At miste en person, som stadig er i live

Om at bo sammen


Jeg har fået nogle beskeder om, hvordan det er at bo med sin kæreste og være sammen om så mange ting. De er kommet efter jeg har delt vores fælles instagramkonto, så måske folk tænker vi er sammen konstant, og hvordan vi klarer dét og klarer at bo sammen uden at skændes hele tiden.

Mattis og jeg har boet sammen stort set siden vi blev kærester, som var stort set siden vi mødtes. Med Mattis gik det ret hurtigt, efter den første håndfuld dates, var vi stort set sammen hver dag hos mig. Efter 4 måneder eller sådan, sagde han sit lejede værelse op, og flyttede ind med mig. Vi boede det første halvandet år, i min 2-værelses lejlighed på 53 kvm. Så fik vi hund. Og så fik vi to.Vi har altid været gode til at bo sammen faktisk. Mattis og jeg har ikke særlig mange skænderier eller uenigheder. Det lyder måske som noget jeg finder på, men det er virkelig sådan det er. Det er yderst sjældent vi skændes, sådan hvor bølgerne går højt, og er vi uenige om noget er det aldrig voldsomt mellem os eller noget der varer særlig længe. Selvfølgelig kan vi diskutere og blive uvenner engang imellem, det gør alle par, men vi har aldrig været dem, der går og snerrer ad hinanden eller er uvenner ofte, som ender med at sende sure sms’er frem og tilbage til hinanden når vi er på arbejde. Alt det der, er der slet ikke. Vi er rigtig gode til at rumme hinanden, både vores behov og særheder, og vi er gode til at støtte hinanden i de projekter vi nu har – om det er mig der igen vil rykke rundt på værelserne i lejligheden eller købe nye lamper, selvom de gamle egentlig slet ikke er gamle, eller om det er Mattis, der synes han skal igang med at rode med sin 3. motorcykel, selvom de 2 andre stadig er ét stort rod. Vi støtter hinanden i vores drømme og ønsker, og det tror jeg har en kæmpestor betydning for vores forhold. At vi rummer hinanden med alt hvad det indebærer. Generelt er der altid god stemning i vores hjem og mellem os, vi er gode til at lave en masse ting sammen, både i hverdagene og når vi har fri, men vi er også gode til at give hinanden plads og tid hver for sig. Jeg har altid haft den regel, at man ikke skal skilles som uvenner, så hvis vi er uvenner, så løser vi det inden vi går ud af døren. Tanken om der skulle ske noget og det sidste man fik sagt til hinanden var noget grimt, er helt ubærlig. Jeg er også god til at tænke over, om det virkelig betyder noget, det jeg kan være vred eller irriteret over. Er det noget der er afgørende for vores forhold eller for mig? Hvis ikke, så lader jeg det ligge.

Nu bor vi i en 3-værelses lejlighed på 105 kvm, og man skulle tro det var ‘nemmere’ fordi vi så kan trække os hver til sit ved behov, men vi var ligeså gode til at bo på den halve plads. Vi trækker os ikke rigtigt hver til sit egentlig. Vi kan godt sidde i sofaen og lave hver sine ting, men vi er som regel sammen når vi er hjemme. Når det kommer til det praktiske er vi også virkelig gode til at bo sammen. Vi har egentlig aldrig rigtig talt om, hvordan vi ønsker det skal være eller hvem der gør hvad. Det er kommet helt af sig selv, og heldigt for os er vi uhyggeligt enige om stort set alt. Jeg står primært for indretningen, eller.. jeg står 100% for indretningen. Jeg får idéerne, deler dem med Mattis, som altid synes de er gode (eller også er det en af de situationer, hvor HAN tænker over om det virkelig er noget der er vigtigt for ham, for så efterfølgende at lade det ligge… who knows) og så hjælpes vi altid ad med at føre dem ud i livet. Vi er begge to ret glade for projekter, og vi hygger os med at handle planter/tage i IKEA/kigge på biler eller hvad det nu må være, så det er aldrig en sur pligt. Vi er begge to ret enige om, at vi gerne vil bo rent og ryddeligt, så der er ikke én af os, som er en lille grisebasse, hvilket uden tvivl kunne skabe noget uenighed. Mattis står stort set altid for madlavning og oprydning i køkkenet. Primært er han den der står for alt i køkkenet. Jeg hjælper til engang imellem selvfølgelig, men ofte hjælper jeg til ved at sidde og drikke en cola og snakke med ham, mens han laver maden. Til gengæld er det altid mig, der gør lejligheden hovedren. Én gang om ugen får lejligheden en hovedrengøring, og den står jeg for. Det er også oftest mig, der lige giver lejligheden en tur med støvsugeren, hvis jeg synes den trænger. Det er ikke noget vi har aftalt, jeg tror bare det er sådan det er blevet, og det passer os begge to helt fint. Tøjvask står vi begge to for, og hundene har egentlig også fået en nogenlunde 50/50 rutine. Mattis går med hundene om morgenen og jeg tager en lang tur om eftermiddagen, det handler egentlig om vores arbejdstider. Om aftenen skiftes vi til at lufte dem, vi har jo (helt med vilje valgt) nogle hunde, som ikke kræver 8 lange ture og en masse aktivitet om dagen, men har det helt fint med en god morgentur, en lang eftermiddagstur og nogle korte tisse-runder om aftenen, så det er dejligt nemt.

