KINASTUDIER

Jeg blev færdig som socialrådgiver i slutningen af januar, så nu er jeg ledig og klar til at få et rigtig voksenjob for første gang. Jeg har virkelig været under uddannelse længe, som dem af jer der har læst med herinde kan huske, så startede jeg mit første studie på Københavns Universitet, hvor jeg kastede mig ud i at læse kinesisk. Jeg valgte det studie mest af alt, fordi min daværende kæreste havde en thing for asiatisk kultur og da jeg så så, at et ophold i Kina var en del af uddannelsen, så faldt valget på dette. Jeg har altid været ret god til sprog, så det faldt egentlig ret naturligt at vælge en uddannelse, hvor jeg skulle lære et nyt sprog. Kinesisk var et fuldstændig vanvittigt spændende og sindssygt sprog, jeg fik virkelig mit arbejde for. Du har nu pludselig ikke et alfabet at forholde dig til, men skal nu lære at læse, skrive og forstå tegn. Hvis jeg skrev et kinesisk tegn eller sætning til jer her nu, f.eks. 你好 (som betyder hej), så ville man ikke ane, hvordan fanden man skulle udtale en masse sammensatte streger. Derfor lærer man Pinyin, som er det mest mest brugte romaniseringssystem til standard mandarin. Her ville 你好 oversættes Nĭ hăo,og her skal man ikke bare lære at læse Ni hao, men som I kan se er der nogle accenttegn over nogle af bogstaverne, som er de kinesiske toner. Der er 4 toner og en neutral, og disse sikrer man udtaler ordet korrekt. Puha, så langt så godt. Det betyder altså, at et ord som f.eks. ma, kan udtales mā má mǎ mà eller ma. Alt afhængigt af udtale og sammensætning er samme ord forskellige ting. Et eksempel som mange havde svært ved er tallet 4. Tallet 4 har dette tegn 四 og udtales sì (med en 4.tone), udtaler du derimod ordet med en 3. tone som er sǐ 死 (samme ord, forskellig accenttegn og dermed tone) så betyder det død. Af denne grund er tallet 4 også betragtet som et ulykkestal i Kina, bare lige en sidebemærkning. Det er sgu ikke nemt og pludselig føles det som at lære flere sprog, for når du har styr på toner og pinyin, så skal du koble det til tegn og for at give et eksempel på, hvor komplicerede tegn også er kan vi tage udgangspunkt i 你好 (ni hao) som betyder hej/goddag. Hvis man skulle oversætte begge tegn står der faktisk du 你 god 好 – ni betyder du og hao betyder god. Men sammensat betyder det hej. Så disse to tegn kan også bruges i mange andre sammenhænge og betydningen vil derfor være en anden. 

Uden det skal blive alt for teknisk, så består et tegn også af en betydningsbærende del (radikal) og en lydbærende del (fonetikum) og så skal det skrives med den rigtige rækkefølge og det rigtige antal strøg. Hvis vi igen kigger på 你好 (hej) så er radikalen i første tegn 你 – 亻(som er det forreste I kan se) og i 好 – 女. Jeg stopper forvirringen her, men det var blot for at forklare, at det ikke er det nemmeste at kaste sig ud i.

