Sometimes it’s hard to find the words to say. I’ll go ahead and say them anyway

– Lily Allen

Det første skud på stammen kommer til at handle om mode og i særdeleshed tendenser. Efter at have været ude og rejse i Østen i 3 mdr. må jeg indrømme at det har været lidt af et chok at komme tilbage til byen, både gadebilledet og internettet stikker sgu lidt i mig. Aldrig har jeg set så stor kollektiv fejlfortolkning af moden og så meget forvirring, både i folks øjne og på deres kroppe. Jeg tænker ofte; “Hvilken filmstjerne var det lige du syntes du lignede i morges?” – for jeg kan virkelig ikke få øje på det! Har folk vitterligt ikke nogle inspirationskilder, forbilleder, idoler, eller noget på hjerte? Gemt dybt inde i dem et sted. Det ligner mest af alt ingenting. Der er en hel masse nye items på banen, der helt sikkert hver især har været ‘to die for’, ‘must haves’, ‘perfekte’, men når de så bliver sat sammen i én pærevælling knækker filmen. Det ligner at det er tøjet der kommer gående med folk og ikke omvendt.

Det er tydeligt at meget få kender noget til tidsaldre og modehistorie – og fred være med det. Bevares, det er et fåtal der er vokset op på et tekstilmuseum. Eller har læst en bog om modens historie fra ende til anden. Det er dog alligevel lidt påfaldende at alle unge piger ikke desto mindre skal være designere, designteknologer og stylister – uden vel at mærke at have nogen form for realisme omkring, hvad det kræver af forståelse og fordybelse og kærlighed for faget, og uden at den mindste smule respekt for den forrige generation og alt den dybdegående viden og passion de har haft med på deres lange vej for at nå op på toppen af isbjerget. Hvor andre folk rent faktisk har meget at se op til! Det er som om at der er en romantiseret forestilling om at hvis man starter på Kea, etc. – så er den hjemme. Og så stirer man sig ellers blind på Helmut Newton biblerne på sit coffee table fra HAY og bruger sin fritid på at namedroppe til de rigtige mennesker i stedet for at lave lektier. Det hele handler jo om networking, ikk’?

Nå men, dirrekte tilbage til gadebilledet. Et meget fint ekspempel herpå er Birkenstock sandalerne – super sunde, helt utrolige at gå i og faktisk rigtig fede hvis man virkelig har god stil. Men på ingen som helst tænkelig måde hvis man ikke har.

Jeg forstår kærligheden for nordiske, minimalstiske udtryk – men jeg forstår ikke at man kan så meget som at tænke på at kombinere dette med frekvenser af rock og boheme; yndlings pleather jakken fra forrige sæson, eller verdens fineste palliet jakke duer bare ikke til dine nye yndlings sko. Så kan det desværre være nok så lækre, nye eller dyre items, men hvis ikke man tager højde for stilforvirring, skærer det altså selv den mindst stilbevidste i øjnene. Og der er meget mere hvor det kommer fra. De brede 3-kvart harems agtige bukser der er alle steder, dog mest på billeder fremfor virkeligheden (I wonder why) De klæder jo I N G E N. Super modeller såvel som små tætte bloggere. Let’s face it. De er aller-værst kombineret med noget “street” eller “swag”.

