Er der noget galt med mig?

Min lille, dejlige nevø Sylvester <3

Jeg er faktisk bange for at skrive dette indlæg, af flere årsager. Jeg har alligevel besluttet mig for at skrive det, for nogen gange hjælper det at få det sagt og det kan også hjælpe at høre fra jer. Jeg håber I vil komme med jeres erfaringer/råd/kommentarer herunder, uanset jeres situation. Men vi skal tale lidt om det med at få børn.. igen.

Først skrev jeg et indlæg om ikke rigtig at være skruk, og alle mine tanker omkring det. I var så mange mennesker der kom med jeres kommentarer, og det var virkelig fedt at få lidt forskellige perspektiver på det. Det skrev jeg i januar i år. I august i år skrev jeg et indlæg om at nu var jeg klar til det med børn. Nu kommer der så det her indlæg. Jeg delte så i sidste måned, at vi er igang med en fertilitetsundersøgelse, for at finde ud af, hvordan vores fertilitet ser ud.
Jeg er helt vildt bange og i tvivl om jeg skal skrive det her indlæg, og nu vil jeg starte med at skrive hvorfor jeg er bange for det.

  1. Jeg er bange for at ødelægge noget for mig selv. Altså jeg er bange for, at hvis jeg snakker for meget om mine tanker om tvivlen ved at få børn, så får jeg pludselig en besked om jeg ikke kan, og SÅ bliver jeg ked af det. For jeg vil jo gerne kunne finde ud af at lave børn, jeg vil have muligheden. Giver det mening? Jeg kan godt tro lidt på det med at sende energi ud og hvad man får tilbage osv., og selvom det lyder helt fjollet, så er jeg bange for, at mine tanker kan spænde ben for mig. Det er jo lidt fjollet, for det er helt biologisk bestemt om Mattis og jeg kan få børn sammen, uanset hvad jeg tænker om det. Men alligevel er jeg bange for at sende tanker og energier ud omkring min store tvivl og bekymringer, for hvad så hvis det sker jeg ikke kan ‘fordi det jo måske også lidt var det jeg ønskede’? Det er én af grundene til jeg har været helt i tvivl. Det lyder måske i nogens ører sygt.
  2. Jeg er bange for jeres reaktion. Selvom det lyder helt fjollet, for jeg må jo tænke og føle hvad jeg vil, faktisk kan jeg jo slet ikke lade være, men alligevel kan jeg ikke lide at fremstå komplet skizofren, forkælet eller åndssvag. Derudover vil jeg på ingen måde fornærme nogen der skulle have svært ved at få børn/være i behandling og som brændende ønsker sig det. Jeg vil virkelig bare gerne dele mine tanker, for det fylder så meget for mig lige for tiden, og jeg håber sådan jeg kan få lidt gode råd.

Så nu kommer det indlæg altså. Og med ovenstående sagt, så håber jeg I vil være søde i kommentarfeltet, for jeg ved godt det virker helt forvirrende og skørt, men på den anden side er det jo sådan jeg har det, og jeg vil gerne være ærlig. Det følger jo også med (i hvertfald i min situation) at have tanker, tvivl og mange følelser forbundet med det at få børn. For jeg synes virkelig det med at få børn fylder SÅ meget lige for tiden. På niveau med jeg har sagt op og skal starte mit eget (ja, jeg looover der kommer mere om det snart, meget snart). For folk omkring mig snakker børn konstant, enten har de lige fået eller er gravide. Og hvis ikke, så snakker de om det. Og det er så skønt og smukt og dejligt. Jeg elsker at følge dem tæt på mig, jeg elsker at være med igennem det største i deres liv, ligesom jeg elsker når de små vidunderlige børn kommer til verden. For en måned siden kom den dejligste lille dreng til verden, nemlig min nevø. Min lillebror og hans kæreste, to af mine allertætteste, fik en lille søn. Jeg ser ham mange gange om ugen, han er det tætteste jeg kommer på et barn, der ikke er mit eget. Jeg havde sat min lid til, at han ville få mine æggestokke til at blafre og mit hjerte til at smelte fuldstændig, og i en sådan grad, at jeg ville kigge på min kæreste med bedende ‘skal vi ikke gå igang’ -øjne. En dag jeg var derhjemme og havde siddet med ham og kysset hans små bløde kinder, ringede min mor. Hun sagde ‘ej men han er jo helt vidunderlig.. jeg kunne spise ham. Hvis noget skulle gøre dig skruk er det da ham’. Hun har ret, han ér vidunderlig men det gør mig bare ikke skruk. Jeg ved godt han ikke er min, men han er meget tæt på mig, og jeg følger ham mange gange ugentligt. Jeg længes bare slet ikke efter at få min egen. Jeg nyder at se ham vokse op, og vi skal blive de bedste venner, det ved jeg, men jeg nyder også at tage hjem igen og lade ham blive i armene på hans forældre.