Jeg har ikke tal på hvor mange timer jeg har siddet med min ekskæreste og øvet flashcards og hvor mange timer jeg brugte på det her. Jeg følte både det var spændende, men også, som om der manglede et eller andet. Jeg følte mig sat tilbage til børnehaveklassen og havde en følelse af at det ikke var nok ‘bare’ at lære et sprog. Men jeg blev der, for jeg ville til Kina, og det kom jeg. I Kina lærte jeg så meget, ikke bare kinesisk (som gik hurtigt da ingen af vores undervisere rigtig kunne engelsk) og kulturmæssigt, men også om mig selv. Jeg fik mig virkelig en fantastisk oplevelse og kastede mig ud i så mange nye, spændende og ikke mindst enormt udfordrende ting. Dog blev jeg i Kina også klar over, at der manglede en dimension i den uddannelse, som jeg aldrig ville få der, nemlig dét, at lave noget med mennesker. Jeg vidste jeg aldrig ville være tolk eller oversætter, jeg vidste også, at selvom den oplagte vej ville være at tage den videre på CBS og have fokus på noget handel/økonomi, som jo virkelig er relevant ift. Kina, så var det heller ikke noget jeg tændte på. Da jeg kom hjem fra Kina, blev mit hjerte knust, som I måske også husker. Et 4-årigt langt forhold med min daværende kæreste sluttede, og jeg stod simpelthen i en af de mest smertefulde situationer jeg nogensinde har været i. Fra den smukkeste rejse til Kina, kom jeg hjem til kaos, knust hjerte og nu var pludselig intet trygt længere. Jeg skulle sælge en fælles lejlighed, tage eksamener, kigge på andre studier, lappe mit knuste hjerte osv., det var meget svært for mig. Efter lidt tids søgen efter det helt rigtige, søgte jeg ind på socialrådgiveruddannelsen, da jeg kunne mærke, at lige netop dén uddannelse ville være det helt rigtige for mig. Så efter 3 dejlige år på Kinastudier og en masse fantastiske oplevelser og et sindssygt nyt sprog i baggagen, vinkede jeg farvel til den del af mit liv og så mig aldrig tilbage.

Dog vil jeg virkelig aldrig fortryde jeg valgte at læse kinesisk. Det er en fantastisk oplevelse og erfaring jeg har med mig videre, og det er så synd med den nye uddannelsesreform, som kunne gøre et valg som mit helt umuligt. Jeg var ikke klar til at være socialrådgiver da jeg startede på kinesisk, jeg var heller ikke klar over, at det var lige dét jeg brændte for. Nogengange kan man bare først mærke dét, når man står i en situation man troede var rigtig, men som slet ikke er det. Det er fandeme svært at vide på forhånd.

Hvad læser I? Er der nogle læsere herinde der har læst kinesisk?

Kan I huske den følelse man havde på sin allerførste skoledag? Nervøsiteten, glæden, angsten? Man skulle møde nye mennesker som med tiden ville blive nye venner, man skulle møde alle sine nye lærere og lære en helt ny skole at kende. Jeg kom til at tænke på hvordan det er sjovt at det ikke ændrer sig med tiden, i hvertfald ikke for mig. Nu er jeg voksen (sådan næsten da) og jeg får det stadig præcis som lille Line Sofie i sin fine hvide kjole på allerførste skoledag. Nervøs og utilpas samtidig med en følelse af at noget godt og nyt skal starte.

Jeg har startet noget nyt mange gange. Flyttet skoler, startet på efterskole, startet i gymnasiet og derefter Uni to gange. Hver evig eneste gang kilder det i maven og jeg får den der ‘jeg vil ikke’ følelse som man får noget man starter noget nyt. Nu skal jeg endnu engang starte noget nyt, og meget snart. Jeg er så spændt og jeg kan mærke det er det helt rigtige næste skridt i mit liv. Men jeg er eddermame også lille Line Sofie der har brug for en at holde i hånden. Jeg har besluttet mig for at holde min uddannelse og karrierevalg for mig selv. I ved allesammen at en del af det var nogle gode år på kinastudier på Københavns universitet. Men nu starter jeg på et nyt universitet med nye udfordringer. En ny udvikling, et nyt skridt. Og jeg har valgt at det er en del af mit helt private. Men I får jo også så meget andet herinde, så det kedelige uni-liv og karrierevalg er vel ok jeg holder for mig selv.

I dag tænkte jeg på at det kunne være sjovt at lave et lille indlæg med de mest populære og mest kommenterede indlæg på bloggen gennem dens levetid. Jeg har ikke taget konkurrenceindlæg med da de jo selvfølgelig løber med førstepladsen. Det er meget sjovt at se tilbage på de indlæg som er kommenteret mest, for det er også de indlæg som har betydet allermest for mig.

