. Han hentede mig, sad på bagsædet og foran sad en af hans venner. Ehhh, det var lidt underligt, men han ville altså køre os til tivoli. Vi gik en tur rundt i tivoli og snakkede om, hvilket kamera jeg skulle købe næste gang, han var filmfotograf og havde total styr på det. Vi drak en stor kop varm kakao med skumfiduser om aftenen og havde en virkelig hyggelig date. Jeg følte mig ikke umiddelbart tiltrukket af ham, men der var alligevel noget ved ham der var spændende. Det var nok i virkeligheden mest det, at han var så sød og nede på jorden og oprigtig interesseret i mig. Så vi sluttede daten af med at aftale endnu et møde.

Vi tog på et par dates mere og han voksede lidt på mig. Han var ikke den flotteste mand, det skal jeg være ærlig at indrømme, men det betød ingenting, for han var så sød. Meget interesseret i mig, havde lyst til at lære mig at kende rigtigt. Vi havde mange gode snakke og han begyndte at sige en masse søde ting til mig, men ikke på den der fuckboy agtige måde, det virkede mere oprigtigt og dybt.

Efter nogle gode dates, aftalte vi at tage hjem til mig og se nogle af de film vi havde talt om vi begge var vilde med og lave noget god mad. Jeg kan huske han tog mig i hånden da vi handlede ind og vi havde sådan en hyggelig aften med madlavning og gode snakke. Vi satte film på og hyggede os med lidt frugt og sodavand kan jeg huske. Og så blev han og sov. Jeg var hverken forelsket eller lige ved at blive det, men jeg var nysgerrig på ham og jeg følte mig ret tryg i, at vi begge to gerne ville udforske hinanden og lære hinanden at kende.. I ved, date med et formål og ikke bare sex. Så jeg havde det fint med at give det hele lidt tid, før jeg besluttede mig for om det var noget eller ej.

Morgenen efter da vi vågnede rejste han sig op og satte sig på gulvet og kiggede på mig. Vi talte lidt om skuespillere og film og han gik på toilettet og så kom han tilbage og sagde ‘jeg må hellere komme afsted’. What?! Vi havde datet en del, og lige tilbragt en hel nat sammen og så blev han ikke engang og spiste morgenmad? Vi havde endda talt om det aftenen forinden og købt ind til det, og pludselig havde han meget travlt. Han gav mig et kys på kinden og tog afsted. Jeg var pisse sur, jeg synes det var dårlig stil at efterlade mig på den måde mega tidligt om morgenen, som om jeg havde været sådan et lidt ‘ups-aftenknald’ efter en bytur med for meget alkohol.

Jeg skrev ikke til ham og jeg hørte intet fra ham hele weekenden. Vi plejede at skrive sammen hver dag, så det var bestemt underligt. Om mandagen skrev jeg til ham, at jeg syntes det var enormt underligt, hvad der foregik og spurgte ham lidt til hvad fanden han egentlig lavede? Han svarede mig aldrig og kort efter så jeg på hans instagram, at han var flyttet fra Danmark. Jeg var heldigvis ikke knust og ødelagt, men jeg følte mig virkelig snydt og brugt. Jeg havde slet ikke set den komme og jeg følte pludselig jeg havde ‘givet en herre nederen mand’ lov til at komme tæt på mig, det fortjente han slet ikke. Så jeg følte mig underligt tilpas og jeg fortrød helt enormt jeg havde haft sex med ham, men som sagt, havde jeg slet ikke set den komme.

Vi spoler tiden 4 måneder frem, jeg er sammen med en veninde og hun ligger og kigger på min tinder og swiper. Hun swiper ja til denne her mand og 3 minutter senere skriver han. Det var ham. NO! Jeg ville jo ikke matche ham eller snakke med ham, jeg havde ingen interesse i ham. Men han skrev noget i stil med ‘hey, hvordan har du haft det siden sidst smukke’ – noget i den stil og jeg er sådan lidt wtf din narrøv. Vi skriver lidt frem og tilbage og her bekræfter han på skrift, hvad han gjorde dengang vi var sammen, han var ganske enkelt jordens største fuckboy og havde hele tiden kun været ude efter én ting. Jeg vil ikke skrive meget mere om vores samtale, jeg synes I skal have lov til at læse den selv, og igen, heldigvis har jeg sendt alle de mest fucked-up ting videre til veninder, så det kan komme med her. Det kan fandme være svært at forklare.

