Hvordan du laver lækker cremet is med kun én ingrediens

Det lyder helt vildt, og det er det også. Måske er det ikke noget nyt eller revolutionerende, men jeg har først opdaget det for en uge siden og jeg elsker det. Det kræver kun én ingrediens at lave denne lækre sunde og billige is og intet specielt udstyr. Jeg har fundet opskriften her og lavet en lille ‘guide’ til jer, selvom det er det nemmeste i hele verden. Den eneste ingrediens I behøver er…. banan!
Tag nogle bananer. De skal helst være mere modne end på billedet da isen bliver lidt for syrlig eller får den der lidt grønne eftersmag hvis bananerne er for friske, men det her var de blødeste jeg kunne finde i butikken. Husk de ikke må være for bløde og smattede, men altså gode modne og gerne med brune pletter.
Skræl bananerne
… og skær dem i skiver som på billedet. Put dem derefter i fryseren på tallerkenen og lad dem fryse i i hvertfald 1-2 timer, ellers bare til de er frosne og hårde (tiden afhænger jo bl.a. af ens fryser). Når de er frosne tages de ud og blendes i hvad man nu har, stavblender, foodprocesser whatever. Jeg bruger stavblender. Isen begynder på magisk vis at blive cremet og lækker efter et stykke tid.
Server med det samme for en lækker cremet is. Den kan også fryses ned igen i tæt beholder og tages ud, så opfører den sig mere som ‘normal’ hård is, som på første billede. Blend evt en skefuld peanutbutter i isen, chokolade (pulver, stykker), honning, andet frugt eller hvad man nu har lyst til at blande i sin bananis. Det er så nemt og billigt at man sagtens kan eksperimentere med alt muligt og smide ud hvis det ikke er godt. Ellers kan man også bare spise isen helt uden noget andet end bananer. Voila! En sund lækker cremet is til ingen penge, få kalorier og masser af fibre, vitaminer osv. Den smager fantastisk og jeg skal helt sikkert prøve den med mange forskellige ting og finde den bedste. God fornøjelse.
2 af billederne er fra thekitchn de andre har jeg selv taget.
Hej! Min is bliver meget hård, sker det også for dig? Lader du den bare stå før du spiser den?
Rigtig dejlig blog du har, det er den eneste, jeg gider læse. 🙂