Det er slut

Dette er det indlæg jeg har fået allerflest kommentarer på. Indlægget er skrevet blot få dage efter min hjemkomst til Danmark og omhandler bruddet med P. Det er utroligt hårdt for mig at læse, og jeg har endnu ikke turde at gøre det. Jeg ved nemlig at jeg på daværende tidspunkt var så knust at jeg hverken kunne sove, spise eller noget andet. Jeg var ødelagt helt ind i det inderste, og et gensyn med det vil unægteligt gøre rigtig ondt. Selvom jeg stadig er ked af det, vred og skuffet, så kan jeg da både spise og sove nu. Og jeg er bange for en gensyn med det indlæg lige nu er unødvendigt? Men aldrig har jeg fået så mange fantastiske og medfølende kommentarer som her.

Min første videoblog

Dette indlæg løber med 2. pladsen over mest kommenterede indlæg her på bloggen. Det er min første videoblog nogensinde hvor jeg kvajer mig fuldstændigt og egentlig ikke får sagt så meget. I tog rigtig godt imod min første videoblog, og det var jeg rigtig glad for, for jeg var virkelig nervøs over at skulle ‘vise’ mig sådan rigtigt.

I was here

Dette er den mest personlige film jeg nogensinde har vist. Jeg har skrevet mange personlige indlæg, vist mange personlige billeder og ikke mindst været enormt ærlig og åben ofte på min blog, men denne film er det ultimativt mest personlige og dermed også mest grænseoverskridende jeg nogensinde har postet her på bloggen. Filmen viser de følelser og tanker jeg har indeni lige nu, og har haft igennem det sidste lange stykke tid. Udover mange kommentarer her på bloggen, har jeg også fået utrolig mange tilkendegivelser via facebook og en forfærdelig masse mails og beskeder. Så egentlig burde det ligger højere oppe, men nu tager jeg det kun efter kommentarer skrevet på bloggen. Nu bliver jeg igen helt rørt med det her gensyn. Pyha, tak igen.

Svar på kommentar

Dette indlæg er et af de mindre triste og følelsesladede, da det handler om en grim kommentar jeg (og P) fik omkring det at have indekat, og dyrplageri af vores kat Ono. I stedet for at blive sur, slette kommentaren eller svare bittert tilbage blev P og jeg enige om at lave lidt sjov med det. Vi brugte derfor en eftermiddag på at redigere nogle billeder vi havde taget af O og lave et indlæg med dem. Vi havde det selv rigtig sjovt med det og vi skreg af grin da vi skiftevis fandt på hvordan vi kunne få ham til at se ud. Og det medførte så bloggens 4. mest kommenterede indlæg.

Alle mine film

Hver gang jeg har postet en film har den fået mange kommentarer, og derfor har jeg samlet dem alle på 5. pladsen som fører jer videre til min vimeo konto hvor de allesammen ligger. Der er film helt tilbage til min første stop-motion video jeg lavede med P i år 2009, alle mine stemningsfilm gennem tiden, mine Kinafilm, film med Ono og ikke mindst den animationsfilm P og jeg lavede om kærlighed (ja okay, det var nok mest P der lavede den, men jeg sad pænt ved siden af med ideerne, selskabet og den gode kaffe og kage). De ligger allesammen i linket herover og har allesammen samlet en del kommentarer.

Og her til sidst kommer lige to indlæg som også har fået en del respons men som ikke helt kan komme med på top 5. Historien om Chi og Mit hjem. Begge indlæg er skrevet i forbindelse med mit brud med P. Det første handler om hvorfor jeg i 4 år var P’s lille Chihiro. Det andet handler om mit svære farvel til hvad der var mit hjem de sidste mange år og om vores store beslutning om at sælge lejligheden, mit lille hjertebarn. 