Helt seriøst. Det er jo så ulækkert at skrive. Og jeg kan huske, at det som gjorde mig allermest vred og frastødt er dette ‘hvis jeg var taget hjem uden at knalde og meldt fra, så var du jo også blevet såret’ øhhhh NEJ ‘jo havde du så ikke tænkt, var jeg ikke engang værd at have sex med’ VAR. JEG. IKKE. ENGANG. VÆRD. AT. HAVE. SEX. MED!?! Ærligt..? Hvor lavt selvværd tror manden jeg har, og hvor fucking guds gave til kvinden tror han lige selv han er? Han forsøgte et par gange nogle måneder senere igen på facebook, men jeg svarede ham aldrig igen. Føj. Ej men alt gør mig vred, han undskylder sin måde at udnytte piger med ‘jeg er jo en mand med lyster’ og så er han en narrøv der bekræfter jeg bare var en beholder, men til gengæld ‘var jeg en lækker beholder’.. ej føj. Bare føj. Dét er fandme noget der gør jeg ikke savner at date – fuckboys!

Hvorfor bliver vi ved med at se ham, når han ikke er værd at samle på?

Dette indlæg har også været delt før. Det ligner måske det rene dovenskab herinde, sådan bare at spise jer af med gamle indlæg, men jeg kigger lidt rundt på min blog, gemmer lidt vigtige billeder, sorterer lidt og så falder jeg over indlæg som disse. Nu er det ikke fordi jeg skal sidde her og fortælle, hvor fantastisk jeg selv er eller skriver, men jeg synes faktisk dette indlæg er virkelig godt.  Det er relevant og jeg står stadig 100% inde for alle punkterne. Og hvor ville jeg have ønsket, at jeg havde reageret meget tidligere i mine relationer til mænd, efter mine egne kloge ord. Jeg deler indlægget igen, jeg håber der er nogle derude, der kan få glæde af det og ellers så kan det også være værd at genlæse… hvis man nu lige er kørt lidt fast i en usund relation til en mand (eller kvinde).

_________________

Jeg er sikker på, vi allesammen har prøvet det at some point. At være sammen med ham, der i virkeligheden ikke er værd at samle på, af flere forskellige årsager, men at vi alligevel fortsætter med at se ham, på trods af vi har en masse følelser på spil og et hjerte, der langsomt er ved at gå i stykker. Vi lyver for os selv, vi bilder os selv ind, at han enten ændrer sig, pludselig vil mere eller måske endda, værst af alt, at vi selv har det helt afslappet med situationen og heller ikke selv ønsker mere. Vores mavefornemmelse skriger og råber, alarmklokkerne blinker og bimler over det hele og det gør ondt helt ind i det indre. Vi ved, med vores fornuft, at vi skal slippe ham. Men vi holder fast. Og hvorfor gør vi det?

Jeg har selv gjort det. Lavet en million undskyldninger ‘jamen han ér jo bare ikke typen, der skriver/ringer så meget/men altså han har jo også travlt, så det er nok derfor jeg kun kan se ham et par gange om måneden/Jamen han ér jo også lige kommet ud af et forhold, så han tager den med ro til han bliver helt klar til mig’ uh eller min yndlings ‘han har jo også været single i mange år, han skal lige vænne sig til, at der er en betydningsfuld person i hans liv’ osv. Listen er uendelig lang, og jeg er sikker på I kunne tilføje en million undskyldninger selv. Men det er bullshit. For selvfølgelig kan han finde ud af at skrive eller give et kald, hvis han virkelig synes du er sød og han er nysgerrig på dig. Selvfølgelig har han tid til at ses mere end et par gange om måneden, UANSET hvor travl han er.. altså hvis han virkelig er vild med dig. Sådan er det bare.