Et andet eksempel er business looket – suits, nålestriber, pæne sjorte, corsager, farmor/90’er tasker. Det ser ikke særlig tjekket ud og det ligner ikke at I har styr på det hele og er i fuldkommen kontrol. Det ligner NÆSTEN det modsatte. Hvilken pige på 20år har lige en topstilling, hvor det kræves at hun er uniformeret? Jeg har hidtil ikke mødt en eneste. Alligevel ser man fænomenet alle vejne. SU’en er efter min mening for høj (gu er den ej), hvis det kan lade sig gøre at prioritere en Chanel taske. Det er forkasteligt og forkert på så mange måder, at unge piger tror at deres liv (læs: garderobe) ikke bliver fuldendt før den første 2.55’er er i deres varetægt. Og så er det altså virkelig ikke særlig sundt at leve af havregrød og rugbrød, resten af semesteret. Det bliver man fejlernernæret af og det er en alvorlig sag. Og tænk lige ekstra meget over det en ekstra gang, næste gang suitet kombineres med en band T-shirt og “tilfældigt skødesløst sovekammer hår” – Det er altså mystisk og det er ikke på den dragende måde.. Mode og stil må gerne være legende og humoristisk, men hold Jer nu for guds skyld til én stilart af gangen. Jeg vil med glæde lige se lidt indad også og indrømmer gerne at min egen stil alle dage har været umådelig outreret. Jeg er på ingen måde fortaler for at man skal følge moden slavisk eller holde sig til én rød tråd. Man skal derimod kigge sig i spejlet – og være ærlig overfor sig selv. Hvis du fx. ikke føler dig helt tilpas, er der nok en grund til det. Brug det og skab noget der er lækkert visuelt istedet for bare at copy-paste fra alle fire verdenshjørner. Bare fordi det klæder MK Olsen med rødligt saltvandshår, kommer jeg ikke til at ligne hende, fordi jeg smider en hjemmefarve i. Det har jeg bittert måtte erfare. Og maxi kjoler ser bare ikke særligt pænt ud, når man er mindre end 173 – man ligner en heks – det har jeg også måtte erfare! Man kan jo ikke andet end at være lidt spændt på hvad fanden det næste bliver. Jeg har som sædvanligt mine idéer.

Det har været en fornøjelse at blogge for jer babes, det har kriblet i fingerne under hele processen. Jeg håber I glæder jer til næste torsdag, hvor jeg kommer til at berette og mænd, forhold, forliste forhold og hvad der dertil hører. Det er noget jeg ved ret meget om efterhånden, skulle jeg hilse at sige.

Alt smukt herfra.

Gina Jaqueline 

(Instagram: ginajaqueline)

Fedt I var så mange der deltog i min give-away. Men der er jo desværre kun én vinder, og vinderen er

Danica skal have denne smukke kuffert med en tur til Rom. Jeg ville ønske jeg kunne give jer allesammen en lækker kuffert til jeres næste rejse. Jeg ønsker Danica og hendes nye SUITSUIT kuffert en rigtig god tur til Rom. SUITSUIT kufferterne kan i øvrig købes hos den danske webshop Kaza har jeg set, og ellers kan I selvfølgelig købe dem på deres egen hjemmeside her.

Kig ind senere hvor Gina Jaqueline gæsteblogger med sit første torsdagsindlæg.

Jeg elsker nye tiltag. Og nu kommer der endnu et på bloggen som jeg tror, og håber, I vil blive glade for. Kan I huske Gina Jaqueline? Måske Danmarks vildeste blogger. Folk enten elskede hende eller hadede hende. Hun skrev vilde ting, viste fantastiske billeder og var fuldstændig sig selv. Hendes kommentarfelt var i brand i stort set alle hendes indlæg. Jeg forestiller mig hvordan folk satte sig i sofaen med popcorn hver gang et nyt indlæg tikkede ind fra Gina. Sådan ser jeg det totalt for mig. Jeg synes det var en sørgelig dag i ‘blogland’ (fuck nu af, jeg hader det ord) da Gina valgte at lukke sin blog. Og det tror jeg mange gjorde. Jeg synes Gina var en dygtig forfatter, usandsynlig smuk person og meget inspirerende blogger også.

Min historie med Gina starter i 2009 hvis jeg ikke husker helt forkert. Vi havde begge en blog, læste hinandens, og jeg husker det allerførste Gina nogensinde skriver til mig er til et par asos sandaler jeg havde købt, og vist i et outfitbillede. Kommentaren er noget med at hun synes de er gyselige. Sådan! Som Gina kun siger tingene. Jeg blev lidt tøsefornærmet, var ret ny i blogverden, og ikke vant til den slags meget ærlige kommentarer, og skrev vel noget med ‘jaja, det er jo din mening’ og så indså jeg et par dage efter at de der sandaler var virkelig hæslige. Gyselige faktisk. Og jeg gik aldrig med dem. I 2010 udvikler vores kommentarer på hinandens blog sig til længere emails. I starten handlede de om vores fælles fascination af Mary Kate Olsen, men som vores emails blev flere og flere og længere og længere, udviklede vores ‘forhold’ sig. Vi begyndte at ses, og siden har vi været veninder. Gina og jeg er som dag og nat. Så forskellige som to mennesker kan være faktisk, på nogle punkter, men så har vi nogle sider som jeg ikke kender nogen som Gina der kan forstå og sætte sig ind i. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst så Gina fysisk, der kan til tider gå længere perioder, men der går ikke en uge hvor vi ikke har timelange telefonsamtaler. Nogle gange tuder vi sammen. De fleste gange skriger vi af grin. Gina er på mange måder den vildeste veninde jeg har. Nej sgu, hun er den vildeste veninde jeg har. Vi kommer fra to helt forskellige verdener, og alligevel kan vi sætte os ind i nogle ting vi begge går med, som ingen andre kan. Jeg sætter kæmpestor pris på Gina i mit liv, og hun er bestemt vokset til at blive et menneske jeg elsker. Selv når hun råber lidt for højt til fester eller sætter mig på plads hvis jeg er umulig, så er hun et menneske jeg værdsætter meget. For lige præcis den hun er.