Det lyder som om det er fuldstændig uden problemer at bo sammen, og ja, det er det faktisk også 99% af tiden. MEN selvfølgelig bliver vi uenige engang imellem, og vi har da også haft nogle skænderier, hvor bølgerne er gået rigtig højt en sjælden gang imellem. Jeg tror mit bedste råd er, at være gode til at rumme hinanden, også i de situationer, hvor man ikke er enige. At bo sammen med et andet menneske kræver uden tvivl noget af én, man er nødt til at gå på nogle kompromiser engang imellem, og man skal huske at vælge sine kampe. Hvis man går ind i alt, hvad der er irriterende eller alt man selv ville gøre anderledes, så tror jeg man ender med at mundhugges over små ligegyldige ting konstant, og det er der jo ingen grund til. Jeg har før været i forhold, hvor der var sådan en irritabel og sur grundstemning, og det er ikke til at holde ud. Jeg tager på arbejde hver dag med ro i maven, der er aldrig nogen sure beskeder mellem os, som skal give mig ondt i maven og vi er glade og kærlige overfor hinanden hver eneste dag. For mig er det også vigtigt i et forhold, at man kan gøre noget hyggeligt ud af ‘hverdagspraktiske ting’ sammen. Mattis og jeg er mestre i, at gøre hyggelige projekter ud af praktiske ting. Vi hygger os med at handle ind, lave mad, gå ture med hundene, træne, gøre rent osv., fordi vi er gode til at gøre mange af de ting sammen på en hyggelig måde.

Der er dog EN TING, som irriterer mig grænseløst, og hvor Mattis og jeg er helt forskellige. Mattis er en ‘jeg kommer altid lige i sidste øjeblik/lidt for sent’ – kind of guy, og jeg er på alle måder en ‘jeg sidder hellere og venter 30 minutter inden det starter’- kind of girl. Jeg hader, hader, hader at komme for sent. Det kan være virkelig stressende for mig at skulle ud af døren med Mattis, for uanset hvor lang tid vi har haft til at gøre os klar, så er det som om, at han ikke kan komme ud af døren før det er lidt for sent. Jeg fatter det ikke? Han skal hverken ordne make-up eller bruge lang tid på sit hår? Nogen gange sidder jeg med total irritation og hjertebanken i bilen fordi vi skal et eller andet og knap kan nå det, og så når vi frem LIGE i sidste øjeblik, mig med fuldstændig stresset krop og Mattis der kigger på mig helt roligt og siger ‘se skat, ingen grund til at hidse sig sådan op, vi nåede det jo’ og jeg bliver hysterisk indeni. For selvom vi når det,  LIGE i sidste øjeblik, så har det ødelagt det for mig, at jeg skal sidde og være total presset i situationen op til. Dét er en af de ting, hvor jeg virkelig har måttet sige til ham, at det kan og vil jeg ikke gå på kompromis med. Jeg synes det er uhøfligt at komme for sent og ikke nok med det, så stresser og irriterer det mig, og det ødelægger oplevelsen/situationen for mig. Så hvis jeg skal sætte fingeren på det, der kan gøre mig allermest irriteret på Mattis i vores forhold, ja så er det dét.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At miste en person, som stadig er i live