Og det er ikke for at pege fingre, for hvis der er en, der ikke har villet se sandheden i øjnene, så er det mig. Hold nu kæft, hvor har jeg lavet undskyldninger for mænd, så urealistiske og åndssvage at ikke engang jeg selv troede på dem. Hvor har jeg haft dårlig mavefornemmelse, blinkende alarmklokker og utryghed omkring en mand og stadig valgt at fortsætte med at se ham.

Nogengange er man nødt til at sige til sig selv ‘he is just not that into you’. Det kan være svært at forstå for os, for come on, man er sød, smuk, dejlig, har værdierne i orden, klog, sjov og selvfølgelig er listen meget længere, og hvilken idiot vil ikke have det? Men sådan er det bare nogengange. Ud fra min egen erfaring, har jeg samlet en liste herunder med ‘red flags’ og altså tegn på, at du burde tage dit hjerte tilbage og løbe så hurtigt du kan.

Han inviterer dig ikke ud
Hvis han ikke inviterer dig ud eller tager initiativ til at ses, så er det ikke fordi han er genert, usikker eller travl. Det er heller ikke fordi han lige skal vænne sig til, at skulle vise interesse i en pige, det er simpelthen udelukkende fordi, han ikke er nok interesseret. Og så fortjener man altså at bruge sin tid på en, der rent faktisk er.

Han kontakter dig primært når han er fuld eller liderlig
Let’s be honest girls, hvis en fyr kun skriver når han enten har alkohol i blodet eller stiv pik, så er det nok ikke din dejlige personlighed han er interesseret i, din humor, fantastiske omsorg eller dit hjerte. Nej det er sgu nok primært noget syd for hjertet, der tiltrækker hans interesse. Hvis man får en følelse af, at man egentlig kun er interessant og ‘noget værd’ når man smider bukserne, så er det med at knappe sine egne igen i en fart og lukke døren bag sig.

Han er ikke klar endnu
Hvis manden selv siger han ikke er klar, så er han ikke klar. Uanset om grunden er, at han egentlig ikke gider et forhold, lige er kommet ud af et forhold, netop har startet sin karriere og er ved at finde sin plads professionelt eller noget helt andet, så har han selv meldt ud, at han ikke er klar. Han vil ikke. I stedet for at tænke ‘nej men det bliver han når først han ser, hvor dejlig jeg er og hvor skønt vi kan have det’ så burde man rent faktisk for en gangs skyld lytte og sige ‘ved du hvad, det er jeg glad for du siger. Men jeg ér klar til kærligheden, så derfor synes jeg ikke vi skal spilde mere af hinandens tid. Alt det bedste til dig fremover’

Han vil kun ses hjemme
Hvis han aldrig vil ses med dig, udenfor hjemmets fire vægge og helst kun sene aftener, så er det noget med hurtigt at droppe ham. Du er en dejlig pige, du skal da ud og luftes, vises frem, og opleve noget med en mand. At han kan finde ud af, at tage sit tøj af og lægge sig ovenpå dig, det ér altså ingen kunst. Farvel.

Han fortæller ingen om dig
I har set hinanden i et pænt stykke tid, men alligevel kender ingen til din eksistens. Ja det er da lige bortset fra et par af hans abevenner, som hører om ‘hende han har sex med’ når han har tid. Pff. Så er det nok fordi du ikke fylder så meget for ham, at andre bare må høre om dig. For vi kender det selv, man kan da ikke holde sin kæft, hvis man er blevet rigtig glad for en.

Dit selvværd/selvtillid lider
På en eller anden måde, får han dig til at føle dig utilstrækkelig. Du gør alt muligt for at fremstå perfekt når I endelig ses, i håb om, at han så kan se hvor fantastisk uundværlig en pige du er. Måske er det fysisk, du træner ekstra meget, du planlægger, hvordan du skal se ud længe i forvejen, du ‘opgraderer’ generelt dig selv, med tankerne om at han skal være blown away. Derudover føler du ikke helt du kan være dig selv, for så ender det måske med, at han slet ikke har lyst til at være omkring dig. En mand skal booste dig, han skal fylde dig med energi og gøre dig glad. Hvis han derimod tager din energi og du kan mærke din selvtillid og selvværd lider, så er han sgu nok ikke den rigtige.

