
Hej søde læsere. Som I måske har bemærket blogger jeg ikke meget for tiden, jeg deler heller ikke meget på instagram. Jeg har tænkt rigtig rigtig meget over sociale medier for tiden og min rolle i det. Både min blog, youtube, instagram og sociale medier generelt. Jeg elsker at blogge, jeg savner det tit, rigtig tit, at skrive. Jeg tror jeg vil starte med mine tanker og hvorfor jeg ikke blogger meget.
Mit job:
I marts i år blev jeg tilbudt et job som socialrådgiver. Det første jeg var til jobsamtale ved, og så endda et af dem jeg virkelig havde ønsket mig. Jeg vil forsøge at forklare, kort, hvad jeg laver. Jeg sidder som socialrådgiver med forebyggelse og børnefaglige undersøgelser. Dvs. en underretning rammer vores kommune (det er altid vagten der modtager underretningerne og risikovurderer dem, man skiftes til at have vagten, hhv. forvagt og bagvagt, så der altid er 2 på, hvis man skal ud i en akutsag). Når en underretning ryger videre til vores team, sørger vores leder for, at fordele den. Jeg får en sag og herefter er det mit arbejde at lave forebyggende og undersøgende arbejde. Jeg partshører forældrene, holder børnesamtaler, samtaler med forældre og indhenter statusudtalelser fra skole/institutioner osv. Herefter vurderer jeg om der er grundlag for at lave det der hedder en §50 børnefaglig undersøgelse. En børnefaglig undersøgelse laves, når det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En §50 undersøgelse åbner nemlig for muligheden for, at igangsætte foranstaltninger. Hvis jeg beslutter at sagen lukkes, kan jeg også vurdere at det er nok med en mindre forebyggende indsats – eksempelvis samtaler over et kortere forløb. Hvis jeg vurderer der skal laves en børnefaglig undersøgelse er jeg også den der skriver den. En børnefaglig undersøgelse skal omfatte en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, Familieforhold, Skoleforhold, Sundhedsforhold, Fritidsforhold og venskaber og Andre relevante forhold. Jeg har 4 mdr. til at skrive en undersøgelse fra underretningstidspunktet, hvilket jeg til tider synes bliver presset med de mange sagsskridt der skal tages inden. Jeg sidder med 20-25 sager på mit bord ad gangen. En undersøgelse varierer i længde/størrelse men mine undersøgelser er omkring 18-30 sider lange – det er derfor heller ikke noget man skriver på en dag.
Det var en kort forklaring om mit job og nu vil jeg komme til hvad dét har med min manglende blogging, og alle mine tanker om sociale medier at gøre.
Min blog, instagram og offentlige profil
Efter jeg blev ansat som myndighedssocialrådgiver har jeg tænkt meget over min blog. På flere måder. Jeg elsker at blogge, at skrive, at være kreativ og ofte savner jeg det. Men der er 2 ting omkring min profession og mine sociale medier der sætter tanker igang:
1. Ofte har jeg lyst til at skrive noget omkring mit job. Ikke noget der bryder tavshedspligten selvfølgelig, men tanker omkring mit erhverv, tanker om min hverdag, mine følelser omkring min profession osv. Men hvad med mine kolleger? min leder? Jeg ved der er flere på mit job der ved, at jeg har en blog. Det er heller ikke en hemmelighed, jeg står inde for at jeg har den og den har fyldt meget de sidste knap 10 (!) år. Men hvad hvis min leder læser jeg føler mig presset? Vil det have betydning for hvordan hun ser mig? Vil der gå rygter om mine skriv på jobbet og vil det blive noget underligt noget, hvis jeg skriver min ærlige mening om, hvordan jeg har det (som jeg altid har gjort). Dét har holdt mig flere gange fra at skrive et indlæg om nogle ærlige tanker, fordi jeg simpelthen ikke kan lide, hvad mine kolleger eller dem højere oppe vil tænke om mig.
