Jeg har nu haft en uge uden arbejde. Det er selvfølgelig kort tid at vurdere, hvordan det kommer til at gå. En uge er ikke meget, men det er alligevel nok til jeg kan komme med en lille update på, hvordan det har været. Der er to ord, der her den første uge beskriver ret godt hvordan det har været: underligt og rigtigt. Det føles rigtigt i maven, og den første uge har været virkelig god for mig. Det har selvfølgelig været specielt pludselig ikke at skulle op hver morgen og køre 40 minutter til arbejde. Det har været underligt ikke at være omkring kollegaer hver dag og det har også været lidt specielt ikke helt at have noget at lave, og samtidig skulle nå en masse. Men den første uge er gået med en masse praktiske ting, som man skal have styr på, når man pludselig står uden arbejde. Derudover har jeg også brugt nogle af timerne på at falde ned. De sidste måneder har jeg følt min krop har arbejdet i et meget højt gear, jeg begyndte at glemme så meget (altså bl.a. vågnede jeg en nat og kiggede på Mattis, og pludselig synes jeg slet ikke jeg kunne finde ud af hvad han egentlig hed) og jeg følte mig bare presset over omstændighederne. En blanding af at skulle nå en masse på arbejde og samtidig have en masse uro forbundet med det snart var sidste dag. Jeg måtte lige vende med min læge, om jeg mon var ved at udvikle tidlig demens fordi jeg blev oprigtigt bekymring for min hukommelse særligt, hvor vi blev enige om, at omstændighederne nok var lidt stressende. Derfor har den første uge uden arbejde også været rigtig god for mig. Jeg har også haft tid til at morgentræne uden at skulle løbe tilbage, skynde mig i bad og spurte ud til bilen for at nå på arbejde hurtigst muligt, der har været tid til lige at drikke lidt vand, sidde og snakke med de andre og tage et bad i ro og mag efter. Jeg har også haft tid til lange gåture, masser af frisk luft og har brugt det som mulighed til at lufte lidt ud inde i hovedet og komme ned i gear. Så dét har været godt og rigtigt, men også underligt. En god blanding.

Allerede nu kan jeg dog mærke jeg kommer til at savne den daglige kollegakontakt. Det vidste jeg godt inden jeg sagde op. Jeg havde fået nogle tætte kollegaer, og det var dejligt at vende alle de små dagligdagsting med dem. Den del kan jeg mærke jeg lige skal vænne mig til at undvære. Den første uge har jeg haft mange aftaler med forskellige mennesker, så jeg har ikke haft så meget tid til rigtig at mangle dem, men nu hvor det er søndag og jeg normalt skulle have indstillet hjernen på arbejde i morgen, kan jeg mærke det er underligt ikke at skulle høre om de andres weekend eller fortælle om min egen. Jeg ved det skal være et fokuspunkt for mig fremadrettet, hvordan jeg ikke ender med at føle mig ensom. På den anden side, har jeg fået talt mere med Mattis om mine små tanker og dagligdagsfunderinger (er det mon et ord?). Når jeg efter en hel dag på arbejde fik vendt disse ting med mine kollegaer, så havde jeg ikke overskud eller energi til også at dele det med Mattis. Ikke at vi ikke talte sammen, men det var mere om andre ting og jeg var ikke god til at involvere ham i mit arbejde eller tanker jeg havde i løbet af dagen, for jeg orkede det simpelthen ikke når jeg kom hjem. På den måde er jeg blevet bedre til at dele mere med ham, og det kan jo også have sine fordele kan man sige 😉

Men altså, alt i alt har den første uge været god og speciel, og jeg skal lige vænne mig til det. Men jeg tror det nok skal blive godt, og jeg fulgte min mavefornemmelse, så jeg er sikker på, at det næste kapitel i mit liv er det helt rigtige.. og jeg GLÆDER mig.

Så blev det december, og jeg har ikke længere et job. I fredags havde jeg sidste arbejdsdag og det var SÅ underligt. Igen var det nok bare mig det var underligt for, for alle mine kollegaer.. eller ekskollegaer, er tilbage på arbejde igen i dag. Det er så underligt når en kollega siger op og ikke længere er der, for ligeså underligt det kan føles når man får beskeden om de stopper, ligeså naturligt føles det efter et par dage de ikke er der mere. Faktisk glemmer man lidt de nogensinde har arbejdet der. Jeg tror det er fordi der er så meget udskiftning indenfor socialrådgiverfeltet, at det ikke er noget kæmpe chok eller tab, når en kollega skifter. Men for mig var det stort, og underligt. Jeg fik taget afsked, fik en fin gave af mine kollegaer og et rigtig sødt kort. Dagen sluttede jeg af med min yndlingskollega, som også er blevet en af mine allerbedste venner, med en tur rundt om de fodboldbaner vi så tit gik rundt om, når vi havde brug for lidt luft og bevægelse. Så satte jeg mig ind i min bil, sad lige et par minutter og kiggede på det store rådhus, der har dannet rammet om mit arbejdsliv i mange år, og så kørte jeg hjem.

Det var så surrealistisk at køre hjem. Jeg følte mig helt.. tom indeni. Glad og trist og nervøs og spændt .. og lykkelig. Det var meget underligt. Men det er nok også fordi jeg ved, at jeg ikke har et nyt job jeg starter i næste uge, men det hele er uvist nu. For nu starter jeg nemlig mit liv som arbejdsløs og forhåbentlig, inden alt for længe som selvstændig. For jeg har jo drømme og planer, som jeg har delt før, og på lørdag løfter jeg sløret for, hvad det er jeg har gået og brygget på i månedsvis. Så jeg håber I vil kigge med ind, for der er også en god konkurrence forbundet med når jeg annoncerer det. Hvis jeg altså selv skal sige det 😉

Ugen bliver derfor nu brugt på en masse praktisk, jeg skal melde mig ledig, til møder, opdatere CV osv., og så har jeg købt mig en kalender og allerede nu er det årets bedste investering. I dag skal jeg lave et årshjul, med plan for, hvad der skal ske det næste år, frem til december 2020, måned for måned. Det er et vaskeægte spændende vokseneventyr jeg har begivet mig ud på, og jeg glæder mig sådan til jeg bare kan tale lidt mere om det hele og høre hvad I tænker om det osv. Det skal nok blive godt det her, det kan jeg mærke.

.. og med et smukt pyntet juletræ, tændte stearinlys, frisk frugt og danskvand, så er min hjemmearbejdsplads ikke værst.