Du bliver ikke prioriteret
Hvis jeres aftaler enten altid laves i sidste øjeblik eller han ofte aflyser fordi ‘ej men så var der lige det her vigtige’ så er du ikke interessant, vigtig og spændende nok for ham.

I aftaler ikke nogen ny dag
Du har endelig haft tid med ham. Endelig kom han over, spiste noget mad, så en film og knaldede. Men han smutter selvfølgelig på arbejde morgenen efter. I kysser farvel og han siger ’ses’. Der er ikke noget med ‘hvornår har du lyst til at ses igen/kan du på lørdag/jeg skriver lige senere, så vi kan aftale en dag at ses igen’ så burde dine alarmklokker også ringe.

Din mavefornemmelse
Vigtigste punkt. Folk er forskellige. Mænd ligeså. Så der vil altid være undtagelser til ovenstående. Mine egne erfaringer har lært mig to meget vigtige ting. For det første, så er mænd ikke så komplekse, som vi kvinder. Hvis de siger noget, så er det faktisk bare det de mener. De er rimelig ligetil og i stedet for at analysere på hvad han mon i virkeligheden mener når han siger ‘jeg er ikke klar til et forhold’ så lyt på hvad han siger ‘jeg er ikke klar’. Der er faktisk ingen grund til at bruge timevis med veninderne på, at lave analyser på, hvad det egentlig betyder. Lyt på hvad han siger. Altid. Hvis de så virkelig savner dig/fortryder eller bare MÅ have dig, så skal de sgu nok gøre noget for det. Og hvis ikke de gør det, jamen gider man overhovedet så sådan en mand? nej vel. Men udover det, så se på hvordan han opfører sig. Han siger måske han synes du er sød og dejlig, men alligevel er han aldrig rigtig i din nærhed. Og på den måde, skal man selvfølgelig altid se på, hvordan han opfører sig, og ikke kun på hvad han lover/siger. For det andet, det absolut vigtigste, din mavefornemmelse. Alle regler, analyser og lister taget fra, så er der intet, der fortæller hvad du burde gøre som din mavefornemmelse. Har du ildebrand i maven, utryghed over det hele, alarmklokker der bimler og bamler eller kan du simpelthen bare ikke se ham for dig i din fremtid eller nogensinde kunne føle dig tryg med ham, så er det altså bare om at slutte det. Det ændrer sig ikke. Du kan ikke overdøve din brændende mavefornemmelse med selv den bedste og mest gennemtænkte plan og analyse. Og jo længere du ignorerer den, jo mere smertefuldt er det, når du er nødt til at gå derfra fordi du enten ved det er den eneste måde du kan overleve, eller fordi han simpelthen har fået nok. Begge dele er ekstremt smertefulde.

Det var min liste. Man er ikke i tvivl når den rigtige er der. Man er ikke i tvivl når man er tryg og glad. Man er ikke i tvivl, når man så finder ham, der rent faktisk er interesseret, prioriterer dig og ikke mindst ham du kan være dig selv omkring. Han er værd at vente på. Og så husker jeg altid mig selv på en meget vigtig ting min mor engang sagde til mig: hvis det ikke er under udvikling, så er det under afvikling. Og man er ikke i tvivl om, når det er under udvikling.

Pas på dit fine unikke hjerte. Giv det kun ud til dem, der ved hvor dyrebart det er og dem, der vil passe på det med alle deres kræfter.

Hvorfor jeg ikke savner at date – mine mest fucked up dates på tinder # 3

screen-shot-2017-03-18-at-09-25-57

I kan læse nr. 1 og 2 her og nr. 3 her.