2. Borgerne. Jeg er en offentlig profil. Når jeg er på arbejde er jeg professionel og jeg tager tunge snakke med forældre, der har det svært. Uanset om deres barn har misbrugsproblematikker, højt fravær fra skolen, er psykisk syge, bliver slået eller misbrugt, så er det et job der kræver, at man er professionel og ordentlig. Jeg sidder både med forældre der vil samarbejde fordi de ønsker hjælp, jeg sidder med grovere sager med forældre, der af forskellige grunde ikke kan passe på deres børn, som det forventes man passer på børn. Jeg skriver mine navne på alle mødeindkaldelser, på mine undersøgelser og siger det på møder. Mit fulde navn. Line Sofie Gyldholm, socialrådgiver. Og det navn kan googles, og det navn bliver googlet. Det ved jeg. Jeg har endnu ikke oplevet noget grimt, og kun en enkelt gang har en borger fortalt at hun har googlet mig og kan se jeg er nyuddannet. At jeg er nyuddannet er ingen hemmelighed, men det betyder også, at hun kan læse jeg har en hund, en kæreste, bor på Nørrebro, har haft kærestesorg, har sunget en sang på kinesisk osv. Og når man skal ind og sidde til et møde om ens barn – det dyrebareste man har, så har man brug for en så neutral person som muligt. Er min idé. Hvis man har set sin socialrådgiver i bikini på instagram eller læst om hendes brud på en blog, så kan det måske føles som en person der ikke kan eller skal varetage det tunge og alvorlige job det er, at hjælpe/tale med deres barn.
Jeg er skide dygtig til mit job, det synes jeg selv. Jeg er altid professionel og ordentlig og jeg laver et godt stykke arbejde. Min opgave er at hjælpe de børn jeg kan og jeg går meget op i at gøre det på den bedste måde for alle. Jeg har taget en uddannelse ligesom alle andre, jeg har mine egne personlige ting med i bagagen, som betyder jeg i hvertfald selv føler, at jeg har en dybere forståelse for nogle af de situationer børn kan stå i. Jeg elsker at snakke med børnene, uanset hvad de kommer fra og jeg bruger lang tid på at få dem til at føle sig trygge ved mig, uanset om det er på kommunens kontor, på deres skole, om vi går en tur eller sidder på deres værelse. Det bliver altid 100% det de helst vil og er mest trygge i. Jeg er ikke nogen dårlig socialrådgiver fordi jeg har en blog og har haft det i mange år.
Men kan jeg være bloggeren Line samtidig med jeg er socialrådgiveren Line? Jeg ved det ikke. Ærlig talt. Og hvad vil jeg så helst? Dét kan jeg slet ikke holde ud at tænke på. Jeg er glad for mit job, jeg udvikler mig hver eneste dag og jeg er selvfølgelig glad for at få løn. Men jeg elsker at skrive, at filme, klippe, være kreativ. Jeg savner jeres kommentarer, jeg savner min blog. Jeg savner at indvie jer i mine projekter og jeg kan næsten ikke klare tanken om at lukke ned herinde. Jeg har tænkt at jeg kunne gøre min instagram privat, men jeg vil heller ikke ændre en masse ting på min blog eller instagram, for så bliver det noget underligt noget. Enten så finder jeg en vej, hvor det kan fungere med begge dele, eller også så må jeg sige farvel til en af delene.
Økonomisk set ville det slet ikke hænge sammen at satse på bloggen. Slet slet ikke. Men hvis nogen spurgte mig hvad jeg ville vælge hvis begge ting gav samme løn, så er den svær. Det er to helt forskellige ting det giver mig. Jeg føler jeg reelt gør en forskel, også selvom den måske er lille, på mit job. Jeg arbejder hårdt for mine penge og jeg hjælper nogle mennesker der har brug for det. Det kan man ikke sige om bloggen, og dog. Jeg har ikke tal på hvor mange mails jeg har fået omkring mine tekster, hvor meget de har hjulpet jer osv. I har også hjulpet mig og jeg elsker vores snakke i kommentarfeltet. Jeg elsker at dele ud af min mere kreative side.
Jeg er stadig i tænkeboblen, for jeg synes det er rigtig svært. Jeg havde, måske lidt naivt tænkt, at jeg bare kunne have begge dele uden nogen som helst problemer. Og det er ikke fordi hverken mine kolleger eller borgere har skabt problemer, men det sætter gang i en masse tanker i mig.
Hvad tænker I? Jeg ved godt I ikke sidder i den funktion, men hvad tænker I om det jeg skriver? Kan I forstå jeg har det sådan? Kan I forstå at borgerne måske har det underligt med det?