Og det næste stykke tid, så længe hun orker, har hun fået en fast plads her på Mi Confesión. Nemlig sin helt egen taletid i hendes torsdagsindlæg ‘Ginas torsdag‘. Hver uge, så længe hun har lysten, kommer Gina med et indlæg om torsdagen. Og jeg kan love jer for der kommer guf. Vi taler lækre outfitbilleder, indlæg med total ærlige meninger, inspiration, og lidt om mænd mener jeg vist også hun har i ærmet. Det bliver så fedt. Jeg glæder mig i hvertfald til at læse hvad hun har på hjerte, jeg savner hendes indlæg, og jeg håber at I vil tage rigtig godt imod hende. Første indlæg bliver udgivet i morgen. Gina har total frie hænder, jeg redigerer ikke i noget af det hun skriver, det er hendes ord, og det bliver helt sikkert uden det store filter. Men jeg kan love jer for god underholdning, fede ord og billeder, og rigtig god læsning.

Så kære læsere, find jeres popcorn frem igen, Gina er tilbage på Mi Confesión med ‘Ginas Torsdag’

“I wanted a perfect ending. Now I’ve learned, the hard way, that some poems don’t rhyme, and some stories don’t have a clear beginning, middle, and end. Life is about not knowing, having to change, taking the moment and making the best of it, without knowing what’s going to happen next.
Delicious Ambiguity.”

Jeg tror vi er mange der har prøvet det. At få vores hjerte knust. Jeg har det sidste halve år brugt enormt meget tid på at tænke over min adfærd, min reaktion på brud, hvad der gør at min verden går så meget i stykker, også når forholdet var usundt og ikke særlig berigende for mig. Jeg har derfor gennemlæst alle mine gamle kærestesorgsindlæg, og gud hvor er det dog rørende. Jeg har grinet og grædt de sidste par timer. Et par snotbobler er det også blevet til. Hold nu helt op hvor har jeg dog haft ondt, jeg husker det virkelig. Uden at skulle have ondt af mig selv, eller gøre mig selv til offer, men jeg skrev jo meget ned i min proces, og selvom jeg er helt videre fra alt det, så kan jeg gennemlæse mine gamle indlæg, og sagtens huske hvordan det føltes indeni. Og jeg har læst det hele igennem, analyseret, læst lidt mere, tudet og grinet. Jeg læste mange ord som gjorde jeg kunne huske præcis hvad jeg gik igennem, men da jeg læste denne sætning: Det var et fucking hårdt brud og jeg blev efterladt grædende på gulvet med store fortvivlede øjne og en kuffert fyldt af oplevelser, eventyr og gaver, og ud ad døren gik P, med mit hjerte i den ene hånd og hans nye kæreste i den anden så begyndte jeg at tude. Ikke fordi jeg savner min eks, vil have ham tilbage eller ikke er ovre sorgen. Men fordi jeg kan huske hvordan lige præcis dét føltes. Fordi jeg ved at der aldrig er nogen garantier i kærlighed. Det er noget af det smukkeste, eller, det ér det smukkeste, og derfor er det også det der gør allermest ondt, og kan udvikle sig til noget af det grimmeste man nogensinde har oplevet, hvis det går galt. Kaster man sig ud i kærligheden kan man have usandsynligt højt at flyve, og det er fantastisk deroppe, men jo højere man flyver, jo dybere er der jo også at falde, og man har aldrig nogen faldskærm med. De findes simpelthen ikke, de der kærlighedsfaldskærme. Pis også! Og dét skræmmer mig lidt.