Nu kommer et 3. indlæg med en historie fra mit datingliv, og hvorfor jeg bestemt ikke savner at date. Nemlig fuckboys. Jeg blev heldigvis rimelig hurtigt rustet til at date og jeg spottede hurtigt når jeg havde at gøre med en såkaldt fuckboy, dette betød heldigvis også, at jeg kunne styre udenom de allerværste. At jeg så endte med nogle lidt specielle typer, som også virkelig gjorde ondt, det er en anden historie. Men de der fuckboys, puha. Ham her indlægget skal handle om, var slet ikke en jeg troede var som han var. Heldigvis følte jeg mig ikke knust og jeg var ikke blevet sådan følelsesmæssigt involveret, men jeg følte mig alligevel fucking til grin og virkelig brugt og jeg havde slet ikke set den komme. Så her får I historien om min næste date.

4. Mr. Tivoli

Som ovenstående screenshot bekræfter, blev jeg i julen 2014 kontaktet på mail af en mand, som havde siddet på samme sted som mig og åbenbart spottet mig på en date. Han får point for også at have spottet, at ham jeg sad med havde for meget i sig selv, for det havde han, og han var virkelig også en sindssyg date, det bliver næste historie. Nå men, tilbage til denne her mail. Jeg var total forvirret. Hvordan vidste han hvem jeg var? Hvordan fanden havde han skaffet min mail? Jeg måtte lige tænke lidt over den, og kom så frem til han måtte have set mig på tinder og kunnet kende mig. Næste spørgsmål var så, hvordan han havde fået min mail? På tinder står kun mit fornavn og hverken facebook eller blog. Så hvordan han lige havde fundet det, undrede mig.

Jeg konstaterede hurtigt, at det var lidt underligt, men flere omkring mig sagde det var sødt og måske et rigtig juleeventyr. Jeg googlede hans navn og kom frem til hans facebook. Han var ikke nogen særlig pæn fyr, udseendemæssigt var han ikke lige umiddelbart min type, men igen, hvem var min type? Nu havde jeg jo ikke det største held med de billedskønne mænd, og vigtigst for mig var jo faktisk heller ikke det ydre – det er bare tinder, der præsenterer det som første (og største) krav for at man matcher. Jeg viste ham til nogle veninder, der syntes han så ‘meget sød ud’ og det gjorde han også. Han så egentlig rar ud, det er nok det bedste ord. Jeg besluttede mig for at svare på hans mail, måske han var en pisse sød fyr, og hvorfor ikke prøve.

Vi skrev frem og tilbage og udvekslede hurtigt numre og skrev videre der. Han var enormt sød, klog og sjov og så havde vi en del tilfælles. Han var helt nede på jorden og det kunne jeg godt lide. Vi aftalte hurtigt, at vi måtte ses, så han inviterede mig i tivoli og ville komme og hente mig i sin bil. Han hentede mig, sad på bagsædet og foran sad en af hans venner. Ehhh, det var lidt underligt, men han ville altså køre os til tivoli. Vi gik en tur rundt i tivoli og snakkede om, hvilket kamera jeg skulle købe næste gang, han var filmfotograf og havde total styr på det. Vi drak en stor kop varm kakao med skumfiduser om aftenen og havde en virkelig hyggelig date. Jeg følte mig ikke umiddelbart tiltrukket af ham, men der var alligevel noget ved ham der var spændende. Det var nok i virkeligheden mest det, at han var så sød og nede på jorden og oprigtig interesseret i mig. Så vi sluttede daten af med at aftale endnu et møde.

Vi tog på et par dates mere og han voksede lidt på mig. Han var ikke den flotteste mand, det skal jeg være ærlig at indrømme, men det betød ingenting, for han var så sød. Meget interesseret i mig, havde lyst til at lære mig at kende rigtigt. Vi havde mange gode snakke og han begyndte at sige en masse søde ting til mig, men ikke på den der fuckboy agtige måde, det virkede mere oprigtigt og dybt.