Er der noget helt galt med mig? Jeg har jo altid tænkt jeg skal have børn, det skal jeg jo, og Mattis og jeg har også aftalt hvornår vi går igang. Jeg håber vi kan og jeg håber vi kan det relativt nemt. Jeg kan mærke jeg ville blive ked af det, hvis det ikke kunne lade sig gøre for os. Men der er også en del af mig, der har sindssygt svært ved at forestille mig at blive mor. Jeg har svært ved at forestille mig det ansvar og den tid man bruger på det. Der er små øjeblikke hvor jeg helt kan glæde mig, f.eks. kan jeg kigge på Mattis og tænke, at jeg glæder mig til at se hvilket lille barn ham og jeg får lavet sammen. Jeg kan også gå rundt og kigge på babytøj og glæde mig til jeg kan købe små hyggelige ting til min egen en dag. Eller se nogle situationer med børn, hvor jeg kan glæde mig til at opleve dem selv med MIN lille familie. Men der er oftere hvor jeg har svært ved at forestille mig det og kan blive helt overrumplet af følelsen af.. tvivl næsten.

Det fylder helt ekstremt i mine tanker for tiden, og jeg ved godt beslutningen er min (og Mattis’) i sidste ende. Men med endnu et indlæg om det at få børn håber jeg på at få lidt råd. Ikke nødvendigvis om I synes jeg er klar eller ej, men om jeres egne tanker? Jeres situation?

Har du besluttet dig for at blive gravid fordi du er mega skruk? Eller er du ikke skruk, men ved du gerne vil have børn og er gravid? Måske du har besluttet dig for aldrig at få børn? Eller også fik du et barn og blev fuldstændig forelsket da det endelig var her? Har du måske et barn og har fortrudt (ikke barnet, for jeg ved jo godt man elsker dem betingelsesløst, men måske man befinder sig dårligt i mor-rollen og savner det liv man havde uden børn?) Jeg vil mega gerne høre fra dig, uanset din situation. Jeg håber ikke jeg er den eneste 30-årige der er snotforvirret over det med at skulle skabe familie.

