Dadelbanantoppe med havregryn

At miste en person, som stadig er i live

Jeg faldt over filmen her tidligere på ugen, og det har sat en masse tanker igang. Jeg klippede den sammen, da jeg sad midt i den største sorg, og da var det vigtigt for mig at dokumentere den og gemme den for evigt. Det har vel været engang tilbage i år 2012/2013. Den er aldrig vist noget sted, men jeg har lyst til at dele den nu, sammen med denne tekst. Det sker jo ofte igennem livet, altså at vi mister personer, som stadig er i live. Kærlighedsrelationer og venskaber kommer og går, og lever videre i deres egen fortælling. Men hvad så med de personer man bevidst vælger fra? De personer, der forvolder for meget smerte? Og hvordan skal man forholde sig til det, når den person man vælger fra, burde være kilde til uendelig og betingelsesløs kærlighed? Det er en meget svær og meget stor beslutning, at fravælge en forælder. Det var det i hvertfald for mig. Efter mange års smerte, valgte jeg at slutte kontakten til min far. Det var meget hårdt og trist, men også det rigtige. Jeg kunne ikke holde ud at se ham gå i forfald på den måde, jeg havde konstant ondt i maven, ondt i hjertet og ondt allesteder. Jeg elskede ham, fordi han er min far. Men jeg havde ondt af ham og jeg var skuffet. Skuffet over, at han ikke kunne stoppe sit misbrug for sine to børn, som gav ham mange chancer. I mange år følte jeg mig fravalgt og ligegyldig, hvordan kan man vælge sit misbrug fremfor sine egne børn? Det kostede mig mange nedture, angstanfald, depression, sorg, savn, skyld og skam. Det var uden sammenligning, den absolut sværeste beslutning jeg i mit liv har taget.

Jeg tror, at rigtige mange børn føler sig forpligtede til at bevare kontakten og opretholde båndet til deres forældre, for at bibeholde den tryghed der er rodfæstet i barndommen. Der er en form for forventning om, at man elsker sine forældre ubetinget. Dét i sig selv var virkelig svært for mig at finde min egen plads i, jeg følte det var forkert at vælge min far fra. Derudover så var der sorgen i at miste en person, også selvom valget var mit eget. Sådan et valg tager man ikke, hvis alt er godt og kærligt. At tage sådan en beslutning har krævet mange tårer, meget tvivl, skam, skyld, sorg og rigtig mange års forberedelse. I mit tilfælde fulgte der enorme konsekvenser ved beslutningen. Jeg mistede ikke kun min far, men hele min familie på hans side, som grundet mit valg, valgte mig fra. Jeg mistede dermed en stor del af min familie, flere af dem meget betydningsfulde mennesker for mig. At miste én betydningsfuld person i sit liv er ikke nemt, men at miste halvdelen af sin familie på én gang, det er ubeskriveligt hjerteskærende.

Der var ikke forståelse for mit valg, men nærmere bebrejdelse og skuffelse. Sætter jeg mig i mine bedsteforældres sted, så kan jeg godt forstå det er svært for dem også, og for min fars bror og alle andre tæt på ham. Det er deres søn/bror/farbror osv. Jeg havde aldrig taget valget selv, og jeg har været både vred og ulykkelig i mange år, men jeg har også fundet fred med det. De har taget deres beslutning, præcis som jeg tog min. De mente jeg (og min lillebror) havde givet op på at støtte det menneske vi burde være der for altid – familie elsker, støtter og hjælper hinanden, og nu har I valgt ham fra. Det er jeres egoistiske valg, og jeres egen beslutning at melde jer ud. Men hvad de glemmer er de mange, mange års barndom med en far, hvis misbrug blev værre og værre. Glemmer de de juleaftener, påskefrokoster og familiemiddage, hvor vi sad helt alene med familien uden vores far, fordi han var for fuld? At det var os der skulle forklare og forsvare, hvorfor vi var gået igennem sneen over til vores bedsteforældre alene uden vores far, igen? At det var os der altid sad med skammen og sorgen. At det var os der i mange, mange år levede med en far, som skulle passe på os og som ikke var der for os? Glemmer de, at det var os der var børn? Det er aldrig nogensinde børns skyld, når deres forældre ikke opfører sig ordentligt. Aldrig nogensinde. Jeg har oplevet min far gøre utilgivelige ting overfor mennesker jeg elsker. Jeg kunne leve med alle de grimme ting han sagde til mig og alle de gange han gav mig ondt i maven eller satte mig på overarbejde, fordi jeg skulle dække over hans fravær eller tilstand, men jeg kunne ikke klare at se ham såre dem jeg elsker. Fysisk og psykisk. I alle de år, har jeg skullet leve med ham, hans misbrug og konsekvenserne heraf. Savnet til den jeg ønskede han ville være og sorgen over, at se ham gå fuldstændig i forfald. Hans konsekvens blev i sidste ende, at jeg valgte ham fra.

Jeg har mødt mange uforstående mennesker på min vej, som simpelthen ikke kan forestille sig at skulle mangle en forælder. Men jeg manglede min far i mange år før jeg tog beslutningen om at skære ham ud af mit liv. Nu har jeg ikke talt med min far i 8 år. Eller set ham. Det er den rigtige beslutning, det er jeg stadig ikke i tvivl om, men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at den har været usandsynlig svær at tage og stadig, den dag i dag, jævnligt koster mig rigtig mange tanker. Jeg kan tale om min far, min fortid og min barndom. Jeg er afklaret med min beslutning og tabet af en stor del af min familie.

Men der bor en sorg indeni mig for evigt, som jeg har accepteret jeg må både leve og dø med.

 

8 kommentarer

  • Camilla B. M.

    Hej Line Sofie.
    Jeg har også valgt min far fra pga. hans stofmisbrug, som fyldte ufatteligt meget i min barndom. Jeg er den eneste ud af 5 søskende der har fravalgt at have kontakt med min far, så jeg forstår godt den følelse du beskriver med at stå alene og at andre virker uforstående over for ens valg. Ja, jeg vil egentlig bare sende et virtuelt kram og en tak, da det er rart at mærke at man ikke er alene.

    Kram fra Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      Hej Camilla

      Tak for din besked, og mega sejt du har taget valget som var rigtigt for dig, selvom alle dine søskende har valgt noget andet. Virtuelt kram tilbage <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så mega stærkt gjort af dig, at du har haft modet til at vælge ham fra! Det er aldrig nemt som barn, at vælge sine forældre fra, præcis som du så fint formulere det. Det burde slet ikke være sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fint skrevet. Hvor må det have været en svær svær svær beslutning at tage, men det lyder til, at du har gjort det helt rigtige for dig – og det synes jeg virkelig er sejt gået (stadig idag 8 år senere!).

    kram
    x

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Tak for et velskrevet, tankevækkende og rørende indlæg ❤️ Jeg kan virkelig følge den dobbeltsorg, det må have været ikke kun at miste din far (som du jo allerede mistede, da misbruget tog over), men også hele hans famile, fordi de ikke kunne acceptere dit valg.
    Af ren nysgerrighed – og du behøver ikke svare, hvis det er for personligt: Hvis din far for alvor kom ud af sit misbrug, tog kontakt til dig og bad om tilgivelse for alle de år, hvor han “forsømte” sin farrolle, ville du så overveje at genoptage kontakten, eller er der ingen vej tilbage?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MI CONFESIÓN

      selv tak, og tak for ros <3 Hmmm, den er svær. Nej det tror jeg ikke faktisk, altså at genoptage kontakten.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dadelbanantoppe med havregryn