Det var så min lille opsamling. Alle ovenstående indlæg er de indlæg der har samlet hver over 100 kommentarer. Der er også de mindre indlæg med 30-90 kommentarer som også er mange, men jeg har kun samlet dem som hver har fået over 100 kommentarer. Men hvis jeg sådan generelt ellers ser på hvad der har samlet en del kommentarer har det været billeder af vores lejlighed som klart også har været de mest populære, og så generelt bare  billedetunge indlæg også. Jeg håber I synes det var et hyggeligt (og måske lidt trist) lille gensyn. Selv kan jeg ikke endnu se dem igennem allesammen, da det stadig er for tæt på og for ømt for mig. Men en dag vil jeg være glad for de allesammen ligger her. Her i mit lille univers Mi Confesión som jeg er så uendeligt taknemmelig for I vil være en del af sammen med mig. Jeres kommentarer gennem tiden har hjulpet mig utroligt meget. Virkelig. Jeg kan ikke udtrykke den store betydning det har for mig, det rør mig virkelig dybt, så af hjertet tak.

Mit yndlingsbillede – far og datter på losseplads i Kina

Sød lille dreng

Smuk udsigt ved Xihu

Fuldmåne og udsigt fra vores lejlighed

Fuglene var trænet til at fange fisk fra vandet og lægge dem op i båden

På marked hvor jeg fik lavet 2 armbånd. Et til mig og et til P. Vi skulle låse dem på hinandens håndled

Smuk udsigt ved the bund. Sammen med Ida

Hjemløs tjener penge ved at skrive kinesiske digte med kridt på jorden.

Ida med paraply. En aftentur på mit campus.

Min smukke og meget søde veninde og languagepartner.

Flot lyserød aftenhimmel

Sød og meget glad kineser i gammel båd.

Den fineste lille pige plukker blomster til sin bedstemor.

Så kinesisk!

Efter jeg er kommet hjem fra Kina i midten af januar har jeg, som I ved, bearbejdet en rigtig svær kærestesorg. Alle mine brikker, som jeg synes lå så fint og perfekt blev væltet rundt, og det har været så svært at samle dem til noget der kunne ligne en helhed. En af de ting jeg ikke har fået bearbejdet er min tur til Kina. Den er druknet i litervis af tårer, skygget af tusind sorte tunge skyer af kærestesorg der hænger over mig, og blevet skubbet væk som var det aldrig sket. Det var en fantastisk tur, jeg har grinet og grædt som aldrig før, jeg har følt nervøsitet, glæde, lykke og savn som jeg aldrig troede var muligt, og jeg har fundet sider af mig selv jeg ikke troede eksisterede. Jeg er så taknemmelig for at jeg fik muligheden for at tage afsted, uanset hvor grimt det så endte. For jeg gjorde det. Hvis I vidste hvilke følelser der fløj igennem mig da jeg skulle afsted. Jeg ville ikke. Jeg ville ikke give slip på P, på vores hverdag og vores lejlighed, jeg var bange for at jeg skulle give slip for evigt. Han lovede mig at være der når jeg kom hjem igen, at det kun var et halvt år, at det skulle være os to for evigt. Så kyssede vi inderligt og jeg kørte væk. Han stod tilbage i vores gade med tårer trillende ned af kinderne, og jeg ville allerhelst vende om og blive hos ham. Jeg var lykkeligt uvidende om at det var vores sidste farvel, at det var farvel for evigt.

