
Instagram.com/wilma.the.frenchie
En lille status på Wilma, vores lille hund. Måske ikke noget nogen overhovedet finder interessant, men så er det skrevet ned til os selv om ikke andet. Wilma er nemlig den dejligste, smukkeste, sjoveste, skøreste og mest kærlige lille bombe sammen med os (og en håndfuld andre mennesker hun kender). Problemet med Wilma er både mentalt og fysisk. Vi kæmper en kamp med hende.
Fysisk startede Wilmas problemer da hun var kun 4 mdr. gammel. Hun begyndte at tabe hår omkring øjne/mund og klø sig enormt. Vi tog til dyrlæge, som behandlede med noget i 1 måned uden effekt. Siden da var vi til dyrlæge over 2,5 måned, hvor Wilma fik den ene slags medicin efter den anden. Både sprøjter, blodprøver, antibiotika, anti-kløe piller med binyrebarkhormon osv.,i mange forskellige slags. Noget behandling havde en smule effekt, men ikke nok, det meste af behandlingen havde allermest effektiv effekt når det kom til at gøre Wilma træt, sløj, utilpas osv. Efter 2,5 måned hos dyrlæge måtte de give op på Wilma og henvise os til en hudspecialist. Stakkels lille Wilma, som stadig på dette tidspunkt var syg, havde levet alt for mange af sine hvalpemåneder på medicin og nu skulle igennem endnu et dyrlægebesøg. Det gør så ondt i hjertet på mig.
Jeg tog til specialist med Wilma for knap 3 uger siden, hun tog et hudskrab omkring hendes mund, og konstaterede hårsækmider. Dette er noget hvalpe får, når de dier hos moderen. Da Wilma allerede havde fået 3 slags medicin mod dette, har vi nu fået udleveret et 4. og meget stærkt medicin. Nemlig noget vi skal vaske hende i, som skal blandes op med vand, 1:10. Det stinker af terpentin og man skal give hende det udenfor, da det er så kraftigt. Inden man vasker hende i det, skal hun have nogle beskyttende øjendråber, hvis der skulle komme lidt i øjnene. Vi skal give hende denne ‘kur’ en gang om ugen. Vi har nu givet hende 2 gange og efter sidste behandling blev hun simpelthen så syg, at vi ikke har turde give hende det siden. Hun blev helt anderledes, deprimeret, trist, kvalme, sov hele tiden, ville ikke spise og virkede slap og helt uden for rækkevidde. Vi kontakter vores dyrlæge, som er gået på ferie indtil januar, og derefter ringer vi rundt til ikke mindre end 4 dyrlæger, som ikke kender produktet vi bruger til Wilma og derfor ikke kan svare os på om det er ‘normale’ bivirkninger, som ikke er skadelige, eller om det er helt forkert og vi skal stoppe straks. De tilbyder dog alle (selvfølgelig) at kigge på Wilma, og jeg vidste godt det blot ville være et kig, lyt på hjertet, skånekost og en regning på 1500 kr. med hjem. For ikke at tale om stakkels Wilma, som efterhånden er så bange for dyrlæger, at de må give hende mundkurv på og bedøve hende når vi er der. Nej tak. Vi gav hende ro og på 4. dagen var hun frisk igen.
Dog skulle vi have givet hende endnu et af de bad i tirsdags, hvis vi skulle følge speciallægens anvisning, og da vi ikke kan få råd fra vores speciallæge som jo er på ferie, tør vi simpelthen ikke give hende det igen, efter sidste omgang. Hendes tilstand ift. sygdom er betydelig forværret. Hun er nu næsten skaldet omkring øjne og mund, hvor hun også har sår og huller af at kradse. Vi forsøger at give hende en dragt på, så hun ikke får kradset sig så meget, så smører vi med klorhexidin, der hvor der er sår hver aften og holder det rent. Vi venter nu, med ondt i maven, til det bliver mandag, hvor vi kan ringe til lægen og få hjælp.
Derudover er der det mentale. Wilma har været syg så længe og desuden altid en lidt forsigtig hund, at det har udviklet sig til et alvorligt adfærdsproblem. Hun er nemlig utryg ved ukendte mennesker. Det startede med en smule utryghed omkring børn, så blev det mennesker i mørke og nu er det alle mennesker hun ikke kender. Vi kan knap nok få gæster, fordi Wilmas reaktion er så voldsom. Vi har haft to adfærdsbehandlere ind over, uden effekt, og vi har forsøgt at arbejde intenst med det. Hun er nemlig den dejligste, gladeste og mest kærlige hund, når man har vundet hendes hjerte, men dette tager lidt tid. Jeg er træt og udmattet og jeg kan ikke holde ud, min lille hundehvalp har haft det skidt i så lang tid. Jeg gør det bedste jeg kan, giver hende det bedste jeg har. Vi har været nødt til at tale om hendes adfærd ift. når vi en dag skal have børn, dette bliver jo i hendes levetid. Vi skal have en hund, som kan med alle mennesker. Vi skal kunne have gæster, børn som voksne, holde fødselsdage osv., og have en hund, vi er 100% trygge ved. Selvfølgelig for vores og alle andres skyld, men i dén grad også for Wilmas. Hendes reaktion (knurre og gø voldsomt af gæster) er jo fordi hun er pisse utryg, og det har jeg ikke lyst til at byde hende. Men tanken om ikke at have Wilma gør fysisk ondt allevegne. Hun er simpelthen sådan en vidunderlig hund og jeg har ikke lyst til at undvære hende.
Vi har dog været nødt til at tale om det, og om hvad vi gør, hvis ikke vi kan rette op på det her. Alt er prøvet og vi prøver fortsat alt det, som vi tror på hjælper. Vi valgte den franske bulldog race, netop fordi de skulle være gode til alle slags mennesker, nemme at have med rundt ift. sind og størrelse og ekstra gode til børn. Den perfekte hund til førstegangsejer OG den perfekte familiehund. Vi valgte en med lange ben og snude, så der ingen problemer skulle være med vejrtrækning eller ryg. Det er så også det eneste der ikke er. Hendes fysiske tilstand har unægteligt forværret hendes mentale over de sidste mange måneder, og vi føler os magtesløse. Jeg er ked af jeg ikke kan hjælpe min lille hundehvalp, jeg føler jeg i dén grad fejler.
D. 10 januar har jeg igen tid til et skrab hos speciallægen, og jeg har sagt til Mattis, at han er nødt til at tage med. Sidste gang sad jeg med en klump i halsen og tårer på vej ud af øjnene hele tiden. Jeg kan ikke holde det ud, alt det hun skal igennem, jeg vil bare gerne give hende det allerbedste. Lige nu ligger hun mellem mine ben under et tæppe på sofaen.
Undskyld lille Wilma, undskyld jeg ikke kan tage din sygdom og frygt væk og passe på dig. Jeg ville gøre alt i verden for du skulle have det godt hele tiden <3