Jeg har tænkt meget på hvorfor det er så svært for mig at slippe mennesker, hvorfor en afvisning er så svær for mig at håndtere. Selv når en person har været grim mod mig, rigtig rigtig grim, så kan jeg have svært ved at finde stædigheden, stoltheden og selvrespekten frem. Og jeg har tænkt over hvad i alverden det er der gør det. Og udover alle de ting psykologen kan hjælpe med, analysere og give mig redskaber til at lappe, så har jeg også prøvet at lære mig selv nogle ting. Da det for et par uger siden gik op for mig, at bruddet med Flo, min seneste kæreste, skete for et halvt år siden, allerede, og jeg stadig har rigtig store problemer med at slippe. Dér gik det op for mig at jeg var nødt til at finde ud af hvad det handler om. Handler det virkelig om jeg vil ham ham? Nej. Slet slet ikke. Jeg kan godt se han ikke var god nok, og han gjorde noget rigtig grimt og utilgiveligt. Jeg fandt ud af hvad det handler om i forhold til ham, i forhold til når jeg bliver afvist og mit hjerte knuses, det handler om at den person har knust mit hjerte, trådt på mig, og afvist mig i en sådan grad at min verden falder sammen og jeg ikke kan få luft, og derfor regner jeg med at det er den person der også er den eneste der kan lappe det igen. Tage det tilbage. Få det til at gå væk. Det er lidt den der med ‘jamen du væltede vasen på gulvet så du samler den op igen’. Jeg har gjort personen der har afvist/såret mig, til personen som er den eneste der kan få det til at gå væk igen, og få mig til at få det bedre. Og det har jeg indset er nok den allerstørste fejl i forhold til at komme videre. For det er den sidste person der kan lappe mit hjerte. Og uanset hvor meget jeg prøver at søge den ro, bekræftelse og hjælp, så er det sket. Og det kan aldrig tages tilbage. Kun jeg selv kan lappe mit knuste hjerte. For det kan godt være at eks-kæresten knuste det, men det var altså også ham der gik ud af døren og efterlod mig i det. Det er mig der sidder tilbage i skårene, med limen i den ene hånd, og lommetørklæderne i den anden. Og venter forgæves på han træder ind ad den dør og lapper det for mig. Men det sker ikke. Jeg sidder i skårene, jeg har limen, og jeg skal lappe hjertet. Det er jo bare fordi det gør så pissehamrende ondt at samle skårene op, man skærer sig, man limer forkert, må rive det fra hinanden og lime det om igen, og man bløder. Men det er sådan det er.

Jeg skal lappe mit hjerte når det bliver knust. Ikke min ekskæreste. Ikke mine venner. Ikke min familie. Jeg. 

Indlægget her handler ikke om at jeg ikke er videre fra min eks, hverken den ene eller den anden, at mit hjerte stadig er i titusind stykker, eller at jeg ikke kan få luft. Slet ikke. Det er jeg ovre, og jeg har det rigtig godt. Men det handler om min adfærd i forhold til afvisninger. Måske endda de fleste kvinders adfærd, jeg ved det ikke. Om ikke andet er det min virkelighed, og den skal simpelthen ændres. Hvis ikke jeg indser de ting, arbejder med dem, og lærer af det, så vil jeg for evigt have et knust hjerte. Og på den måde kan ingen af os jo leve. Tænk at mine egne gamle indlæg og et stort glas cola på en helt almindelig tirsdag aften, kunne blive så betydningsfuldt. For det blev det sgu. Det gav mig helt ro i sjælen, og en indsigt i mig selv som jeg ikke tidligere havde.

One   |   Two   |  Three  |   Four  |   Five  |   Six  |   Seven

Et nyt lille tiltag, Seven, er kommet på bloggen. Det er i alt sin enkelthed bare 7 ting jeg virkelig gerne ville eje. Jeg håber I kan lide det/bruge det til noget, det bliver udgivet en gang om ugen.

A new category on the blog, Seven. It’s seven things I really wish I had. I hope you like it, it will be posted once a week. Sleep tight.