Jeg hadede at sige farvel til min mor i lufthavnen og efterlade hende med ondt i hjertet. Jeg vendte mig ikke om efter jeg havde kysset hende farvel og vores tårer havde ramt hinandens kinder. Og jeg drog ud på en rejse med mennesker jeg ikke kendte særlig godt. De kendte heller ikke mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle opleve, hvor jeg skulle bo, eller noget som helst. Men jeg gjorde det. For andre er det måske ikke specielt, men for mig var det noget af det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort. I takt med jeg får det en lille smule bedre, prøver jeg på at tage hul på nogle af de ting jeg burde bearbejde også nu, bl.a. min tur til Kina. Siden jeg kom hjem har jeg ikke talt om det, og jeg har ikke kunnet klare at se billeder eller film fra mit ophold. Det har været for hårdt, og det hele har mindet mig om ‘ej det var den dag P ringede på skype og græd af savn’ eller ‘ej det var dengang han sendte et brev til mig på 6 sider hvor han skrev hvor meget han savnede mig’ eller ‘ej det her billede var fra dengang vi bare elskede hinanden og jeg ville hjem til ham igen’. Alle minderne er blevet knyttet til ham, på en negativ og trist måde, og har givet mig endnu mere ondt i maven. Det gør det stadig lidt. For selvom han ikke var en del af min tur fysisk, så var han jo alligevel med mig hele tiden, og det kan jeg mærke når jeg ser de billeder. Jeg kan knytte en følelse omkring ham til hvert enkelt af mine billeder fra Kina, og der er over 2000. Så det har været svært.

Men i dag har jeg kigget på lidt billeder for første gang. Og følt savn til Kina. Selvom det også stikker i maven, så har jeg for første gang i måneder også mærket nogle andre følelser knyttet til min tur. Og jeg er så glad. Endelig åbner jeg op for at kunne nyde, dele, fortælle og bearbejde den tur der for mig, har været mit livs rejse. So far i hvertfald. Og selvom det er små skridt, så er jeg stolt over at jeg overhovedet kan. Så her vil jeg vise jer et lille udvalg af nogle af mine yndlingsbilleder fra Kina. De minder mig allesammen om gode tider, gode minder og glade dage. Og selvom det er med et stik i maven, en lille tåre på min kind og tanken om at jeg dengang havde min kæreste som jeg nu har mistet, så er det også med en oprigtig glæde. Et oprigtigt savn. Og det er sgu da tegn på en lille smule fremskridt. Er det ikke?

I dag tog vi en taxa ind til en gade med små hyggelige shoppebutikker. Og efter at have brugt en masse penge der og spist god frokost gik turen videre til Xihu. Og for sidste gang. Har været der en del gange efterhånden, i varmt, koldt, mørkt, lyst og nu også meget tåget vejr. Og selvom det var ærgerligt det ikke var mere klart vejr, så må jeg sige at Xihu er smuk i al slags vejr. I dag var der sådan en dejlig ro over at gå en tur langs søen. Der var ikke mange mennesker, luften var frisk og kold, og farverne blev så klare på trods af tåge. Så der nød vi en gåtur. Billedet er af min mor og hendes kæreste. Jeg viser normalt ikke billeder af familiemedlemmer, men det her billede er bare så sødt synes jeg. Så det håber jeg kan give jer alle lidt glæde og varme i denne kedelige kolde januarmåned. Nu ligger jeg i min seng, eller Kristoffers er det faktisk, og skal lukke mine øjne i for sidste gang i denne her lejlighed. Jeg har haft et fantastisk halvt år, og min hverdag her i Hangzhou har været helt ubeskrivelig. Jeg ligger og kigger ud på den smukke udsigt og lytter til musik. Jeg er glad indeni, fordi det her ophold har betydet så meget for mig, og selvom jeg er trist over at skulle forlade det, er jeg også fyldt med lykke og ro indeni. Det er fantastisk. Jeg kommer til at savne det, og på triste dage kan et af mine 2000 billeder formentlig hjælpe på det, men jeg kan også mærke det er blevet afsluttet på en god og helt rigtig måde. Og at jeg er den sidste til at forlade det, til at dreje nøglen om og forlade det føles er bare helt perfekt. I morgen tager vi toget til Shanghai hvor min mor og hendes kæreste skal flyve hjem og jeg skal mødes med de to bedste jeg har, Kristoffer og Anne. Vi skal nyde de sidste dage sammen i Shanghai, og på lørdag tager vi så hjem. Farvel Hangzhou.