2 uger tilbage og en lille status på det dér liv

Det er noget tid siden jeg tjekkede ind sidst. Dagen efter mit sidste indlæg gik min computer i stykker. Jeg væltede over Ellie med en kom kaffe i hånden, hvilket resulterede i, at kaffe, hund, computer og jeg lå i én pærevælling og jamrede på gulvet. Det endte i en totalskadet computer. Heldigvis havde jeg købt en god forsikring til den da jeg i sin tid købte min computer, og endnu mere heldigvis skete uheldet inden forsikringens udløb. Pheew. Det betyder jeg var uden computer i nogle uger, men til gengæld har fået en HELT ny macbook pro uden ekstra beregning. Dét er fandme lækkert. Nå men, det er den ene grund til jeg ikke har blogget, for undskyldninger har jeg jo altid masser af 😉 Men det skyldes også, at jeg har min sidste tid på jobbet de her uger, og det betyder der er skruet ekstra op for intensiteten af mit arbejde. Jeg vil så gerne nå hele min to-do liste så mine kollegaer og leder bliver efterladt med så lidt arbejde som muligt, og det absolut bedste farvel-indtryk af mig. Min krop er så træt efter arbejde og min hjerne arbejder på højtryk. Jeg har simpelthen så mange tanker og følelser forbundet med denne her opsigelse, at jeg nogen gange helt kan fortryde det. Ikke fordi jeg ikke tror på, at det var det rigtige og det er nu det skal prøves af, men fordi det virkelig efterlader mig med mange bekymringer, meget ondt i maven og konstant tankemylder. Jeg sover ikke så godt som jeg plejer, jeg har ikke spist så godt som jeg plejer (lige nu er jeg på nupo, men det skriver jeg mere om længere nede) og generelt er mit humør anderledes. Jeg svinger meget for tiden, og jeg har det lidt sådan nu, at nu må november gerne overstås.

Det betyder til gengæld også, at jeg snart kan fortælle hvad jeg gerne vil prøve ift. mit eget projekt, som jeg ikke har fortalt om endnu, og jeg håber sådan I tager godt imod det og jeg vil arbejde benhårdt for at det bliver til noget. Jeg ved det kommer til at tage tid, energi og meget hårdt arbejde, men jeg er så klar på det og jeg tror virkelig på, at det kan blive til noget. Jeg har lavet nogle mål for mig selv, og sørget for de ikke er urealistiske, så jeg ikke efterlades med endnu mere ondt i maven og bekymringer, fordi jeg ikke efter en måned bare stryger til stjernerne med det. Men det hele er jo sådan noget luftig snak lige nu, for I aner jo ikke hvad det er og så er det svært både for mig at sætte rigtige ord på det og endnu mere for jer egentlig at forstå hvad fanden jeg snakker om. Så nu vil jeg gerne snart snakke meget mere om det, og nu nærmer det sig også, at dét er realistisk.

Ift. min kost, mit nupoprojekt og min krop. Mit sidste indlæg herinde var, at jeg ville tage 10 ugers nupo mere, altså 70 dage. Det er stadig planen, men det blev ikke helt med start den dato jeg skrev det. Jeg ér dog gået igang med de 10 uger nu, jeg er på dag 3 i dag, og derfor over de der første dage ‘hvor man jo også bare kan starte i morgen’. Nu ér jeg igang, og nu ér det skrevet her. Så er der ingen vej tilbage.

Jeg tog i september en måned på nupo og tabte 7 kilo. Jeg tog 1,5 kg på igen efterfølgende. Over de sidste uger har jeg dog tabt 1 kg og er derfor nogenlunde på den samme vægt som efter min måned på nupo. Det er et fint udgangspunkt at starte ved. Jeg kommer til at opdatere herinde en gang ugentligt, som jeg gjorde sidst, hvor jeg deler mål/vægt/hvordan det er gået osv. I kan læse alle mine nupo-kur indlæg her, hvor jeg har svaret på de fleste spørgsmål jeg løbende har fået. Hvis I er nogen der har lyst til at joine, eller måske allerede ér igang, er jeg altså på dag 3 og jeg hepper på jer. Jeg laver et indlæg kun med nupo om nogle dage, med min plan for de næste 10 uger, fordi vi som I ved, rammer ind i både jul og nytår i den periode.

Alt i alt er jeg glad og spændt, men de her uger skal også helst bare overstås så jeg forhåbentlig kan finde lidt ro i alt det der skal ske herfra.