Efter nogle gode dates, aftalte vi at tage hjem til mig og se nogle af de film vi havde talt om vi begge var vilde med og lave noget god mad. Jeg kan huske han tog mig i hånden da vi handlede ind og vi havde sådan en hyggelig aften med madlavning og gode snakke. Vi satte film på og hyggede os med lidt frugt og sodavand kan jeg huske. Og så blev han og sov. Jeg var hverken forelsket eller lige ved at blive det, men jeg var nysgerrig på ham og jeg følte mig ret tryg i, at vi begge to gerne ville udforske hinanden og lære hinanden at kende.. I ved, date med et formål og ikke bare sex. Så jeg havde det fint med at give det hele lidt tid, før jeg besluttede mig for om det var noget eller ej.

Morgenen efter da vi vågnede rejste han sig op og satte sig på gulvet og kiggede på mig. Vi talte lidt om skuespillere og film og han gik på toilettet og så kom han tilbage og sagde ‘jeg må hellere komme afsted’. What?! Vi havde datet en del, og lige tilbragt en hel nat sammen og så blev han ikke engang og spiste morgenmad? Vi havde endda talt om det aftenen forinden og købt ind til det, og pludselig havde han meget travlt. Han gav mig et kys på kinden og tog afsted. Jeg var pisse sur, jeg synes det var dårlig stil at efterlade mig på den måde mega tidligt om morgenen, som om jeg havde været sådan et lidt ‘ups-aftenknald’ efter en bytur med for meget alkohol.

Jeg skrev ikke til ham og jeg hørte intet fra ham hele weekenden. Vi plejede at skrive sammen hver dag, så det var bestemt underligt. Om mandagen skrev jeg til ham, at jeg syntes det var enormt underligt, hvad der foregik og spurgte ham lidt til hvad fanden han egentlig lavede? Han svarede mig aldrig og kort efter så jeg på hans instagram, at han var flyttet fra Danmark. Jeg var heldigvis ikke knust og ødelagt, men jeg følte mig virkelig snydt og brugt. Jeg havde slet ikke set den komme og jeg følte pludselig jeg havde ‘givet en herre nederen mand’ lov til at komme tæt på mig, det fortjente han slet ikke. Så jeg følte mig underligt tilpas og jeg fortrød helt enormt jeg havde haft sex med ham, men som sagt, havde jeg slet ikke set den komme.

Vi spoler tiden 4 måneder frem, jeg er sammen med en veninde og hun ligger og kigger på min tinder og swiper. Hun swiper ja til denne her mand og 3 minutter senere skriver han. Det var ham. NO! Jeg ville jo ikke matche ham eller snakke med ham, jeg havde ingen interesse i ham. Men han skrev noget i stil med ‘hey, hvordan har du haft det siden sidst smukke’ – noget i den stil og jeg er sådan lidt wtf din narrøv. Vi skriver lidt frem og tilbage og her bekræfter han på skrift, hvad han gjorde dengang vi var sammen, han var ganske enkelt jordens største fuckboy og havde hele tiden kun været ude efter én ting. Jeg vil ikke skrive meget mere om vores samtale, jeg synes I skal have lov til at læse den selv, og igen, heldigvis har jeg sendt alle de mest fucked-up ting videre til veninder, så det kan komme med her. Det kan fandme være svært at forklare.

17328206_1252193711482692_81471366_n

Helt seriøst. Det er jo så ulækkert at skrive. Og jeg kan huske, at det som gjorde mig allermest vred og frastødt er dette ‘hvis jeg var taget hjem uden at knalde og meldt fra, så var du jo også blevet såret’ øhhhh NEJ ‘jo havde du så ikke tænkt, var jeg ikke engang værd at have sex med’ VAR. JEG. IKKE. ENGANG. VÆRD. AT. HAVE. SEX. MED!?! Ærligt..? Hvor lavt selvværd tror manden jeg har, og hvor fucking guds gave til kvinden tror han lige selv han er? Han forsøgte et par gange nogle måneder senere igen på facebook, men jeg svarede ham aldrig igen. Føj. Ej men alt gør mig vred, han undskylder sin måde at udnytte piger med ‘jeg er jo en mand med lyster’ og så er han en narrøv der bekræfter jeg bare var en beholder, men til gengæld ‘var jeg en lækker beholder’.. ej føj. Bare føj. Dét er fandme noget der gør jeg ikke savner at date – fuckboys!