Tid til forandring

Der sker mange forandringer for tiden synes jeg, eller, det føles i hvertfald sådan for mig ift. hele min jobsituation og alle de ændringer det kommer til at medføre. Derfor var det også på tide, med lidt forandring herinde. Som jeg skrev tidligere, så vil jeg rigtig gerne blogge mere fordi jeg virkelig savner det. Jeg savner at dele, skrive og have kontakt med jer. Jeg har i mange år ikke følt jeg kunne gøre det i det omfang eller på den måde jeg har haft lyst. Det er derfor blevet til få indlæg, med lange mellemrum og indholdet har jeg sørget for ikke har stukket alt for dybt, fordi det har jeg ikke kunnet med det job jeg havde.. følte jeg selv i hvert fald. Men eftersom dét ændrer sig nu, så kommer min aktivitet og mit indhold også til det. Så det betyder forandring på bloggen.

Jeg har i mange år gerne ville ændre navnet på min blog. Mi Confesión fandt jeg på for over 10 år siden (gisp!) da jeg startede bloggen. Det var dengang jeg lå på blogspot domæne. Mi Confesión var en sang jeg synes var virkelig fed (med Gotan Project, de til nysgerrige) og dengang hed mit domæne amillionbabies.blogspot.com, a million babies var også en sang (med Owusu & Hannibal). Det er sådan set stadig sange jeg synes er fede, men det var også lidt en hurtig beslutning til et navn, så jeg kunne komme igang med at vise mine billeder og skrive. Dengang havde jeg ingen idé om, hvad det ville føre til, jeg havde bare lyst til at dele. Det passer ikke helt til min personlige blog, at den skal hedde en sangtitel som jeg lige følte var rigtigt dengang, en sangtitel ingen i øvrigt kan udtale. Når folk har spurgt mig ‘hvorfor det navn’ så har jeg jo ikke rigtig haft et godt svar, altså ikke andet end at det bare var en sej sang, som min blog kunne hedde dengang.

Men nu er vi her, over 10 år efter, og bloggen hedder stadig det samme. Jeg har haft lyst til at ændre navn i mange, mange år, men har ikke turde, igen pga. mit job. Men nu er det nu, tid til forandring. Min blog hedder fra i dag ikke længere Mi Confesión, men Line Gyldholm, som jo er det jeg hedder, det er bare det mest rigtige, og sådan har jeg haft lyst til det skulle være længe. Mit domæne er fra nu af linegyldholm.dk, men selv hvis I skriver miconfesion.dk så kommer I stadig herover. Ændringen er nok større for mig end for jer, men ikke desto mindre end ændring jeg følte jeg lige ville skrive et par ord om. Jeg glæder mig til at skrive og dele mere og jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan gøre det i mit helt eget navn.

Tak fordi I følger med!

Ondt i maven

Sidste uge var lang og hård synes jeg. Jeg har syntes arbejdet har været særligt hårdt, hvilket nok er en blanding af jeg har sagt op og derfor har sat tårnhøje mål for hvad jeg skal nå inden jeg stopper, for at gå derfra på den bedste måde og så dét faktum, at jeg har sagt op og derfor har sagt farvel. Rent mentalt, så er jeg jo videre hvis man kan sige det sådan. Det betyder ikke at min indsats er faldet, det er lige før det er tværtimod, men det betyder at lysten og energien til arbejde har været lav. Jeg havde regnet med jeg ville have det sådan efter opsigelse, det kommer ikke bag på mig at man reagerer sådan, men det der kommer bag på mig er, at jeg har haft ekstremt ondt i maven denne her uge. Sådan helt fysisk ondt i maven, lidt ligesom følelsen man har op til en eksamen.

I morges vågnede jeg kl. 5 med ondt i maven og var helt trist. Det er endelig gået op for mig, hvorfor jeg har så ondt i maven; tingene ændrer sig. Jeg kan godt lide det trygge og velkendte og jeg er altid blevet enormt ked af det, når der er sket store skift i mit liv, som har betydet ændringer, ikke bare i min hverdag men også i mine relationer. F.eks. da jeg stoppede på efterskole og skulle sige farvel, det samme i gymnasiet, når jeg har skiftet jobs jeg har haft i længere tid, flyttet fra ét hjem til et andet, venskaber der har ændret sig fordi den ene er flyttet udenlands osv. osv. Jeg savner helt inderligt de mennesker og rutiner jeg havde, når det ændrer sig. Længe efter, som i flere år efter, kan jeg have tilbagevendende mareridt og vågne op, med et inderligt savn til en gammel veninde eller en tid i mit liv. Så det er helt normalt for mig, at min opsigelse har betydet, at jeg nu har ondt i maven. Jeg kender mit job, mine kollegaer, mine arbejdsrutiner. Jeg har brugt tid på at blive en del af gruppen, en del af min arbejdsplads. Jeg kender min plads, alle kender mig og det er helt ufarligt at gå på arbejde hver dag. Derudover har jeg fået en af mine allerbedste veninder i en kollega, og det er lidt som at gå på arbejde hver dag med sin bedste veninde, og dele det hele med hende. Jeg kommer til at savne dén hverdag, som bliver skiftet ud med noget andet. Jeg er bange for at miste det og dem jeg kender. Jeg ved det her er mit mønster, jeg bliver så ked af det når tingene ændrer sig. Og jeg aner ikke hvad det bliver nu, men jeg ved med sikkerhed, at det ikke bliver det samme. Det faktum i sig selv kan gøre rigtig ondt, også selvom det er pisse spændende.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg jo glad for alle de ting der ændrede sig, også selvom nogen af dem gjorde mig utryg og ked af det. Det har ført mig hertil, hvor jeg er allermest lykkelig. På den måde tror jeg på, og ved jo egentlig også godt, at de forandringer der kommer igennem livet er gode. I hvertfald mange af dem. Og denne her forandring er én af dem, hvor jeg dagligt siger til mig selv ‘dét her, det skal nok blive godt. Stol på din beslutning, nu gør du det her og det hele skal nok gå’. Jeg ville nogen gange ønske jeg var lidt bedre til at være sådan lidt ‘pyt, nu gør jeg det her’ uden alle de bekymringer. Men jeg er en bekymret mus, jeg tænker meget på katastrofescenarier og ‘hvad nu hvis’, ligesom min indre kritiker kan være en rigtig kælling nogen gange. 

Så jeg ved at det er uundgåeligt for mig med ondt i maven den næste periode, men jeg vælger at tro på det er som det skal være, og at det hører med. Jeg glæder mig meget snart til at fortælle jer, hvad det er jeg skal igang med og gerne vil. Mit indlæg er muligvis rodet og underligt, men jeg vil gerne dele og skrive alle de tanker og følelser, der er forbundet med min opsigelse og denne her ændring, så jeg kan kigge tilbage på det om et halvt eller et helt år, og se hvor langt jeg er nået.

Fertilitetsundersøgelse

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg ikke er igang med at få børn, ligesom jeg heller ikke ved om det er noget jeg har svært ved. Det er bare så der ikke er nogen misforståelser. Som jeg har skrevet og delt før, så skal jeg rejse i starten af år 2020 til 2 lande med risiko for zikavirus. Det var et stort dilemma for mig tidligere på året, hvor jeg spurgte jer til råds via min instagram ift. dette. Jeg nåede frem til (med alle jeres fantastiske råd) at jeg ikke ville løbe en risiko for zikavirus ift. graviditet, hvorfor vi altså ikke går igang med børn før rejse. Derudover anbefales det at man venter 3-6 mdr. efter hjemkomst, og de retningslinjer følger vi også, så som jeg startede med at skrive, vi er altså ikke igang.. endnu. For det vil vi jo gerne på et tidspunkt, og vi er ikke mange år ude i fremtiden. Igennem en kollega fandt jeg ud af, at det er muligt at få gratis fertilitetstjek når man bor i region hovedstaden. Det er et tilbud til par, såvel som enlige. Mattis og jeg gør det selvfølgelig som par, og dvs. jeg får taget en blodprøve som viser niveauet for det kønshormon, der dannes i de små ægblærer og giver et udtryk for, hvor stor reserven af æg er. Mattis skal aflægge en sædprøve som viser hvor mange sædceller han har, og hvor gode de er. Det er en lidt længere proces grundet ventetid, så jeg bestilte tid for en måned siden og vi kan komme ind i februar og få svar. Vi kunne været kommet i januar, men det passede os ikke. Så ventetiden på sådan en tjek er omrking 2,5-3,5 måned. Indtil vores samtale i februar, skal vi have lavet vores prøver, så det hele ligger klar. Ved samtalen taler man om risikofaktorer i forhold til fertiliteten, altså lidt om livsstilen, motion/mad/rygning/stress osv. Ud fra det får man et svar på, hvordan ens fertilitet ser ud. På en skala fra grøn til rød får vi så svar på, hvordan fertiliteten passer i forhold til vores alder og hvor længe, vi fortsat kan regne med at få børn.

Jeg har intet problem med at fortælle folk det, faktisk synes jeg bare det er lidt spændende og selvfølgelig også lidt skræmmende, men mest af alt tænker jeg det er en god idé, at få lidt afklaring. Men jeg har mødt overraskende stor modstand fra folk jeg fortæller det, eller, modstand er måske så voldsomt et ord, måske nærmere undren. Mange siger de ikke kan forstå, hvorfor vi har behov for det og hvorfor vi ikke bare ‘ser hvordan det går, når vi går igang’ inklusiv Mattis. Men altså, det er da fint at vide om alt er som det skal være før vi går igang og går måned efter måned og bekymrer os over det. Mattis var skeptisk ift. om jeg ville blive mega stresset og bekymret, hvis det viser sig det ikke er noget vi nødvendigvis bare kan så nemt. Men jeg vil hellere vide det, og kunne søge hjælp eller have fokus på det med det samme, end jeg vil gå og bekymre mig måned efter måned i uvished. Det handler selvfølgelig også om min alder, for selvom jeg stadig føler mig meget ung og frisk, så kan jeg ikke komme udenom at jeg ér fyldt 30 år, og det er jo nu min fertilitet begynder at falde. Jeg er klar over, at uanset hvilket svar man får, så kan det ikke med sikkerhed sige hvornår vi kan få børn, man kan ende i den røde kategori og alligevel måske relativt kort tid efter blive gravid, ligesom det kan tage lidt tid, på trods af man er vurderet i den grønne kategori. Jeg tror og håber selvfølgelig på, at Mattis og jeg bare kan finde ud af det uden problemer.

Men selvfølgelig er jeg nervøs, for det kan jo rent faktisk være vi får et svar jeg bliver ked af at høre. Hvis nu jeg får at vide det måske ikke er noget jeg og vi bare kan, så vil det helt sikkert blive hårdt at være i, men jeg vil hellere have dén afklaring i februar, end at gå igang med baby et halvt år efter hjemkomst fra ferie, forsøge på det i et år før vi kan erkende der måske er problemer, og så først dér skulle undersøges hos læge og derefter igang med hjælp, så går årene med det pludselig hurtigt – og jeg bliver jo altså ikke yngre, hvor end jeg gerne ville det. Hvis jeg var i starten af 20’erne ville jeg aldrig overveje at blive undersøgt, ikke at der er noget galt i dem der gør dét, men mere fordi jeg ville tænke at det nok skulle komme. Men nu er jeg 30 år, og jeg synes det giver mening at få et tjek. Det er gratis og der er nogle krav man skal opfylde: man skal være bosiddende i region hovedstaden (jeg ved ikke om dette tilbud findes andre steder dog) og man må ikke allerede have et erkendt fertilitetsproblem. Man kan få en vurdering og undersøgelse af sin fertilitet, uanset om man er mand eller kvinde.

Hvad tænker I om det? Synes I også det er lidt fjollet, som flere af dem jeg har talt med om det? Har I selv prøvet sådan en undersøgelse eller måske overvejet den? Jeg hører meget gerne jeres mening <3

Går I selv med overvejelserne eller vil vide mere om det, kan I læse om fertilitetsrådgivningen her.